BARSEL ER ET ENSOMT ERHVERV.

Hej med jer. 

Sidder med en gin og tonic – i joggingbukser og udtjent t-shirt. Hot, jeg ved det godt.

Og så på en fredag aften. Er alene hjemme og kan konstatere, at invitationsbunken er tom, og, at er man på barsel så er man ikke social as fuck.

Vil hive violinen frem og spille jer et stykke. For har pænt ondt af mig selv. Lever i en lykkeboble – halvdelen af tiden. Resten af tiden er jeg ensom, forvirret og træt. Jeg er så sindssygt lykkelig – jeg har verdens sødeste dreng (synes jeg selv) så sød, at hvis det var ok at starte en fanklub, så havde jeg gjort det. Han er så nem, glad og tilfreds, og han gør det nemt for mig at elske ham helt ind til benet, og så længere ind endnu. 

Kan sidde i timevis og bare se på ham, røre ved ham og kysse hans tykke kinder og hans små buttede hænder. Og mit hjerte smelter, når han som i aften, klukker i søvne. Så ved jeg at hans dag har været god. Og at han har det godt.

 

Jeg synes det er hårdt arbejde at være på barsel. Ensomheden er enorm – og lad os nu face det. Det er ikke det mest sociale erhverv der findes. Faktisk bliver jeg en lille smule bims af det. Går jo hjemme hele tiden – og taler et sprog, som selv den bedste tolk ikke ville kunne oversætte til et rigtigt sprog. Baaaaaaaah, bløøøøøøøøøh, grrrrrrrøøøøøøøhhh. Ikke ligefrem retorik på højt niveau, vel?

Har været kronisk træt i ugevis nu. Og min menstruation træder stille og roligt ind i uge 3 nu her. Kan mærke at der skal ske noget nu. At vi hjemme hos os, ikke længere kan gå og vente på at hverdagen begynder – at det der sker – ER vores hverdag. Og at vi skal være bedre til at acceptere de forhold vi lever under. 

Min kæreste jongelerer lidt rundt mellem to verdener. To forskellige steder han skal være ‘på’ i. På hans arbejde og hjemme hos os. Og begge steder er lige krævende, bare på forskellige måder. Og begge steder er lige vigtige. 

Min bitterhed er stor, større end hvad godt er, over at han bare får lov at gå på arbejde hver dag. At han får stillet sit sociale behov, får brugt sin hjerne og sin fantasi. At han kommer ud, også når han har fri – fester, ses med sine kollegaer og i det hele taget bare har et liv udover os. Av.

For lad mig nu være ærlig, ikke? Jeg har ikke nogen kollegaer. Jeg har ikke nogen at snakke med, der taler tilbage til mig i et sprog der er officielt. Så når min dag er omme, så er jeg præcis lige så lidt stimuleret som jeg var dagen før. Og dagen før det.

Jeg sagde jo at violinen kom frem!

Synes det er svært at indrømme at man er ensom. For hvordan kan man være ensom, når man har en familie? Og er man så ikke bare en forkælet unge, som ikke stiller sig tilfreds med det man har?

Jeg føler mig virkelig privilegeret – tænk at få lov til at gå hjemme med mit barn og se ham vokse og blive stor. Men jeg savner at jeg også bare er mig. Heldigvis har jeg en helt fantastisk kæreste, der godt nok skal være bedre til at tale med mig – og ikke være socialt mæt når han kommer hjem – og han er udemærket klar over, at jeg trænger til lidt ‘mig-tid’ snart. Han har i hvert fald lovet at tage Alfred med på tur et par dage. 

Jeg har det i hvert fald som om, at jeg har været på arbejde hver dag i 4 måneder – uden en eneste fridag. Og nu må I ikke gå helt amok og sige ting som ‘at være mor er altså ikke et arbejde’ eller ‘det er da ikke normalt at man vil være væk fra sit barn’… Det orker jeg simpelthen ikke.

Jeg elsker at være mor. Men jeg skal også snart finde mig selv igen. Ellers ved jeg ikke om jeg nogensinde bliver fundet igen.