…….målløs…..

Som i sådan helt uden ord. Nok mest fordi at de ord der presser sig på, er udbrud af en anden verden. Vrede, manglende forståelse, forvirring og dybfølt sorg.

Normalt plejer jeg ikke at udsætte mig selv for ting, der på en eller anden måde kan forvrænge mit syn på verden – det skal jo være til at holde ud at være i den. Men så kom jeg til at stene dokumentarer i går aftes. Og det fortryder jeg nu.

For endte på en dokumentarserie, som handler om internettet – og om hvordan børn bliver passet op på de sociale medier af klamme og liderlige mænd, der kontakter især piger i alderen 12-13 år og op, for at få stillet deres ulækre og upassende seksuelle fantasier.

Korrespondancer, hvor disse piger bliver stillet ansigt til ansigt med ting, de slet, slet ikke skal stifte bekendtskab med. Ikke blot fordi de har den alder de har – det er nærmest underordnet. For hvornår blev det nogensinde okay, at NOGEN bliver spurgt om hvor meget man sådan cirka har lyst til at slikke pik?

Jeg mister al tillid til voksne, når folk der kører skolebusser, folk der har børn og børnebørn, sender videoer til små piger, hvor de sidder og rykker i pikken og gerne vil vide om de her piger har fået hår på fissen, og derudover fortæller hvor frækt de ville synes det var at tage deres mødom. Fordi de fortæller at pigerne er langt bedre tjent med en moden og voksen mand, når de skal tage deres første skridt ud i den seksuelle verden.

I min optik er der ikke langt fra pyromanens drøm om ildspåsættelse – til den dag han rent faktisk fører drømmen ud i livet. Det samme gælder vel egentlig når den semi-pædofile type sidder og chatter med 13 årige piger på nettet, for at få stillet en ‘uskyldig’ fantasi. For det er vel nu engang det der er det farlige ved fantasier… At der ofte ikke er langt fra tanke til handling?

Det er også derfor, at de i dokumentaren stille og roligt afventer de her mænd – som efter ugevis af beskeder – som er så ulækre at man næsten ikke kan holde ud at høre om det – til sidst bliver fanget i deres egen klamhed. For de ender med at aftale at mødes. Og man sidder som tilskuer – og kan umuligt forestille mig at NOGEN kunne være så åndssvage at tro at de kan slippe afsted med det. På et eller andet punkt må de da have selverkendelse nok til at tænke: ‘der er et eller andet lummert her, for jeg er 58 år og ret gammel i det – ville en 13-årig egentlig mene at jeg var et godt match?’ Men det gør de åbenbart ikke. For i hvert eneste tilfælde i dokumentaren, så tropper de sgu op på mødestedet i håb om at der står en villig og naiv pige, der super gerne vil læres op af en livsklog og erfaren mand. Og når så Henrik Qvortrup løber ud af bilen med kameramanden lige i hælene, og konfronterer dem med videoen af den stive pik der bliver rykket løs i, så har de slet, slet ikke noget med det at gøre. De ville bare sige ‘hej’ og møde pigen og så ikke mere. Så står de der, i træsko og beskidt arbejdstøj og nægter ethvert kendskab til deres egne ulækre og pisse farlige tilbøjeligheder. Og man sidder bare der, foran skærmen og får lyst til at henrette de her mænd – på den gammeldags og primitive måde. Og man ved faktisk ikke hvem man skal have mest ondt af. Skal man have ondt af dem? Deres uvidende koner derhjemme? Deres børn eller børnebørn? Skal man have ondt af de piger der får alle de her henvendelser?

Svaret er nok, at det ikke svarer sig at bruge krudt på at have ondt af nogen. Men at man i stedet skal bruge virkelig meget krudt på at passe på ens børn. Lære dem hvad der er ok og hvad der ikke er okay når det kommer til adfærd på internettet.

Men jeg er nu stadig rigtig ked af det. For hvis man ikke engang kan regne med folk der kører skolebusser, arbejder på skoler, folk der er bedsteforældre eller noget helt tredje… Jeg er målløs.

Men på en måde også lidt glad for at jeg har set det jeg så. For nu er jeg helt og aldeles kampklar, når Alfred en dag kaster sig ud i hele den virtuelle verden. For her gik jeg jo rundt og troede at det var mere sikkert dér, end IRL – og pludselig er jeg ikke så sikker længere.