Nogle gange hader man sig selv.

Ikke så tit, men det hænder altså. Og i dag var ingen undtagelse.
Var blevet tvunget ind til byen – både af biblioteket, der mente at nogle af mine udlån skulle afleveres i dag – og fordi jeg skulle mødes med en, der skulle fragte noget til Sjælland. Kunne ellers aldrig drømme om at bevæge mig derind på en fredag efter kl. 13.00. Der er simpelthen sort af mennesker.

Noget der også er en del af i Aarhus er sælgere. Sælgere fra Amnesty, Care, Folkekirkens Nødhjælp og alle mulige andre foreninger. Og de vil alle sammen have mine penge. Og når jeg ikke går så stærkt længere, ligner jeg langt fra en der har for travlt til at snakke – så prøver altid at gå udenom i en stor, stor bue.

Nede ved biblioteket var der pludselig en gut med lange, lange dreads og utrolig meget hjemmestrik på. ‘Aha!’ tænkte jeg. Han vil helt sikkert sælge mig et eller andet. Og da han kækt henvendte sig til mig, og spurgte om han ikke måtte vise mig noget, fandt jeg det mest snobbede ansigt frem, og sagde pænt nej tak. Han var insisterede ad helvede til, hvilket irriterede mig gevaldigt – for har før oplevet ‘folk der ville vise mig noget’. På Christianshavn Torv var det f.eks en pik, og det har lært mig at hive snob-ansigtet frem og ignorere suspekte fremmede.

Nå, men hippie-gutten var svær at slippe af med, og sagde da også, at han ville vædde 100 kr på, at jeg var interesseret i at se, hvad han ville vise mig. Igen sagde jeg neeeeeeeeeej – og gik videre uden om ham, da han pludselig råbte: ‘Det er din vaaaaaaanteeeee!’

Fuck mig, om ikke min vante lå 20 meter bag mig. Og hippie-far havde set mig tabe den – og var i virkeligheden bare en rigtig guttermand, der sørgede for at begge mine hænder har varmen resten af denne vinter.

Såe, tror lige jeg vil lade være med at være sådan en idiot igen.
Man ved aldrig, hvem der redder ens dag – eller bare ens vante, vel?
Og to vanter er fandme bedre end én. Især når det er ens favorit vanter.