Savn.

Savn er et af de helt store temaer hjemme hos os! I hvert fald noget af tiden.

Udover snak om pølser i potten, som gerne skal vises til gud og hver mand så er det med at savne, noget vi taler om en del.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Alfred ganske ufrivilligt er blevet introduceret til fænomenet qua det, at han har et sæt forældre der ikke bor sammen. Det gør jo, at han altid savner den ene af os. Og vi gør enormt meget ud af at tale om det – for det gør han. Og i min optik, så er det simpelthen så vigtigt at de små møde åbne arme og ditto sind – når de begiver sig ud i følelsernes verden. Tror virkelig på, at det er med til at danne rammerne for hvordan de kommer til at tackle deres emotionelle sider resten af livet.

Alfred er jo ikke engang 4 år endnu, så jeg er ærligt talt overrasket over hvor god han er til at sætte ord på både tanker og følelser. I og med at han altid er blevet mødt med forståelse og overskud, så er det dejligt at opleve at det har virket. Det har alle dage været vigtigt for os, at han er blevet støttet i at det er okay at savne. At han er blevet mødt med forståelse og empati – og så også med respekt. Jeg hører sætningen ‘Jeg savner min far’ flere gange dagligt. Nogle gange er det blot sagt som en konstatering. Andre gange bliver den serveret på en måde, hvor man kan se hvor gennemblødt han er med savn og smerte.

Den første er nem nok – der hjælper et ‘Det forstår jeg godt, Alfred’ efterfulgt af forklaringen om at det er et godt tegn at savne. For det betyder jo bare at der er nogle mennesker man holder rigtig meget af. Den anden er straks sværere – for der kan hverken is, kage eller slik hjælpe spor. Vi er så mega heldige, at Alfred har så gode mennesker i sit liv. Og en af dem, hans farmor, spiller en kæmpe rolle i rigtig meget – hun er den der er nærmest, udover hans far og jeg.

Og på en eller anden måde, så har hun formået at få sat det med savn lidt mere i perspektiv, samt give ham et helt håndgribeligt værktøj til det skide san, der bare kan fylde så meget i hans lille hoved. Nemlig at selvom man ikke er sammen med den man savner lige nu, så har man dem stadig i sit hjerte. Og at man kan gemme alle de hyggelige ting man laver med de personer derinde. Så samtidig med at han bliver anerkendt på sine følelser, så har han også fundet et sted at lægge dem hen. Så nu er han begyndt at sige ting som ‘Jeg savner min far, men jeg har ham bare lige herinde i mit hjerte’. Og ORV – det er altså stort. Og han remser nu glædeligt listen op løbende. For sommetider så er det både mor, far, farmor, børnehaven og Paw Patrol der er derinde. Og det nok også bare et spørgsmål om tid, før Kristian Gintberg, Motor Mille og lakridspiber finder vejen derind også.

Hurra for følelser og hurra for farmødre.

Hvordan håndterer I de støre og små følelser hos jeres unger?