CHAPTER ONE

Så er det nu – Hej, jeg hedder Trine og jeg er enlig mor.

Jeg kan nærmest ikke sige det højt, ej heller skrive det uden at der kommer en klump i halsen – men i realiteten så har det absolut værste, været at gå rundt og vente på det.

Nu har vi delt lejlighed alle 3 i så mange måneder, vel vidende om, at en eller anden dag, så flyttede han. Det var så i går. Listen over nederen ting ved det, er lang, men jeg har også en underlig ro i kroppen nu. Der findes ikke noget værre end at gå rundt og frygte noget – og forestil jer så, at det er det, jeg har gjort i månedsvis. Nu er det her, og så kan jeg komme i gang med at være i det.

Jeg vil nu skynde mig at sige, at der ikke er så meget enlig mor over mig, for vi er ret enige om at Alfred skal være hos os hver især, lige meget. Det er et ønske fra begge parter, og jeg kan simpelthen ikke forestille mig, eller ønske for den sags skyld, at Alfred skal undvære sin far så meget som jeg ser andre børn gør. Nu ved jeg ikke hvad der ligger til grunde for, at andre forældre vælger en fordeling hvor ungerne ikke ser deres far mere end 2-3 dage ud af 14 – og jeg VED godt at jeg potentielt stikker hånden ned i en hvepserede og udtaler mig om noget jeg ikke kan vide detaljer om, men jeg vil nu stadig stille mig uforstående over for det – også selvom der kan være rigtig mange årsager til det. Hvis der sidder nogen derude der vil fortælle om det, så er jeg nysgerrig – på den gode måde, ikke på pegen med fingre-måden 🙂

Vi har været i tvivl om, hvilken fordeling der har været bedst for Alfred – især fordi han er så lille. Derfor er vi blevet enige om, at han er hos os hver 3-4 dage ad gangen. Og så er det vores ønske at vi overlapper en dag i ugen, hvor vi kan spise sammen eller lave et eller andet, andet sammen. Der er helt sikkert nogen der ville sige, at han bliver skrup forvirret over at skulle flytte rundt så ofte, men vi må se hvordan han reagerer på det. Min tanke er, at han ville synes det er langt værre at være væk fra en af os i 7 dage ad gangen. Derudover er hans primære hjem hos mig, dvs at han beholder sit hjem, sine ting og sin institution her i SV og så udvider vi stille og roligt så noget af hans legetøj, service, sengetøj etc. også er hos Svenne. Stille og roligt kan vi så vænne ham til, at han hører hjemme hos os begge, men i et meget varsomt tempo. Det tror jeg er det helt rigtige for ham og hans behov.

Nu snakker jeg enormt meget om hans behov, og jeg kunne jo sagtens skrive side op og side ned om hvordan vores behov er, men det er simpelthen så irrelevant lige nu. Jeg har da f.eks på INGEN måde lyst til at undvære ham, og jeg synes da det er SKIDE unfair, at jeg ikke skal se mit barn hver dag (søde mennesker har fortalt mig, at jeg kommer til at værdsætte mine børnefrie dage, men lige nu føles det sgu ikke sådan) og jeg hader tanken om alt det jeg kommer til at gå glip af!

Men nu er det engang sådan, at Svenne og jeg ikke kan lade være med at ringe til hinanden eller skrive, hvis Alfred gør et eller andet helt genialt, og desuden har jeg det sådan, at hvis savnet bliver for stort en dag, så er der ingen af os der vil nægte den anden at komme på besøg.

Naturligvis vil det ændre sig, hvis vi en dag finder sammen med andre, men i denne kommende periode, hvor vi skal forsøge at finde fodfæste i vores nye tilværelse, så værdsætter jeg virkelig at vi kan og vil samarbejde og stadig vil hinanden og vores barn, det aller bedste.

Jeg siger det igen, det her er IKKE den lykkelige skilsmisse. Det er og har været helt, helt forfærdeligt. Men Alfreds ve og vel – og vores eget for den sags skyld, trumfer bitterhed, ulykke og sorg. I hvert fald i de fleste tilfælde. Trust me, jeg har også dage hvor jeg ligger ned og ikke kan se noget positivt i noget – det er obligatorisk, tror jeg.

Jeg har den dybeste respekt for alle jer derude, der går gennem det samme som jeg. At I (og jeg) stadig står oprejst er et mirakel.

Vil egentlig gerne høre hvordan I derude, som sidder i samme båd, har fået puslespillet til at gå op i forhold til fordeling af jeres børn/barn? Nogen gode råd (Uh, skal passe på med at stille det spørgsmål, da alle børn er forskellige) ?