1000 tanker.

Det trækker tænder ud, når noget er svært. En ting er, at man som mor ikke bare kan lægge sig i fosterstilling og være ked af det, mærke sig selv og give sig selv lov til at være oprigtigt ked af det. Man skal stadig være nogens mor, og man skal stadig opretholde den trygge hverdag der gør at ens barn trives og har det godt.

Det er svært, når man mest bare har lyst til at sidde og stirre ud i luften, og stille og roligt lade sig selv acceptere, at tingene bare ikke altid flasker sig.

Det er en enorm smerte at nå til den erkendelse, at tingene bare ikke går.

Vi er en god familie, der har kæmpet og kæmpet og vi har desværre også bare tabt os selv på et eller andet tidspunkt. Jeg har ikke nogen anelse om hvem jeg er – jeg har endelig fundet mig til rette som mor, og det er en dejlig følelse, synes jeg. Jeg er en god mor, selvom jeg er en streng en af slagsen. Jeg elsker at være Alfreds mor, og jeg elsker ham meget mere end hvad man kan beskrive med ord. Følelsen af at elske sit barn kan ikke beskrives.

Det er Alfreds forældre der ikke kan finde ud af det sammen, og det gør ondt at nå til den erkendelse, at vi nok egentlig bare har brug for at trække stikket ud og gøre det vi er gode til. At være hans forældre.

Jeg har absolut ingen intentioner om at skrive noget om hvor åndssvag jeg synes Svenne er, eller om hvor irriterende han synes jeg er. Det er en klassisk situation, hvor vi simpelthen bare ikke kan få vendt skuden. Naturligvis ville jeg ønske at Svenne havde det overskud og den lyst til at kæmpe som jeg har. Men man får heller intet ud af at tvinge noget ned over hovedet på folk. Det er i hvert fald ikke måden man vinder noget på.

Når jeg mærker efter, helt inde, så ved jeg at det er vigtigt at stoppe op mens legen stadig er god. Inden man når til det punkt hvor man ikke tåler synet af hinanden. Der er vi trods alt ikke – har aldrig været der. Jeg håber stadig på at vi kan få det til at lykkes, at vi kan nå til et punkt hvor vi igen kan være glade. Alle sammen. Sammen.

Jeg ved ikke om det er sådan generelt, men jeg kan mærke at jeg sådan helt primitivt kæmper alt hvad jeg kan, fordi det handler om knuste drømme og håb. Men samtidig så er der også en erkendelse om, at det altså ER okay at kaste håndklædet i ringen.

I virkeligheden er det alt, alt for grænseoverskridende at skrive om, det her. Men jeg tror på, at hvis jeg gør det på en ordentlig måde – uden at kaste med mudder og udlevere os selv for meget, så er det okay. Det svære er lige så stor en del af hverdagen som kaffe, planter og marmorborde. Det er det liv der leves udenom de frisk-plukkede blomster i Lyngbyvaser. Og det er sådan noget der er vigtigt at dele, tror jeg.

Har lige fået en sms tilbage fra Svenne nu her, om at det godt kunne være vi skulle prøve det der parterapi…. Men hvordan finder man hoved og hale i hvor man skal lede? Terapi kan være vildt effektivt hvis man kommer til den rigtige, tror jeg. Men det kan også være fatalt, hvis man havner i de forkerte hænder.

Jeg fylder 30 om en måned. Jeg er virkelig blevet voksen. Og det sucks fandeme. Jeg ved ikke rigtigt om jeg gider det.