Om at blive tyk. Uden at det gør noget.

Jeg fylder godt i landskabet nu..
Vægten siger +16 kg.
Da min jordemoder ved første konsultation sagde, at det var HELT normalt for mig, at tage 16-18 kg på, grinte jeg hånligt og tænkte: HA! Hun må da være HELT fra den! Hvorfor og ikke mindst HVORDAN skulle det kunne lade sig gøre?

Sidder nu, godt 5 måneder senere – og en del klogere.

De første kilo kom på i 1. trimester. Flere i 2. trimester. Og her i 3. trimester tog de deres venner med.

Jeg synes selv, at det sidder ok. Og én ting er kiloene, en anden ting er hvad de består af. Og væsken er nok det værste. Og det bedste, i virkeligheden. For det forsvinder efter fødslen. Også selvom man spiser kage.

Så vejer barnet selfølgelig også noget. Pt. omkring 2500 gram! Og moderkage og fostervand udgør også et par kilo i sig selv. Så vi er faktisk nede på et niveau jeg stadig har det fint med.

Jeg føler mig kvabset, men ikke tung. Føler mig også fed, men ikke på den grimme måde.

Har på ingen måde holdt mig tilbage. Det kan i selv spørge Salling Bageren om. Eller min kæreste. Har spist hvad jeg ville og sikke en frihed at have.

Dog tror jeg, at kæresten savner sin tynde kæreste. Hende der gad lægge makeup hver dag og barbere ben. Og hende der kiggede sultent på ham, men nu i stedet bruger appetitten på klejner, æbleskiver og pandekager.

Men hvad fanden. Tror det er det hele værd. Og så må jeg håbe, at de sidste kilo forsvinder… På vej ned til bageren… Eller på de raske ture med barnevognen.

HEY! Har da lov at være naiv, ikke?