Bring it on, haters!

Noget af det vi ofte taler om i blogger-regi, det er de her haters.

Jep, folk der læser blogs, og ofte under sig selv at lægge kommentarer. Ikke altid direkte hadefulde, men alligevel med undertoner af had, ‘tag dig nu sammen’, eller du må ikke brokke dig over noget som helst-kommentarer.

Jeg har holdt vejret de sidste par uger, mest fordi jeg har synes det har været SÅ dejligt, at der er blevet længere og længere i mellem de nasty og onde kommentarer hos mig.

Til gengæld har der været rigeligt af dem hos nogle af mine kollegaer.

Og her kommer så spørgsmålet til en million:

HVORFOR læser nogle mennesker blogs, hvis de KUN sidder og venter på indhold, hvor de kan rulle med øjnene? Indhold, hvor de endelig kan få lov at løfte den pegefinger der har ligget og ventet utålmodigt?

Jeg ved godt, at konceptet lever i bedste velgående på Facebook. Jeg får lange løg af at læse bare den mindste debat derinde. Men hvornår blev det nogensinde acceptabelt at skrive nederen kommentarer til bloggere? Det er noget jeg aldrig har forstået. Nogle gange, så er jeg helt med på, at vi lægger tekster ud offentligt – og derfor også må tage det med, at andre har en mening om det. Men jeg har altid været imod den holdning, at hvis man ‘lever et liv i offentligheden’ så må man også sluge den sure sæd og leve med, at folk laver klamme cum-shots i hovedet på en.

Det var rigtig klamt sagt, men så forestil jer, hvordan det er, når fremmede mennesker – gemt bag en falsk email og et falsk navn, igen og igen fortæller én, at de problemer man nu engang går rundt med, det er lort – for bloggere har ikke en skid at brokke sig over – vi har nemlig (med teknologiens ankomst) fået fyret en guld-ske op i røven og kan forevigt leve i sus og dus, uden snerten af hverdagsproblemer eller andre udfordringer. Jep, når man køber et domæne, så fordufter alt ansvar. Og børnene passer sig selv.

Jeg kan huske dengang, hvor Andrea E. Rudolph blev smækket op på forsiden af Se & Hør, iført delvis Eva-kostume – og hun med RET lagde sag an mod dem. Problemet var bare, at mange reagerede med følgende: Hvis man lever et liv i offentligheden, så må man også acceptere at andre har en holdning om en. (ergo: at så lægger man selv op til at ens babser lander på forsiden af et blad)

Ok så. Men kan vi så ikke blive enige om, at vi lytter til nogle af de kloge ord andre har sagt før os?

At hvis man ikke har noget pænt at sige, så lukker man røven?

Jeg har taget i mod så meget lort i mit kommentarfelt – og jeg ved godt, at haters are gonna be haters. Og at der ikke er noget man kan gøre ved det. Udover at tie dem ihjel. Men dette indlæg er en bøn, til dem – dem der elsker at hade bloggere, fordi vi er så nemme at skyde på, uden at man skal stå til ansvar. Og det her er ikke et indlæg, hvor jeg prædiker om, at bloggere også bare er mennesker med følelser. Det behøver jeg ikke at fortælle. For naturligvis er vi det.

Det jeg vil sige dog, det er, at bloggere også er tekniske genier – og man kan forsøge at gemme sine hadefulde kommentarer bag falske navne og falske e-mails – men ip-adresser og lokationer sladrer altid. Og der er ingen kære mor, her på lortemor.dk.

Der skal kun en enkelt unfair kommentar til, og så spærrer jeg for de personer, der udelukkende følger med for at sprede had og dårlig stemning.

Nå, det var det for nu – jeg skal rydde op i køkkenet, vaske tøj og støvsuge. Selvom jeg stadig har feber. Ja, den slags sker også for os 🙂

NB. Dette indlæg er naturligvis ikke møntet på de mange og søde læsere jeg har, der sjældent leder efter fejl eller læser ikke-eksisterende ting mellem linjerne. Jer, skylder jeg alt. Og når mit raseri lige har lagt sig, så husker jeg mig selv på, at jeg er så evigt taknemmelig over jer. Fordi I er så rummelige og kærlige.