Dagen hvor jeg blev meget klogere

 

I mandags havde jeg virkelig dårlig dag. Jeg var svimmel, havde trykken for brystet, hovedpine og en puls der kunne måles højt på Richterskalaen. Jeg tænkte atter, at nu var den der forpulede angst vendt tilbage. Men jeg har på det seneste vendt tanken igen og igen. For de sidste par uger har det været på en helt anden måde. Det føltes ikke så panik-agtigt. Og det opstod ikke pludseligt, som ud af det blå. Det har mere været en længerevarende følelse, hvor jeg nærmest kun kunne finde ro, hvis jeg lå ned og læste eller så noget der kunne optage mine tanker. Har f.eks set en hel del fodbold-dokumentarer. Jeg interesserer mig slet ikke for fodbold. Men det gav mig ro at se noget, hvor jeg ikke skulle bruge min hjerne ret meget. Meget sær selvmedicinering, I know!

Men mandag blev det alvorligt. For trykket for brystet blev også til summen i armene og fingrene. Og jeg begyndte at gå i panik, fordi jeg ved at det ikke er symptomer jeg har haft før.

Jeg havde heldigvis arrangeret, at en af mine venner skulle komme forbi lejligheden og hjælpe mig med lidt forskellige praktiske ting. Den aftale blev hurtigt lavet om til, at vedkommende skulle komme ASAP, for jeg var virkelig bange. Og i mellemtiden gjorde jeg noget, som jeg aldrig har gjort før. Jeg bad om assistance via 112, hvor jeg talte med en rigtig sød sygeplejerske, der fik sendt en ambulance min vej. Hun fik mig ok beroliget over telefonen, og hun lagde først på da min ven kom ind af døren. Pludselig kunne jeg så sidde i nogens favn, og i dét øjeblik gav jeg helt slip og så hylede jeg bare. Han sagde efterfølgende, at han aldrig havde hørt nogen græde på den måde. Et slags urmenneskeligt brøl, og tårer der bare løb i stride strømme. Han nåede at få rimelig meget ro på mig inden to rare ambulancefolk trådte ind.

Normalt ville jeg have ædt den, og undskyldt overfor dem – og have dårlig samvittighed over at spilde deres tid, men jeg er stoppet med at undskylde for det, når faren i mine øjne er reel nok. For de kunne da også konstatere at min puls var lige rigeligt høj – men ikke så voldsom at de ville køre af sted med mig. I stedet gav de sig tid til at spørge ind til mig og min situation. Jeg fortalte kort. Min ven fortalte mere uddybende. Og så kom der guld på banen, da den ene mand sagde til mig, at jeg skulle huske på at man kan være så ked af det og fyldt op med sorg og afmagt, at kroppen til sidst reagerer. Og at de symptomer jeg havde – og har haft længe – de er helt almindelige. Skræmmende ja, men ret almindelige. Og at det bedste jeg kunne gøre var det som jeg allerede havde gjort. Bede om hjælp og reagere. Og så til sidst en opfordring om, at jeg ikke skal forsøge at sluge flere kameler. Ej heller forsøge at stoppe gråden når den presser på. Det er okay at græde når man er pisse ked af det. Et forsøg på at ignorere eller holde det tilbage, det belaster kroppen og hjernen.

Min ven blev her i to dage. Dage som har gjort, at jeg igen kan trække vejret dybt helt ned i maven. Jeg er ikke længere svimmel, jeg har spist og jeg har haft selskab, uden at skulle bidrage med særlig meget. Det gør underværker for mig, ikke at være alene når jeg har det sådan. Lyden af ensomhed og stilhed kan være så støjende. Lyden af aktivitet, uanset om de så er i et andet rum, eller om man laver hvert sit i samme rum, det gav mig virkelig en ro.

Sorg er en underlig størrelse. For det meste forbinder man det med døden. Eller alvorlig sygdom. Men sorg kan variere, og der er ingen regler for hvornår eller hvordan den rammer. Men fælles for alle udgaver er, at den vejer tungt. Man siger, at sorg er kærlighedens pris. Og det er jeg ganske enig i. Sorg handler om at miste noget man har kært. Det behøver ikke handle om døden. Og inden det her bliver alt for tung læsning, så er det så positivt for mig, at have fået sat ord på noget jeg slet ikke havde overvejet selv. Jeg har haft så travlt med at stigmatisere mig selv som en der udelukkende var semi-deprimeret og havde angst. Og hvor er det dog en lettelse, at vide hvad jeg har med at gøre lige nu. For sorg kan lettes – og sorg kan bearbejdes og fylde mindre og mindre.

Og heldigvis ved jeg, at grunden til at den er der, det er fordi jeg er i stand til at føle kærlighed nok til, at det gør hamrende ondt når den ikke længere er der i samme mængde, form eller i min hverdag lige pt. Og så kan jeg kun forsøge at vende det til noget positivt, at ting kun gør rigtig nas, fordi det har været helt ægte.

Savn er så en helt anden sag. Men den tager vi lige en anden gang <3