Jeg er så skide misundelig på alle de damer der har haft held med at holde på deres mænd. Virkelig.

Jeg ved godt, at jeg har været svær at leve sammen med, og jeg har på intet tidspunkt været god til at melde ud direkte hvis jeg har haft brug for noget. Jeg har nok bare tænkt, at nogen kunne læse mine tanker. Og det ved jeg nu, at det kan ingen.

Heldigvis for det, da. For så ville alle vide at jeg drømmer om Jamie Dornan – ikke som i Fifty Shades of Grey – mere som i The Fall. Psykopat seriemorder, und alles.

Men set i bakspejlet, så tror jeg ikke, at jeg har kunnet gøre hverken fra eller til. Jeg tror, at jeg naivt havde troet at jeg havde valgt rigtigt. At jeg havde fundet en, der var stærk nok til at samle mig op når det gjaldt. Og nu, hvor det viser sig, at være forkert så har jeg kun mig selv at bebrejde. Den slags er tungt at lægge over på andre.

Jeg har sagt så mange grimme ting til ham, og jeg gør det stadig. Og det er fordi jeg i afmagt ikke helt kan forlige mig med, at jeg har taget fejl. Noget af det værste man kan udsætte et menneske for, er at fejle. Det er ikke spor rart.

Jeg er skuffet. Dybt skuffet over at min (vores) drøm om kernefamilien ikke bliver til noget.

I stedet har jeg ret kurs mod mit største mareridt: den moderne familie. Dine børn, mine børn, vores børn og deres børn. Og det var slet, slet ikke det jeg skrev mig op til.

Og alligevel ikke.. For lige nu tror jeg simpelthen ikke at jeg får flere børn.

Men man lærer vel af sine fejl?

Jeg kan i det mindste skrive under på, at A har den bedste far ever. EVER. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Men drømmen om kernefamilien er brast.

Men jeg forsøger at komme videre, og indtil videre går det godt. Eller… Nogen ville måske påstå at jeg ikke klarer det til UG, men i min egen optik, så er jeg ret overrasket over at jeg står op hver morgen og klarer mig igennem 🙂

Og jeg er positivt overrasket over, at jeg virkelig elsker mit eget selskab! De fleste har sagt, at jeg ville være noget så ensom, de dage hvor Alfred er væk. Faktisk er det lige omvendt. Jeg er SÅ ensom når han er her – fordi det er en reminder om, at jeg ikke kan dele de absurde ting han udsætter mig for pt.

Omvendt har jeg det sådan, at jeg sgu trives ok fint når han ikke er her, for jeg har det godt med at være alene. Og det er sjovt, at jeg har det på den måde. Enormt betryggende, faktisk.

Når jeg taler med folk der er blevet skilt, så er de ret opsat på at slå sig ned og håber på at noget nyt starter op.

Jeg HAR slået mig ned. Alfred og jeg har slået os ned. Jeg har ikke travlt med at lukke nogen ind i det.

Men som sagt, som jeg skrev tidligere. Mænd er altid velkommen, de skal bare ikke regne med at jeg har tænkt mig at avle på dem foreløbig 🙂