Når det hele er lidt svært…

Sådan helt ærligt, så er det mega svært for mig, det der med at blive syg.

Der sker så mange ting for tiden. Gode ting, that is – men pludselig bliver jeg bare fældet med begge ben. Denne gang af en led omgang sygdom – feber, forkølelse, ondt i halsen og generel ubehag. Pludselig røg mine weekendplaner i vasken.

Alle de hyggelige ting jeg havde glædet mig til at lave med Alfred – de blev erstattet med dage hos hans far. Og erstattet med et døgn i sengen, hvor Netflix har kørt non-stop, side om side med en enorm følelse af ensomhed.

For selvom jeg HAR vænnet mig til en tilværelse, hvor jeg er alene, så glemmer jeg hvor sølle jeg kan være når jeg er syg. Og det er en evig reminder om, at jeg er pisse meget alene i det her foretagende. Og når jeg i dag og i morgen, skal kæmpe mig igennem at skulle sove dårligt om natten, fordi feberen tager over – for derefter at stå op kl. 6 og være en pisse god mor…. Så mærker jeg at mine superkræfter hører op – og jeg erfarer endnu engang at der er en fucking dybere mening med, at man fra naturens side er to om at få børn.

Så jeg er en anelse sølle i disse dage. Fordi at de superkræfter man får når man føder et barn, de ikke er nok når man selv går ned med flaget. Der skal man simpelthen have en bedre halvdel, der kan lave en kop te – lege med tog og ae en på håret.

Kort sagt, så er det når man er syg, man virkelig føler det der med at være enlig. Og det SUCKS.