How I met your daddy!

I spørgerunden var der flere der gerne ville vide hvordan vi mødte hinanden. Altså Alfred’s far og jeg.

Kender I Joe & the juice?

Det er et forfærdeligt sted, hvor der (næsten) kun arbejder mænd drenge. Der er høj musik, gang i den – de presser juice, laver sandwich og brygger kaffe. Og nårh ja, lægger an på alt og alle. Kort sagt: De har kæmpe vinger bagud.

Svenne arbejdede der, og jeg var, også dengang, big time afhængig af kaffe. Jeg arbejdede i en anden afdeling, men stadig i samme bygning som ham, og det var Svenne der dagligt lavede min kaffe. Aaaaaaaaawwwwwww.

Nej. For jeg synes nemlig de der Joe-fyre var lige kække nok. Og i øvrigt var jeg i starten optaget – og da jeg ikke længere var, havde jeg stadig ingen intentioner om at ligge i med sådan en ung, stram og kæk fyr. Han havde garanteret en dame i hver afdeling plus det løse, ikke?

En dag jeg sad og spiste frokost dernede, kunne jeg godt mærke at der var en obskur stemning bag baren. Og lidt efter kom Svenne ned til mit bord og lignede en der skulle op til eksamen. Nervøs, kejtet og ikke så smart alligevel. Han ville gerne høre om ikke jeg ville med ham ud og drikke en kop kaffe?

Det var jo lidt løgn, at jeg ikke var modtagelig overfor en flirt. Vi ved vist alle sammen hvor dejligt sådan noget det er. Men jeg havde virkelig ikke nogen intentioner om at involvere mig med nogen. SLET ikke en fyr der var yngre end mig. Men når det så var sagt, så repræsenterede han noget, som var den diamentrale modsætning af hvad jeg netop havde sagt farvel til.

På en måneds tid gik jeg fra at have været hende med egen lejlighed på Østerbro (havde delt den med min ex.) til en et-værelses på Christianshavn, ofte overnattende hos en juicer, der i øvrigt delte sin egen et-værelses med TO andre juicere.

Den sensommer brugte vi alt fritid på at være stor-snavende, kanin-agtige og omklamrende. Det var, kort sagt, en magisk tid.

Som vi nåede vinteren, og vi ramte en hverdag gled det hele lidt ud, og vi gik faktisk fra hinanden for en tid (ja, det var så Svenne der gjorde det, den skid) men fandt hurtigt sammen igen. Troede faktisk det var helt forbi. Lige indtil det bankede på min dør, og han stod derude og BAD om nåde. Eller….. I hvert fald har vi været kærester lige siden. Ikke altid de bedste, men vi arbejder på det.

Faktisk passer vi ikke skide godt sammen. Vi skændes så det brager, vi bliver gode venner igen, vi går på kompromis, vi græder, vi griner, vi fjoller. Men vi holder også i hånd på de helt rigtige tidspunkter, griner af de samme ting og forsøger at ville hinanden det bedste. Der findes ingen i hele verden, der kan få mit pis i kog så meget som han kan. Jeg kan hyle af arrigskab over ham, nogle gange. Og det er svært at håndtere. Men omvendt er det jo fordi han er kravlet ind under huden på mig.

Vi kæmper en brav kamp for at få vores hverdag til at fungere for alle parter, og vi synker trætte sammen på sofaen hver eneste aften. Vi elsker hinanden, vi står sammen og vi er pludselig blevet en lille bitte familie med den dejligste lille dreng i midten.

Det havde vi nok ikke regnet med dengang!