Når man ikke føler sig god nok.

Det er nok en af det mest uklædelige tilstande, synes jeg. Ikke at føle sig god nok.

Det kan være helt ødelæggende, især hvis man egentlig har en slags indre ro, når man tænker på sig selv. At man egentlig sagtens kan stikke sig selv en mental high five, fordi man har overlevet visse ting. At man er ret velfungerende, med forbehold for det der hedder almindelig ‘blues’ over småting.

Tror egentlig at jeg altid har haft snerten af utilstrækkelighed, og det stammer helt sikkert fra da jeg var ganske lille. Jeg har egentlig ad flere omgange overvejet at skrive lidt om min barndom herinde, men jeg kan mærke at jeg ikke er helt klar til det – at jeg er usikker på, om jeg vil have det liggende online – for i modsætning til hvad jeg før har skrevet om og delt, så er barndom et ømtåleligt emne for mig, og det sidste jeg vil have er, at jeg (eller andre for den sags skyld) skal defineres ud fra ting der er sket for 25 år siden.

Jeg har heldigvis haft en ok barndom, men der er helt sikkert ting jeg godt ville have været foruden. Fordi det er ting der stadig stikker i min bevidsthed her så mange år senere.

Det har aldrig været noget jeg har arbejdet særlig meget med – jeg har dog forsøgt at være åben omkring hvordan det er, hvis man f.eks vokser op med en forælder som havde et misbrug. Den slags sætter sig dybt, og man skal desværre ikke være ret gammel før den slags påvirker én resten af livet.

For mig har det betydet, at jeg altid har haft en grundlæggende følelse af utilstrækkelighed, et enormt behov for tryghed og stabilitet – samt en klar definering af, hvilke kvaliteter folk omkring mig skal have. Eller måske nærmere hvilke personlighedstræk de ikke skal have.

Men én ting er, hvad jeg ihærdigt forsøger at styre udenom, en anden ting er hvem man møder. Der vil altid være nogen – uanset hvor gode mennesker man møder og lukker ind i sit liv – som får åbnet op for ens sluser. Det tror jeg er en meget naturlig ting.

Jeg er sådan et menneske, der aldrig har haft mange tætte venner. De er virkelig nøje udvalgt. Det samme gælder for de ganske få kærester jeg har haft. De har alle sammen haft nogle menneskelige kvaliteter, som jeg i dén grad værdsætter.

Men det ændrer nu ikke på, at jeg aldrig helt slipper af med nogle af de traumer som ligger og ulmer under overfladen. Det vigtige er dog, at jeg selv lærer (og det er jeg ved at være god til) at de mennesker jeg møder i mit liv, og som bliver lukket ind, ikke skal bøde for hvad jeg har liggende af dårlige erfaringer. At de ikke kommer til at betale regningen for en ‘fest’ de aldrig har været med til.

Efter jeg er blevet ældre har jeg dog erfaret, at langt de fleste af os har ar på sjælen – det, der dog er ret fascinerende er, hvordan folk tackler dem. Hvordan nogle virkelig lader sig definere af dem – mens andre har lært at leve med deres eksistens, accepteret dem. Men ikke lader dem fylde ret meget.

Den sidste opskrift er den jeg følger. Vejen dertil kan være lang og hård. Og man kan snildt få lyst til at give op på halvvejen. But I won’t 🙂