PATVÆRK & MOR MAVER.

I går skrev jeg lidt om de ting jeg glemmer er gode og fine! Disse skal jo også se dagens lys, og faktisk er det helt terapeutisk at sidde og skrible dem ned på skrift. Det er lidt en øjenåbner, som bekræfter mig i at der er så meget godt i mit liv!

Skrev noget om glæden ved mor-kroppen, og kom så i tanker om, at det er virkelig længe siden jeg har skrevet noget om den. Og en enkelt kommentar var både rar og tankevækkende. Det var noget med Janteloven og at jeg udfordrede den og at det var godt!

Kan bare huske at jeg fik en del respons på at vise mig krop efter min fødsel, for når jeg skrev at ikke alle behøvede at frygte det værste, så meldte mange sig og sagde at de blev sårede over at jeg så så tynd og umærket ud.

Jeg lavede så et par indlæg i løbet af det første år efter Alfred kom til, og efter det synes jeg ikke at det længere var relevant at gå mere i dybden med sådan noget. Mest fordi at responsen ofte var negativ. At jeg viste et urealistisk billede af en mor-krop. Men det var jo sådan jeg så ud. Og jeg VAR mor.

Nyhedsværdien i at man har smidt sit fødsels-dej og at strækmærkerne nu er blevet hvide i stedet for blå-lilla, det er jo ikke breaking news?

MEN – problemet er jo, at de ting der er med kroppen efter en fødsel, mindskes en del i løbet af det første års tid. I hvert fald i de flestes tilfælde. Vandet skulle (forhåbentlig) gerne have fortaget sig by now, de mange ekstra kilo skulle gerne være færre og fødderne knapt så hævede. Eller hvad?

Der er bare de her lidt mere varige skavanker, som jo nok egentlig aldrig går væk?

Mine høje tindinger f.eks. Hold op hvor er de trælse. Og jeg kan nok godt opgive at det ændrer sig. Så var det nok sket. Fuck, tør nærmest ikke få flere børn i frygt for at jeg skal ud i sådan noget her.

På listen over nogle af de lidt mere varige skavanker er også størrelsen på mine fødder. Jeg aner simpelthen ikke hvilken størrelse de her – det varierer fandeme fra dag til dag. Før var jeg en 36,5-37 – nu er det alt mellem 36 og 38. Det gør det sgu lidt vanskeligt at have lyst til at hoppe i et bestemt par sko, for at finde ud af at man er nødt til at hakke tåen af, hvis det skal kunne lykkes.

Den oppustede mave døjer jeg ret meget med. Det er ikke til at sige om det skyldes graviditeten eller et eller andet andet. Ved bare at alt indvortes under navlen opfører sig helt skørt i flere dage om måneden. Jeg kan nærmest mærke min ægløsning, og mine menstruationer skifter mellem at være små korte og rare perioder, hvor chokolade og en enkelt panodil zapp kan tage det værste. Andre gange kan den være en uge undervejs, for så at klimakse og føles som udvidelses veer og ligne noget hvor man næsten overvejer en tur på hospitalet, så man kan få en ekstra slat blod tilbage ind i kroppen. Beklager de farverige beskrivelser!

Mine tænder har det ret skidt, og det er vanvittigt irriterende, så jeg skal have lavet mig en tandlægeopsparing, så jeg ikke ender sådan her om 5 år

Der kan selv den kraftigste hårmanke ikke redde nogen!

Når nogen snakker om hudposer, så er det tæt på at være mig man taler om, men jeg har simpelthen ikke tænkt mig at klage. Problemet er, at jeg fandeme fik smag for det med at have bryster, da jeg ammede Alfred. Gal, de var flotte!! De lignede seriøst noget folk betaler rigtig mange penge for på en klinik, og hvis man ser bort fra at de lækkede i tide og utide, så gad jeg godt at amme-bryster var en kronisk tilstand. De var sindssygt flotte. Og så kan man sige, at de to små damer jeg går rundt med nu, er et lidt nederen resultat når jeg jo kun ammede i 3 måneder. Men sådan må det være. De sidder stadig som de skal, men jeg savner sgu noget af fylden.

Maveskindet er upåklageligt, jeg var heldig at slippe for strækmærker i det område, men jo – huden er da blevet slappere. Især når jeg sidder ned. Men jeg kommer aldrig til at være hende der kun gider knalde med lyset slukket eller med en dum t-shirt på.

