Ved ikke hvad jeg skal sige.

Kæmper en kamp i disse dage. En god kamp, hvis der over hovedet er noget der hedder dét.

Er ikke sikker på, at der findes kampe, der har rod i noget virkelig godt. Kampe opstår sjældent på et virkelig positivt grundlag, men det kommer vel an på om der er tale om politik eller om enkelte personer. Hvad ved jeg.

Som jeg sagde til min kære mor i telefonen i aftes, da vi ringede sammen efter tre ugers tavshed – så går det godt. Sidst hun talte med mig, der var det en lettere grådkvalt og opgivende type hun havde i røret. Især det med opgivende. Og jeg giver sjældent op – faktisk aldrig – men jeg nærmede mig et punkt, hvor jeg seriøst overvejede at sadle helt om. Fordi jeg ikke orkede mere. Orkede ikke at satse mere. Orkede ikke at være alene om at ville noget. Orkede ikke at blive forladt mere. Orkede ikke at give bare en ENKELT celle mere, når det alligevel altid ender ud i fiasko. Orker ikke flere mennesker, der fortæller mig at de har gjort alt de kunne, når det har været så tydeligt at de ikke har gjort det. Orker ikke flere ord om, at ting også er svære i den anden ende. Orker ikke flere, der ikke værdsætter kærlighed når den fucking står og banker på døren. Orker ikke flere bange mennesker. Jeg er selv bange. Men i det mindste indrømmer jeg det.

Jeg har verdens største mur omkring mig. Jeg har selv bygget den! Større og tykkere, end den Trump har lovet at bygge. Den tager virkelig lang tid at nedbryde. Og problemet er, at når jeg endelig lader folk slå hul i den, så regner jeg da så sandelig også med at at de ikke bare gør det for sjov. Og det gør de sjældent. Faktisk aldrig. Men jeg er træt af at lade folk slå hul, når det alligevel ender med at de siger farvel og tak. For så kan man bare stå dér – med alle ens huller og en sjæl der bare er gennemhullet og grim. Og de efterlader i øvrigt altid lappe-arbejdet til mig. Jamen så tak da!

Men det slutter også nu. Ikke flere konflikter. Ikke mere tvivl. Ikke flere vægtskåle, hvor den tipper alt, alt for meget til den modsatte side. Jeg er blevet klogere de sidste par år.

Man skal være gode ved hinanden. Jeg er god ved andre. Jeg gør mit aller, ALLER bedste – også når jeg ikke har overskud, så forsøger jeg stadig. Jeg vil dele mit liv og min hverdag med mennesker, der deler de samme værdier som mig – som sætter mennesker højere end noget andet. Og jeg er glad og stolt over, at jeg i mine nærmeste kan se og opleve, at de er lavet af samme stof. Jeg håber bare, at jeg også kan hjælpe dem, på samme måde som de har hjulpet mig.

Bliver nødt til at knytte en sidste bemærkning til det her (lidt sære og spontane) indlæg. For vil gerne sige TAK for alle de søde beskeder, kommentarer og mails jeg har fået på det forrige indlæg. I er så fucking gode, og I giver mig lyst til at synge med på musikken i mine ører, og smile til folk på gaden – og mest af alt, så får I mig til at smile når jeg vågner. Jeg er heldig.

Jeg har det godt. Jeg er god til at mærke efter. Og lige nu, der jagter jeg de gode ting. Heldigvis gør andre mennesker det ret nemt for mig. Og jeg er taknemmelig helt ind til benet. Også selvom jeg glemmer at fortælle dem det. Eller måske ikke helt tør.