Jeg hader at jeg råber.

Sponsoreret indhold.

Jeg hader at jeg råber og skælder ud.

Det er på ingen måde fair overfor en 2-årig, og jeg fortryder det hver eneste gang det er sket. Når man ser hans ansigt og de små træk han får, når følelsen af at få skældt ud lægger sig i små bevægelser i hans ansigt, så fortryder jeg det.

Men den følelse jeg får, når Alfred løber fra mig inde på Hovedbanen eller i et prop-fyldt supermarked er heller ikke sjov. For det er skide farligt det han har gang i. Og det er lige som at jagte en hund: Jo hurtigere jeg løber, jo hurtigere løber han. Og han ser sig ikke tilbage, og han ved ikke, at der venter ham en stor og trafikeret vej lige udenfor Super Brugsen, eller at det er så latterligt nemt at blive væk fra hinanden i en stor folkemængde.

Han stoler helt naivt på, at han aldrig kan blive væk fra sin mor – at jeg altid finder ham. Han kender ikke til faren ved en vej – han ved han kan komme til skade på legepladsen, men han kender ikke til forskellen mellem et skrabet knæ og mødet med en bil. Heldigvis.

Men det ved jeg.

Og det er derfor jeg råber og skælder ud. I ren og skær afmagt over at jeg ved hvad der kan ske.

Jeg må ikke råbe .

For det gør ingen forskel når det kommer til at forstå noget. Det eneste han forstår er ord – og jeg indser lige så stille og roligt, at ord er de samme uanset om de råbes eller hviskes. Og han bliver jo ældre og ældre, den lille – så med lidt tålmodighed kan jeg nok snart få ham til at forstå at noget er farligt. Også uden at råbe og skælde ud.

Alfred kopierer os i sådan en grad, at jeg er nødt til at tænke rigtigt meget over hvad der kommer ud af min mund. Husker stadig en hård cykeltur i modvind, hvor jeg får messet sætningen ’fuck mig, fuck mig, fuck mig’ direkte ind i hans øregange, da han sidder foran mig på cyklen. Og han gentog det jo bare i dagene efter som den lille papegøje han er.

En ting er hvad jeg messer for mig selv, for det er trods alt harmløst nok at jeg kun har lyst til at sige ’fuck dig’ til mig selv.

Noget af det ypperste jeg kan lære Alfred

Er at man skal tale pænt til andre mennesker og også – tale pænt OM andre. Jeg er om noget god til at tale om folk – og der hvor jeg helt naivt ikke mener at jeg taler grimt om dem, da jeg faktisk sjældent møder mennesker jeg ikke bryder mig om i min hverdag, så er der alligevel en hårfin grænse mellem at tale om folk når de ikke er der, til at bagtale folk på en ufed måde.

Det vigtigste for mig

Er at Alfred vokser op og bliver en person folk holder af, på en måde hvor han er et forbillede og accepterer mennesker som de er. Desværre ved jeg også at det ikke er alle forældre der deler min mening omkring dette. At Alfred nok ikke slipper for børn af forældre der ikke deler mine værdier. Det er også helt okay. Man kan jo ikke få alt man ønsker.

Men man kan feje for egen dør

Og sørge for at lade ens egne børn vokse op med gode værdier og en stor portion respekt for alle de mennesker der er omkring en.