Tror det værste jeg har døjet med er men efter en fødsel med kop. Som de færreste sikkert ved, da jeg ikke regner med at alle har læst min fødselsberetning, så sad Alfred jo skævt i bækkenet. Og efter halvanden times presseveer, der føles som om nogen kørte min endetarm og tilhørende røvhul over med en damptromle hvert andet minut, hev de ham ud. Og det var tæt på ikke at lykkes at få ham ud den foretrukne vej. Jordemoderens notater:

Heldigvis fik jeg lagt en pudendus blokade, så jeg mærkede ikke de hev ham ud, eller mærkede da de syede det hele sammen, men da bedøvelsen havde lagt sig kunne jeg godt mærke at der var sket ting og sager.

Kan huske at jeg frygtede en tur på toilettet, for jeg var fudstændigt følelsesløs pga blokaden og jeg havde absolut ingen styring over min krop. Heldigvis arbejder kroppen helt fantastisk, og selvom jordemoderen havde oplyst mig om, at jeg nok skulle regne med at alle muskler i min krop ville gøre ondt i dagene efter, så var det allerværste situationen ‘down there’. Jeg havde SÅ ondt bagtil, selvom mit kære røvhul havde overlevet og stadig var intakt. Tyngden var så smertefuld, for hver gang jeg rørte på mig så kom der blod til sårende og området hævede op. Så oveni en kort, men hård fødsel, så døjede jeg med efterveer og ekstreme smerter. Og det er faktisk først nu her, snart 3 år efter, jeg ikke længere har ondt i mit røvhul eller andre steder i området 🙂

Jep, det er ikke sus og dus!

Jeg har bare lagt mærke til at der har været en del omtale, af den kvindelige krop efter fødsel, på det seneste. Og debatten er altid delt i 2 lejre. Enten står man frem og viser de skavanker man har, og så bliver der delt klapsalver ud fra heppekoret i samme båd. Og det har jeg fuld respekt og forståelse for. For jeg elsker når man deler realistiske billeder og dermed er med til at rykke lidt ved et større og større samfundsproblem: at alle skal se skide perfekte ud. Mit problem er, at når man står så hårdt på at dele grimme sider, eller lad mig rette: de ikke så perfekte sider, så bliver det pludselig udskældt at nogen viser det modsatte.

Jeg er også træt af at kigge på modeller med lange og flotte, tynde ben. Men jeg peger ikke på dem og råber: DU ER ET DÅRLIGT FORBILLEDE OG DU ER SKYLD I AT ALLE OS ANDRE SIDDER HER OG FØLER OS LAVE. Folk kan jo ikke gøre for at de er 1,79 og er naturligt flotte 🙂 Man kan ikke tillade sig at sige sådan noget. Derfor er jeg også altid træt af tyk vs. tynd debatter, for det bliver altid sådan noget mudderkast hvor man sviner tynde mennesker til. Har ikke tal på hvor mange gange jeg har læst denne sætning:

Rigtige kvinder har former.

Og så sidder man jo tilbage og må ikke sige noget, for jeg har jo ikke noget at brokke mig over, for jeg er jo tynd! Jo, men jeg synes da egentlig godt jeg må brokke mig over at andre kvinder mener jeg er mindre kvinde.

Ligesom kvinder heller ikke kan gøre for at deres store gravide maver pludselig overmales med lilla tigerstriber, så kan dem der ikke får dem jo heller ikke gøre for det. Og jeg er en af dem der ikke måtte kæmpe med mange ekstra kilo – 18 kilo i alt, så det var overkommeligt. Men til gengæld kæmpede jeg med usynlige skavanker rigtig længe. Så der er så mange ting der breder sig ud over årene efter en graviditet og en fødsel. Og jeg vil sige så meget, at jeg gerne havde taget nogle tigerstriber på maven, hvis jeg kunne have sluppet for noget af det andet 🙂

Tænkte på om nogen af jer ville dele lidt af de usynlige skavanker med mig? I må gerne være anonyme i kommentarerne?

PS! Er så pisse glad for at være blevet nomineret til Børn I Byen Prisen 2015! Jeg ville elske hvis I gad gå ind og stemme 🙂 I kan gøre det HER!