MODERSKIBET

For tiden kører Børn I Byen jo den her afstemning, hvor man kan stemme på sin favorit indenfor et væld af kategorier. Det er en fin pris, og det er en ære langt de fleste af os ville elske at kunne slæbe med sig hjem.

Naturligvis satte de blogs med på listen sidste år, og det var jo en genial ide, først og fremmest fordi os bloggere elsker aaaaaal form for opmærksomhed og credit. Vi æder det råt, haha – her skal vi lige mærke ironien, ik? Dernæst er det også et genialt move fra BIB’s side, da det skraber en helvedes masse trafik og reklame ind 🙂

Som blog er det ikke en skæbnensvanger eller vigtig pris, men for nogle af nominerede i de andre kategorier, betyder sådan en pris rigtig, rigtig meget! Hvis man f.eks har startet sit helt eget mærke op from scratch og ligger i massiv konkurrence med nogle af alle de mærker der findes i DK, så er det eddermame en vigtig pris at løbe med. Den vil skabe reklame, udvise loyalitet fra brugerne udadtil samt løfte ens brand et pænt stykke. Så jeg har dyb, dyb respekt for den pris, fordi jeg tror på at den kan skabe vækst og troværdighed for rigtig mange af de nominerede.

I går aftes havde jeg en kort chit chat med Fru Lange over Facebook, hvor jeg lige takkede hende for de pæne ord hun sendte min vej i et indlæg. Snakken faldt desuden på Sneglen, og det fik mig til at nævne hende som den absolutte årsag til at jeg begyndte at blogge in the first place. Fru Lange troede nemlig at jeg startede før jeg gjorde, men nu skal I bare høre!

Jeg faldt over Cecilies blog helt, helt tilfældigt. Tror der var en anden blogger der havde linket til hende. Da jeg trykkede mig ind på siden – som så helt anderledes ud end den gør nu, så var jeg altså solgt. Den måde hun fortalte historier og den måde hun skrev på var helt anderledes end hvad jeg var vant til. Jeg forstod alt hvad der stod, og jeg mærkede alle følelserne: glæden, sorgen, grinene og den fantastiske sarkasme Cecilie evnede at sprede ud over de mest absurde situationer, hvor de fleste af os ville lægge os i fosterstilling hvis vi skulle forsøge at genkalde os dem for at skrive dem ned.

Cecilie mestrede at sætte ord på følelser på en helt simpel måde, så alle kunne forstå hvad hun mente.

På rigtig kort tid kom jeg til at holde utrolig meget af hende på afstand, sågar på en måde hvor man tog del i hendes glæder og også de ting der ikke var særlig sjove. Og jeg tror på, at den måde jeg holdt af hende på, den har jeg taget mig med videre ud i min færden i den virtuelle verden. At jeg er nødt til at holde af en person, før jeg rigtig gider at læse om dem. Bevares, jeg gider da godt at læse blogs hvor det ikke er så vigtigt, men for at ramme plet hos mig, så skal jeg mærke noget.

For mig så står Cecilie som et kæmpe forbillede når det kommer til en person, der blogger. Og jeg kan ikke nævne ret mange blogs, der er så tro mod deres side som hun er. Kan I? Nu er det snart 6 år siden hun startede, og hun kører fandeme stadig med klatten – hvis jeg scroller ned gennem mit feed på Facebook, så får jeg en notafikation når Sneglen har udgivet et nyt indlæg. Og jeg tjekker det med det samme. Sådan har det altid været. Så det var hende der fik mig til at blogge, og jeg kaster mig ydmygt (eller, overdrivelse fremmer forståelsen, ikke?) ned for en af de bedste bloggere DK har set.

For mig vil hun altid være den der gav mig inspirationen og modet – og jeg græd som en stukket gris da Freelancer og hende fandt sammen igen. Og det er det jeg kan mærke, som fortæller mig at hun er noget helt særligt: For når man har det sådan med en person, i den virkelige verden eller i den virtuelle, at man virkelig ønsker det bedste for dem, så har de formået at lukke folk ind i deres verden. Og for mig er det en fandens god og dygtig blogger, så!

Og nu skal hun giftes! Det er fucking fedt <3