Året der gik #2

Efter er besøg hos lægen, hvor han havde udskrevet noget antidepressiv medicin til mig, gik jeg igang med at tage pillerne.

By far, er de piller det værste jeg nogensinde har prøvet. De gjorde mig søvnløs, zombie agtig og ude af stand til at gøre noget som helst andet end bare sidde og stene. Jeg var ingens mor i de 4-5 dage jeg tog dem. Og jeg sov ikke på noget tidspunkt i 3-4 døgn. Det var helt, helt forfærdeligt.

En morgen bønfaldt jeg Svenne, om jeg ikke godt måtte stoppe med dem. Vi havde truffet valget om pillerne i fællesskab, så jeg ønskede også at vi traf valget om at stoppe igen, sammen.

Jeg ringede til lægen, som gav mig lov til at stoppe med dem igen. Så snart de var ude af mit system (et døgns tid) sov jeg igen, for første gang i dagevis. Han havde givet mig nogle andre piller mod søvnløshed, som hjalp mig ind i den dybe søvn. Disse blev en fast del af mine aftener i de følgende uger. Jeg sov rigtig meget. Gik i seng allerede kl. 20.00 og sov helt til det blev morgen. Svenne var en guttermand, og tog Alfred hver eneste nat over en længere periode. Hvis jeg ikke fik sovet, så hang jeg ikke sammen.

Jeg blev lettere manisk da jeg igen fik overskud. Jeg fik en fornyet styrke – tog mig sammen til at ringe og bestille en konsultation hos en kognitiv terapeut. Disse konsultationer fortsatte et par måneder – men i dag går jeg der ikke længere.

Jeg fik en del ud af det. Mest fik jeg det ud af det, at nogen lyttede. Og gav mig konkrete råd til at tackle nogle af de ting jeg havde det svært med.

Beslutningen om at droppe medicinen har jeg aldrig fortrudt. Min største frygt var nemlig, at blive afhængig af skidtet og aldrig helt vide om hvornår man har fået det bedre. Jeg ville rette op på de ting der tyngede mig, fremfor at tage medicin og lade den arbejde for mig.

Det kunne naturligvis kun lade sig gøre, fordi der var tale om en moderat depression. Havde jeg været hårdere ramt, så havde jeg nok bedt om et andet medikament og så havde jeg nok været medicineret i dag.

Det eneste jeg ‘tager’ nu, er et hømopatisk middel ved navn Epifysis/Stannum – 30 dråber dagligt. Og det har jeg taget i en del måneder. Jeg aner sgu ikke om det virker, jeg ved bare at jeg kan mærke når jeg ikke får det taget i et par dage.

Hippie-medicin FTW!!

Størstedelen af mine symptomer startede pga. eksterne faktorer. Økonomi, boligmangel osv. Og disse førte til interne faktorer som bestemt ikke var nemt som mor, som par og bare som mig.

Lad mig bare sige det sådan: jeg håber aldrig, aldrig at jeg skal ned med nakken på den måde igen.

Svenne har været en ufattelig klippe gennem hele det her år. Men det har kostet dyrt i privaten. Vi skal opbygge vores forhold igen. For det gik rigtig meget ud over ham og os.

Når jeg lige nu sidder i min fine Børge Mogensen stol, i noget som er mit eget køkken, i vores egen lejlighed, så er det en drøm der er gået i opfyldelse. Vi har det godt – vi får det endnu bedre i fremtiden.

Nogle gange skal man vist helt ned med nakken for at indse, hvad der er bedst for én selv.

Jeg aner naturligvis ikke om jeg havde siddet i flet stolen i dag, hvis jeg ikke havde haft det så skidt… Jeg ved bare, at man får superkræfter, og en form for handlekraft, når man befinder sig i en situation der ikke er holdbar.

Så nu sidder jeg her, et år efter.

Og alt. ALT, er bedre.

Psst! Man kan i øvrigt vinde en Voksi pose ovre hos hannen lige nu!