Skal I så ikke have flere børn?

Er spørgsmål der lyder ofte, nu hvor Alfred nærmer sig de to år. Og nej. Vi skal ikke have flere børn. Ikke nu.

Synes dæleme vi har rigeligt i den ene vi har. Tanken om at være gravid, føde noget, være vågen en milliard gange på et døgn, kronisk træthed og endnu en emotionel rutschebanetur er ikke på agendaen i 2015.

Lad mig slå fast, at jeg har stor respekt for alle dem jeg kender, som allerede venter yngel nummer to. Ville jeg ønske det var mig? Ja, naturligvis. Ville da elske at have sådan et overskud. Og ville da også elske at lave en legekammarat til Alfred, når nu alle har så travlt med at fortælle mig, at søskende åbenbart KUN får gavn af hinanden, hvis de kan sidde i samme sandkasse og æde sand og synkron-skide i bleerne. Det skulle være så smart. At have ble-børn på samme tid. Og kroppen er jo allerede i form til igen at udholde den helt sindssyge belastning, ikke?

Nej. Ikke her.

Min graviditet var sgu ikke let. Jeg var sygemeldt allerede 4 måneder før jeg fødte, og den belastning den var udsat for, som føltes som om hele min røv og dens muskler var én stor gennemtæsket byld, den tager jeg ikke lige en tur med igen foreløbig.

Det er først nu jeg kan begynde at have et nogenlunde normalt sexliv (ja, undskyld detaljerne) da det ikke er særlig skånsomt at få revet 3,5 kilo baby ud gennem min blomst – og efterdønningen er altså ikke en dans på roser, at I ved det.

Jeg synes det er en misforståelse at søskende ikke får gavn af hinanden, medmindre de nærmest kommer ud på en perlesnor. Trip, trap, træsko.

Vel gør de da så? Og hvem siger i øvrigt, at de så har mere gavn af hinanden som voksne, end søskende født med flere års mellemrum?

Anyways, så har jeg fået det spørgsmål en del på det sidste. Og sandheden er den, at vi har haft mit livs værste år nu her, og at vi skylder Alfred, hinanden og os selv, at få skabt ro i hverdagen.

Der er vi godt på vej hen. Og det værste der kunne ske, udover sygdom og konkurs, ville være at få et barn mere.

Vi skal være os 3, og måske, en eller anden dag, tager fanden ved os. Måske en dag, står vi og tænker:

Fandeme! Nu skal vi sgu have en unge mere.

Indtil da må Alfred spise sand med de andre unger nede i vuggestuen.