Tanker.

Sidder derhjemme i min seng, har nemlig været syg de sidste 2 dage. For helvede.

Alfred var billigt til salg i aftes og i nat, for han slog øjnene op kl. 22:30 og så sov han først igen halv to… Og han var VRED! Og frustreret over at han ikke kunne finde ro. Den første time er man cool og collected – man er overskudsagtig og en perfekt mor, der tager sig kærligt at sin unge. Den næste time er man opgivende, sur og klar til at kyle ungen ud ad vinduet – bare for at få ro.

Noget af det værste ved at være forældre er helt sikkert det med at være syg. For der har man jo brug for at hvile og blive rask. Derfor er det også ekstra hårdt, når man har et barn der skriger sig gennem aftenen, og i dén grad kræver ens overskud. Som man jo ikke har. Det er her super-kræfterne findes.

Klokken halv to kunne vi alle lægge os til at sove, og fik heldigvis også lov at sove helt til kvart i syv. Nu er drengene kørt, og jeg vil skrive et indlæg og så gå i seng igen. Den sidste del af sygdom skal soves væk.

Jeg har i dèn grad lidt af dårlig blog-selvtillid de seneste par uger. Det der med ikke at synes man har noget på hjerte. Der er langt mellem de dybe indlæg og langt mellem den dialog som jeg engang elskede herinde. Det er 100 % min egen skyld. For jeg sætter høje krav til mig selv, og når I så er så fede at lægge kommentarer, så svarer jeg aldrig. Og det er så dårlig stil. Især når jeg ser, hvor dygtige andre bloggere er til at interagere med deres læsere. Det vil jeg da også!

Det der bog-skriveri optager alle mine tanker – desværre har jeg hevet den dårlige selvtillid med derover – hvem skulle gide at læse min bog? Hvor fjollet er det ikke at udgive en bog om en blog? Hvem kan i virkeligheden bruge den til noget? Hvad nu hvis ingen gider købe den? Endnu værre: hvad nu hvis folk køber den og bare HADER den?

Vi er stadig i idéudviklings fasen, og det gør det bestemt ikke nemmere at finde selvtilliden frem. For hvad mangler verden i virkeligheden? Udover fred og forståelse? Og ja, gratis bleer og tamponer? Og færre religiøse fanatikere?

Hvad kan I godt lide at læse? Og endnu mere vigtigt: hvad manglede I, da I stod i situationer som graviditet, fødsel (udover mere lattergas), de første sindssyge døgn, barsel og det virkelige liv, efter endt barsel? Faktum er jo for helvede, at jeg aldrig fik læst en eneste bog under min barsel. Jeg drak kaffe, spiste hele Meyers Bageri og gik, og gik og gik. Udover Monte Carlo mellem 14-16, så havde jeg ikke en eneste tilknytning til hverken nyheder, bøger, blade eller andet kulturelt. Alt gik simpelthen til Alfred. Hvilket jo slet ikke gjorde min ammehjerne mindre.

Måske er det enormt naivt og tro, at jeg bare lige kan hive en bog ud af ærmet – mens jeg lige passer mit job, mit barn, min blog, mig selv…. Men jeg VIL. Den er så vigtig. I hvert fald for mig. Mit problem er dog, at jeg ikke ved om den er vigtig for andre. Det er et skrøbeligt projekt at kaste sig ud i. Jeg skulle have været madblogger. Tænker at man kan lave mad uanset hvordan man har det. Alle kan jo lide mad.

Men vil folk kunne lide mine tanker og kan de mon bruge mine erfaringer til noget som helst? Hvis man sidder der, helt vildt meget gravid, er det så VIRKELIG mine tanker man har brug for? Nej, tænker jeg.

Jeg spørger stille: hvad skal der med i den bog? Udover dele af bloggen, naturligvis.

Jeg ved allerede at DET HER skal med. Og også DET HER i en redigeret udgave. Men udover det der allerede ligger på bloggen, så skal jeg have skrevet endnu mere. Og udgive ting der aldrig er blevet udgivet. Det store spørgsmål er, hvad folk gerne vil læse om i en biografisk fortælling om de første par år som en lille familie?