Savn, savn, savn.

Alfred var ikke mere end 4 måneder gammel, da han tog med sin far til Odense en hel weekend. Og jeg elskede det. ELSKEDE det. Jeg nærmest skubbede dem ud ad døren, og jeg så frem til den weekend i ugerne op til.

Alfreds far var lige så stor en del af alle daglige rutiner, og der var ikke en eneste ting jeg kunne, som han ikke også kunne. Det var en af de gode ting ved at jeg ikke ammede så længe. Fra den dag brysterne satte ud, fra den dag var vi ligeværdige. Nårh ja, næsten, ikke?

Selvom det var mig der gik hjemme på barsel, så var der ingen af de ting jeg gjorde, som Svenne ikke også mestrede til perfektion. Han deltog i alle de daglige rutiner når han var hjemme. Og han blev min redning om natten. Og er det stadig i stor stil. Så sent som i nat, var han den stærke – der ikke bukkede under og begyndte at lille-pige hulke, efter 2 timer i sengen med en tyk Bøf liggende oven på hovedet. For det gjorde han. Lå ovenpå mit hoved. Han var som en magnet. Uanset hvor meget jeg forsøgte at rykke mig væk, så gik der få minutter, før han igen lå ovenpå alt mit hår og slog mig i hovedet med sine fede klappe kage hænder. Da han til sidst blev så ked af det, fordi jeg hele tiden flyttede ham (han ville jo gerne ligge tæt, den lille idiot) og satte i et skrig og rakte sine små fede arme ud efter mig i mørket – fik jeg nok. Jeg gennem-ruskede far og fik ham vækket.

Han sov jo selvfølgelig helt fredeligt, og helt fri for spark, slaps og møven – og han blev sgu da helt vildt sur på mig. Så da han irriteret påpegede at jeg skulle gå ind i stuen og sove, mens jeg stod med en hylende Alfred i armene, bukkede jeg under. Jeg tudede som en lille pige. Af træthed og dårlig samvittighed. For Alfred er mor-syg i disse dage. Især om natten. Og det er en meget dårlig cocktail. For jeg sover ekstremt dårligt ved siden af ham. Sjovt nok vågner jeg, når han lægger sig ovenpå mit hoved. Det er mig en gåde, hvordan hans far kan sove fra den slags. 14 kilo blød og tung dreng? Hvem sover fra det??

Så jeg rykkede ind på sofaen, mens jeg forsøgte at falde i søvn til lyden af en dreng der vil have sin mor.

Nå, men det der savn, både hans og mit, kommer på prøve i denne uge. For jeg rejser til Spanien i overmorgen. Og jeg kommer til at savne ham så uendeligt meget. Ikke nok med at jeg først er hjemme igen lørdag, så er jeg også langt væk. Det er første gang jeg er SÅ langt væk. Hvordan gør man det? Hvor gør man af savnet? Og hvad med Alfred? Det er jo noget af en kold tyrker at give ham. Den vil under alle omstændigheder kurere hans mor-syge, men mon jeg bliver straffet når jeg kommer hjem igen?

Hvad er det længste I har været væk fra jeres unger? Og hvor længe? Kan man overhovedet nyde det ordentligt? Jeg glæder mig naturligvis til at sove uden at blive vækket om natten, men frygter savnet så åndssvagt meget!