Post-barsel – der var et ensomt erhverv.

Tror næsten at indlægget her er et af de mest læste nogen sinde. Flere og flere mødre sidder derude og Googler ‘ensomhed’, ‘ensom mor’ og andre sætninger der omhandler livet på barsel eller tilværelsen med helt små børn. Og når de trykker ‘søg’ så lander de bl.a her. Det kan jeg se på mine statestikker.

Det er både godt og skidt – godt fordi man her kan læse sig til, at vi er rigtig mange i samme båd, jeg var og er stadig ret ensom. Ikke så meget som før, fordi friheden er blevet større, og fordi jeg besluttede mig for at forsøge at udvide min omgangskreds. Endda med stor succes. Har fået et par ekstra gode veninder med børn, og en pæn håndfuld kaffeklare bekendte, som jeg har lært at kende via bloggen eller Instagram.

Men man skal beslutte sig for det – og også turde. For det er godt nok svært at udvide sin omgangskreds, når man er lænket til en baby. Men sandheden er, at det trods alt var skide komisk, at jeg gik rundt i timevis på Assistens Kirkegård – alene – men omkring mig gik der 50 andre ensomme kvinder med deres barnevogn. Hvorfor gik man ikke sammen?

Det er skidt at der sidder folk og Googler ensomhed, men noget jeg har lært af min egen ensomhed, er at man sjældent kommer ud af den følelse. Og det er egentlig sjovt at man kan være ensom, når man bruger 99 % af sin tid sammen med et andet menneske. Problemet er bare, at man før i tiden fyldte sin tid op med FORSKELLIGE mennesker, med hver deres kvaliteter. Alt efter hvilket behov man nu havde for social samvær.

Pludselig sidder man og siger dyrelyde, klapper kage, laver dumme ansigter til et tandløst, motorisk udfordret lille menneske, som skal passes og plejes. That is it.

Man kan jo næsten ikke undre sig over ensomheden, vel?

De små smil. Latteren og den unikke kærlighed er der hele vejen. Men kærlighed udligner desværre ikke behovet for samvær med andre mennesker.

Hvad siger I? Hvornår føler I jer ensomme?