RO PÅ..

Hovsa! Så gik der lige pænt lang tid, hvor jeg ikke lige kiggede forbi bloggen…

Jeg er blevet ramt af tvivl af dimensioner. Ægte blogger-tvivl – den rigtigt irriterende og belastende slags. I ved, den hvor bloggere altid hiver violinen frem og bræææææger: Det er SÅ hårdt at have en blog, altså!

Det er ikke det der sker….

Det der rent faktisk sker, er, at jeg er blevet ramt af en vaskeægte tvivl, om hvorvidt jeg egentlig kan lide at leve så meget af mit liv gennem de sociale medier. Misforstå mig ikke, jeg elsker at jeg har skabt noget – også selvom det er noget der kun eksisterer i den virtuelle verden. Jeg synes godt om blogmediet, det skal bare ikke have lov at fylde for meget.

Tror det hele faldt sammen med Børn i byen-prisen. Som jeg jo i øvrigt vandt!! Kæmpe mange tak til alle som stemte på mig. Jeg er virkelig glad og stolt. På selve dagen, som jeg virkelig synes var ægte fed – lige i min ånd – glædede jeg mig enormt meget til at komme ind til Glyptoteket og være omgivet af alle mine dejlige bekendtskaber.

Da mit navn blev råbt op, så hørte jeg hvin og hyl – mest fra hende her og hende her. Og jeg blev mødt af ægte og varme krammere fra både dem og de andre i mit følgeskab. Jeg var så stolt, at jeg næsten ikke kunne bære det.

Aftenen fortsatte med en lækker og rar middag på Sticks i Istedgade, hvor vi spiste os godt mætte og drak et par drinks. Fik et lift hjem af hende her som i øvrigt er et vildt dejligt bekendtskab!

Men her stopper festen så også.

De efterfølgende uger har simpelthen været så sære. Jeg har haft ægte tvivl om, hvor grænsen mellem mit virtuelle jeg og mit ægte jeg starter og slutter.

Det hele kolliderer med at den artikel jeg medvirkede i, i Alt for damerne. En artikel jeg på alle måder er stolt af, men som også har vist sig at være rigtig svær for mig at kapere.

Når man laver den slags interviews, så går der jo ekstremt lang tid fra selve interviewet laves, til det udgives på tryk. Og i mit tilfælde online også. Og det havde jeg ikke tænkt over dengang. Dengang var det bare vigtigt for mig at få min historie ud, hvis nu det kunne hjælpe andre i min situation. Turns out, at jeg slet ikke var klar over at det ville rippe op i alle mine issues. Slet ikke når man føler at man er kommet videre.

Og det er det, min nuværende tvivl går på. KAN jeg virkelig komme videre i mit liv, når jeg har 4 års skriblerier liggende – helt offentligt – som jeg virkelig føler holder mig fanget i det. For det er jo det min blog handler om, ikke? De svære ting og det lidt mere upolerede billede?

Jeg er nødt til at sætte hælen i gulvet her… For jeg er så tæt på at holde mig selv som gidsel i denne her rolle, som hende der ALTID har det svært. For faktisk er det blevet sådan, at det er det mærkat jeg tager med mig ud i den virkelige verden. Og det er synd! Jeg er meget mere end Lortemor der er blevet skilt. Og jeg er meget mere end Alfreds mor. Jeg er også bare mig – og det kommer nok egentlig til at influere på bloggens indhold i fremtiden. Jeg orker ikke mere skilsmisse, og jeg orker ikke mere af det svære. Bevares, I kender mig nok godt nok til at vide at alt ikke bliver lut og lagkage, men jeg er nødt til at få enderne til at mødes.

Jeg kan jo se, at min trafik øges drastisk når jeg skriver om alt det svære… Men jeg har ikke lyst til det længere. Det holder mig som gidsel. Jeg håber, at I stadig vil følge med, selvom jeg ikke længere har lyst til at dele nær så meget. Beklager. Men prisen er simpelthen for høj!