Søndag aften d. 6/1-2013 tjekkede vi ind på barselshotellet i Aldersrogade.
Vildt grænseoverskriden
Se næste indlæg >
Årh crap.
LORTEMOR
Ville gerne have lavet en langt mere dramatisk rubrik. Noget med at blive røvpulet, men kan se på Google-søgningerne at det tiltrækker mange pervs, når jeg skriver noget om sex i mine indlæg. Og lige præcis denne form for puling har intet med sex at gøre.
Det handler mere om, at vi pt. bliver tævet af vores 14 dage gamle søn. Vi er trætte med TRÆT ovenpå.
Og i går gik jeg ind og søgte på fødselsdepression – og det skal man lade vær med.
Mest fordi jeg ikke har sådan én, men fordi at man har alle tegn på den, når man kun får afbrudt søvn, ikke orker at rydde og og gøre rent. Når man stadig venter på at blive overvældet af den moderkærlighed alle taler om.
Tudbrølede hele aftenen i går. Til et punkt hvor kæresten blev en anelse bekymret. Men sagen er den, at Alfred ikke gider sove når vi rammer sengetid. Han er et skrigende røvhul, der ikke kan tilfredsstilles på nogen måde. Jo, med bryster – men kun som sidste instans. Han vil nemlig kun have mad, når han er kørt helt ud. Og det tager lige et stykke tid.
Og så bliver man altså sat på prøve. Og min dårlige samvittighed er enorm. Fordi jeg inderst inde gerne vil trylle ham væk, når vi når til det punkt om aftenen. Og jeg har det ad HELVEDE til, med at sidde og frygte at NU vågner han snart.
Men altså, han er jo min søn. Og jeg elsker ham. Og det med at knytte bånd er svært, når han stadig bare er en lille klump – han kan ikke kommunikere. Kun spise, skide, sove og græde.
Dog kan han, heldigvis også være glad. Om morgenen når han vågner, så er aftenen nææææsten glemt. Så er han bare frisk og udhvilet og mæt.
Men fuck. De aftener dér…. De skal bare overstås.
Puh, been there… Det er ikke sjovt, slet ikke. Hadede alle de folk, der sagde, at han jo nok skulle lære at falde i søvn stille og roligt, og at det hele bliver meget nemmere, når han bliver lidt større. Har ikke tal over alle de gange, jeg har tudet, fordi han vågnede en milliard gange i løbet af en lur, eller fordi han nu skulle spise igen, og det der amning bare gjorde røvondt. Men man glemmer hurtigt (ellers fik man nok hellere ikke flere børn), og de der irriterende folk havde jo ret. Det bliver nemmere. Det gør det. I promise!
P.S. Og så skal du bare have lov til at tude, råbe og bande, alt det du vil, kan og har kræfter til. De første måneder er ikke (var i hvert fald ikke for mig) rosenrøde, det er hårdt arbejde.