AK OG FUCKING VE!

Jeg er ked af det, men verbal mund-diarré commin´right up!

Ja, hvordan går det egentlig? Jo, ser I – vi var jo nogen der besluttede os for at NU skulle Alfred have sit eget værelse. Med alt hvad det indebærer. Han skulle nemlig også sove i sin egen seng. Big mistake. Huge.

For det viste sig, at det nok var det ultimative værste tidspunkt at indføre en så radikal ændring i hans liv. Både fordi han er inde i en svær fase – fasen hvor han er sur, tvær, brokkende, nederen, sover dårligt, græder, råber, skælder ud og meget andet.

Pik, pik, pik, piiiiiiik. Ja, undskyld, ik? Men vi ved alle sammen godt hvad dagvis af dårlig søvn gør ved en person. 

Oveni alt, så fik han lige en lille maveinfektion. Og aldrig har jeg set så meget bræk komme ud af et så lille menneske. Og aldrig havde jeg troet, at jeg ville kunne samle det op med hænderne, men jo – det kan man åbenbart. 

Vi må have fanget det i legestuen i fredags. Og der er fandme tæv til den person der har taget den slags med derhen. Men én gang skulle jo være den første, og man må sige at vi slap ret let. Han var i hvert fald ok dagen efter, selvom han i dagene efter har været ekstra pylret og sur. Og jeg har da også været ekstraordinær bange når han har bøvset eller hostet – i frygt for om der nu kom en gang fordøjet levepostejsmad op i hovedet på mig. 

I går aftes tiggede jeg kæresten, om vi ikke godt kunne droppe det hele. Altså hele Alfred-sover-i-egen-seng-konceptet. I hvert fald bare det næste stykke tid. For nej, jeg har sgu ikke nosser nok til det. Ikke hvis det betyder at han er ulykkelig og vågner i seriøs gråd 4-5 gange efter han er blevet puttet. Og det i sidste ende, ved en 4-5 tiden, alligevel ender med at han sover i vores seng – hvorefter jeg må daffe ind på sofaen, fordi jeg sjovt nok ikke kan sove fra baby-negle i flæsket og små spark i leveren.

Jeg må jo sande at det var en egoistisk beslutning at kræve ægtesengen tilbage. At det var vores behov, ikke hans. Og som med så meget andet i vores liv – så er det hans behov der kommer først. Han kan ikke finde ud af det. Og selvom jeg enormt gerne vil tilbage i kærestens arm, så fungerer det bedst for os alle, at vi venter med projekt ‘sov for dig selv, Alfred’.

Så nu går vi tilbage til at jeg sover alene – og Alfred sover sammen med sin far. Det har vi gjort i månedsvis – og det virker. 

Men så skal vi også til at lave ugentlige aftaler. For der er efterhånden langt mellem de natlige besøg. Herren i huset besøger ikke så ofte sin frue. Og vi ved jo godt, at uden mand og pik, så duer helten ik.

Hvad er jeres erfaring med at sove i egen seng vs. jeres seng? Hvornår er det realistisk at få det op at køre?