Traume.

Åh Gud.

I dag var dagen, hvor Alfred var vidne til noget helt, helt forfærdeligt. Mit mor-hjerte bløder, da jeg var vidne til hans vidne.

Jeg var hoppet på cyklen for at hente Bøffen i vuggestuen. Ret hårdt, eftersom jeg stadig er syg – dog i bedring. Jeg glæder mig faktisk til at komme på benene i morgen og troppe op på arbejde.

Der sker det, at vi står af på Dybbølsbro Station – fordi vi har laaaaangt til vuggestuen, er s-toget det sikre valg, når man er doven, træt eller syg. Så da vi står af, har Alfred sin all-time favorit sut i munden. Han snakker og snakker på vejen, hvilket resulterer i, at han taber sutten ud af munden, midt i et fodgængerfelt. Oh, the horror!

Ud ryger sutten, og mor kan ikke nå at samle den op, før der skiftes til rødt. Flere biler kører forbi, ingen rammer sutten. Indtil den allersidste, hurtige bil. Den rammer – og man kan nærmest høre sutten, der splintrer under de ny-erhvervede vinterdæk. Alfred skriger i afmagt og smerte.

Sutten ligger på vejen. Fordelt i splinter af minder. Den sut, han engang elskede med hjerte og sjæl, ligger i feltet – helt og aldeles smadret og kørt over.

Det er fandeme ikke fair. Jeg burde have ageret bodyguard. Kastet mig mod den. Beskyttet den. Gjort mit til, at Alfred ikke skulle være vidne til sådan et syn.

Jeg er en dårlig mor.

Jeg tog sutten da vi igen fik grønt lys. Der var ikke noget at gøre. Den sut, som engang var Alfreds kæreste eje, stod ikke til at redde.

Jeg er en dårlig mor.

Så for at understrege dette, købte vi Mathilde Kakao på vejen hjem.