Marie Marolles har lige skrevet om det. Om at elske at være mor. Det er et dejligt indlæg, som I kla
Se næste indlæg >
NÅR MAN ER EN STOR OG FED LØGNER.
LORTEMOR
I går skrev jeg om at være mor – og lidt om ufrivillig graviditet.
Under min graviditet brugte jeg usundt mange timer inde på min-mave.dk. Og derinde findes der en hel verden af baby og børn-pjat. Så jeg var hurtigt inde og oprette mig, samt følge med i nogle af alle de vanvittige tråde der findes derinde.
Noget jeg også gjorde, nærmest på hobbyplan, var at følge med hos de ufrivilligt barnløse. Jeg fulgte med i deres behandlinger, ægløsniger, ægopsætninger, deres ægløsnings-slim (det gik de meget op i) og jeg ved nu PRÆCIS hvornår jeg har ægløsning. Sådan er det med hobbyer. De kan ofte lære én rigtig meget.
Grunden til at jeg fulgte med, tror jeg, var at jeg havde dårlig samvittighed. Over at befinde mig ovre i en hel anden kategori – kategorien som ikke eksisterede på min-mave.dk. Nemlig kategorien ‘os der bliver gravide så nemt som ingenting’.
Hvorfor jeg så synes det var dejligt at følge med derovre, når nu vores situationer var så forskellige, har nok haft noget med min samvittighed at gøre. Og en form for uretfærdighed. Jeg skrev aldrig noget derinde, men jeg fulgte med i deres op og nedture. Blev glad på deres vegne, når de stod med en positiv graviditetstest – og trist, når de ved endnu en test-dag fik et negativt svar.
Har siddet flere gange og talt med piger, der kæmper for at blive gravide. Og når jeg sidder der, så lyver jeg. Jeg kan ikke få mig selv til at sige, at Alfred er et produkt af mislykket prævention. Jeg har det som om, at siger jeg det – så kunne jeg lige så godt slå personen og sparke hende imens hun ligger ned.
Jeg synes det er så uretfærdigt, at der er nogle som har æggestokke – der varmt byder velkommen, og så andre der kæmper i årevis.
Sidst jeg sad overfor en pige, der sagde hun – ‘Gad vide om det måske er min kæreste og jeg der bare er helt forkerte for hinanden? Der er ikke nogen forklaring på, hvorfor der ikke sker noget, vi er begge sunde og raske.’
Jeg tror jeg lyver fordi det gør ondt, at være én der gør andre ondt. Lidt som af vifte med pengesedler, foran én der er rigtig fattig og ikke har råd til mad. Det er jo ikke rart, og jeg kan huske flere der beretter om, at det kan være rigtig ubehageligt, for f.eks dem der har været i behandling, og møder op på fertilitetsklinikken til undersøgelse. Så sidder de der i venteværelset, men en stor gravid mave – foran andre, der ville give deres lemmer væk for at være i dén situation.
Jeg tror måske jeg vil prøve at sige sandheden. Og i virkeligheden ved jeg ikke hvad jeg vil med indlægget her…. Måske bare ønske alle held og lykke med det hele – jeg får bare dårlig samvittighed, over i går at udgive et indlæg om ikke at elske at være mor.
Puha, det er svært at være én der ikke elsker noget, som så mange andre – helt fantastiske og stærke kvinder, ønsker mere end noget andet.
På vegne af de ufrivilligt barnløse takker jeg:) Og ja, selvom jeg er blevet mor, betegner jeg stadig mig selv som ufrivilligt i den forstand, at jeg ikke er i stand til at blive gravid på den naturlige måde. Men tak! Jeg ville godt ku’ sige, at du da ikke skal tage hensyn, at det ikke et dit problem at andre ikke kan blive gravide. For det er det ikke, men derfor er det stadig rigtig fint at tage hensyn. Jeg sad en gang overfor en pige til en fødselsdag. Vi kender ikke rigtig hinanden, så vi smalltalkede. “Har du børn” lød spørgsmålet, som så mange gange før. Hun fik den korte version – nej, 9 icsi-behandlinger, buhbæh. Hun syntes, det var pudsigt, at vi havde det omvendte problem. For hun blev jo vildt hurtigt gravid. Havde faktisk fået 6, nej vent – 7 aborter. Jep, hun måtte lige tælle efter, mens vi sad der. Og det behøvede jeg ikke vide. Jeg gik derfra og tænkte ‘dumme kælling’. Og hun er garanteret ingen dum kælling, hun kan da overhovedet ikke gøre for, at hun har så uhyre nemt ved at blive gravid – jeg havde bare ikke brug for den oplysning. Og jeg har fået at vide, nu hvor jeg er mor, at mange har været trætte af at træde på æggeskaller i mit selskab. Det kan jeg godt forstå, og jeg har lyst til at sige til dem, at jeg også har været helt urimelig. Men det synes jeg ikke, at jeg har. For dét ikke at kunne få børn, har været en kæmpe sorg for mig. Jeg har stået midt i mit livs største krise. Og det kræver desværre lidt ekstra hensyntagen. Så lyv, for helvede! Det ville jeg i hvert fald ha’ sat pris på:)