Dårligt selvværd.

Har gået hele weekenden og brygget på det her indlæg oppe i mit hoved – uden helt at være nået frem til en rød tråd, en start eller en slutning. Men nu prøver jeg bare at gå i gang..

Jeg har altid været sådan ok tilfreds med mig selv – jeg er 1,60 meter høj, lidt for korte ben, små bryster og høje tindinger. Jeg er derimod udstyret med en vanvittig god forbrænding, er slank og lille – og har stadig en pæn numse, trods fødsel og graviditet. Faktisk kan man ikke se på mig at jeg har båret og født et barn. Overhovedet.

Jeg kan godt se det, og jeg kan mærke at min krop ikke er som den har været.

Men det er ikke den slags selvværd jeg vil skrive om nu.

Det handler mere om dårligt voksen-selvværd. For jo mere voksen jeg er blevet, jo dårligere er mit selvværd blevet. Jeg ved udemærket hvad det handler om. Det er sådan lidt en blanding af noget socialt, samfundsmæssigt samt noget privat.

Jeg kunne hurtigt fornemme at min kæreste var sådan en kritisk type – og det har alle dage været svært for mig at blive set på med kritiske øjne. Omvendt har det også været en kæmpe motivation for at gøre lidt ekstra ud af alting, samt huske at barbere armhuler og ikke tegne mine øjenbryn for meget op. Efterhånden ved jeg hvad han ikke bryder sig om – og hvad han rigtigt godt kan lide ved mig.

Men én ting er ens fysik – en anden ting er ‘hvad man er’.

I alle sociale sammenhænge får man stillet det spørgsmål. Og det er svært at slippe uden om. Det er jo klart en høflighedsting, men det er også en måde at måle sig med hinanden. Hvis man laver et eller andet fedt, så kan man lige høste sig lidt anerkendelse fra folk man ikke kender, eller fra folk man gerne vil lære at kende.

Jeg kommer fra en familie, hvor jeg er den eneste der har en studentereksamen. Jeg er aldrig blevet opfordret til at færdiggøre mere end bare folkeskolen. Så jeg valgte selv at tage den, for så vidste jeg at jeg kunne komme videre derfra. Min familie har været noget med håndværk og at arbejde med mennesker. Og de er alle enormt dygtige til det de laver.

Jeg var enormt stolt da jeg fik min hue på dengang, fordi jeg tænkte jeg havde oceaner af muligheder. Alligevel valgte jeg at tage videre på handelsskolen og tage en uddannelse indenfor detailhandlen. Min største fortrydelse.

For jeg sad fast i den branche i årevis, uden en eneste gang at føle jeg blev betalt for mit arbejde. Jeg var endda chef et par steder, lagde omkring 40-50 timers arbejdstimer om ugen til en max. løn på 24.000 kr før skat. Ingen tillæg, ingen overarbejdsbetaling og ingen lønsstigning. De 24.000 var i øvrigt det højeste jeg nogensinde fik – for det er ret normalt at ligge under det. Især hvis arbejdspladsen ikke er med i en overenskomst.

Lige nu forsøger regeringen at sminke lidt på erhvervsuddannelserne – at gøre dem mere attraktive. Faktisk er mindstelønnen for en butiksansat blevet hævet fra 105 kr i timen til hele 107 kr i timen. Så kan man så selv regne ud om man gider bruge 37 timer af sin uge på at tjene under 17.000 kr om måneden. Nej, vel?

Nå, men I kan lissom fornemme at jeg har det ret stramt over hvad jeg skal lave når jeg bliver voksen (det er jo nu her).

Mit valg af uddannelse og de muligheder den (ikke) giver mig er en kæmpe faktor i det dårlige selvværd.

For jeg kan ikke overbevise mig selv om at jeg er særlig dygtig. Især ikke når jeg har et stykke papir fra 2006, hvorpå der står et gennemsnit på under 7. Ja, det er efter den gamle skala. Og jeg føler mig sådan decideret dum og uintelligent, når jeg sidder foran ph.d’ere, uni’er og ja sgu, min über-kloge advokatfuldmægtige veninde (hej, Mette!) eller min kloge psykologi-studerende veninde (hej, Vera). For sandheden er, at jeg ikke kan søge ind på en ENESTE uddannelse på KU eller på Metropol. Dertil er jeg simpelthen for bogligt dum. Og så er det svært ikke at føle sig generelt dum, ikke?

Grunden til at jeg føler mig dum er nok en samfunds-ting. For der bliver lidt lagt op til at alle skal uddanne sig på et sindssygt højt niveau og at hvis ikke man gør det, så får man et dårligt liv og bliver alkoholiker eller ender nederst nede i systemet. Og set fra de højtuddannedes side, så er det jo det eneste rigtige at gøre – at uddanne sig højt og være dygtig.

Jeg glemmer aldrig den følelse jeg fik, da min kæreste fortalte mig at hans ex havde rynket på næsen over at jeg havde en HF og havde gået på handelsskolen. Om det har været noget utilfredshed over at jeg var hans nye kæreste, ved jeg ikke. Jeg ved bare at hun er den dygtige slags, på statskundskabs-måden. Og den sidder vist stadig fast et sted i min underbevidstehed. Ikke fordi det kom fra hende, men mere fordi der jo er en stærk holdning bag sådan en gestus, som ikke er til at tage fejl af.

Hun er jo ikke den eneste om at synes at gymnasiet og universitetet er den eneste vej frem.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvem der så udfylde den del af samfundet, som ‘kun’ kræver korte eller mellemlange uddannelser og hvem skal bygge huse og passe alle de gamle krager på plejehjemmene?

Hvorfor er det ikke godt nok?

Jeg har den største respekt for folk der tager rigtig lange uddannelser. Jeg synes det er utroligt hvor dygtige de er, og jeg tager hatten af for at nogen kan have den form for drive og disciplin. Og jeg misunder dem at kunne det. Jeg er bare ikke den boglige type.

Jeg ved sgu ikke hvad jeg ender med at blive til – jeg ved bare at jeg har brug for snart at kunne definere min plads og min ‘hvad laver jeg så’ status. For jeg ER voksen nu, og jeg har brug for at have noget der er mit – som jeg kan være dygtig til. For jeg ved godt selv, at jeg er mere klog end det 7-tal der står på mit eksamensbevis. Jeg er bare ikke god til at gå til eksamen og jeg er en dør til matematik.

Jeg håber snart at jeg ser en eller anden form for lys – det er simpelthen så dårligt for mit selvværd kun at være mor og kæreste og hobby-blogger. Jeg har brug for at finde mig til rette i mit nye mig – hvor jeg er en del af en familie, hvor jeg er nogens mor – og hvor det til tider (eller næsten altid) er svært at finde tid og overskud til at sjælesøge ret meget.

For fanden. Jeg ved jo ikke hvem jeg er mere. Jeg er blevet en der er voksen, men som bare stadig ikke mødt mig selv som voksen. Jeg synes det er pisse svært – og jeg kan godt mærke at der ligger et pres fra mig selv. Jeg har bare rigtig svært ved at finde mig til rette, når jeg ikke kan læse på så højt et niveau – men omvendt heller ikke har lyst til at uddanne mig indenfor noget andet, blot for at gøre noget.

Mon der findes et sted midtimellem, som jeg bare ikke har opdaget endnu?