3 år…..

I morgen er det Alfreds fødselsdag! Tænk engang at jeg for 3 år siden var en kæmpe hval, skide sur og med vand i hele kroppen! Min hjerne var fuld af tanker – forventningens glæde – om hvad fanden det var der lå og tævede mig indvendigt. Jeg var en slags spændt.

Lige indtil vandet gik derhjemme. Kæft mand, der tror jeg nok lige jeg fortrød hele projektet. Ikke fordi jeg ikke gerne ville have ham ud, men mere fordi der lissom ikke rigtigt var nogen vej tilbage. Og vi kan jo godt blive enige om, at det her er kvinden der har trukket det korteste strå i forhold til arbejdsfordelingen. Det med at lege saftevands-pusher og holde folk i hånden vs. fødsel – det er fandeme en lousy arbejdsfordeling.

Mænd skulle prøve at ligge med presseveer i halvanden time. De ville bruge resten af deres liv på at rulle røde løbere ud.

Nå anyways, jeg var jo åbenbart en af dem der føder i raketfart. Og så alligevel ikke. Det viste sig jo, at ungen sad godt og grundigt fast i bækkenet – så jeg fik selvfølgelig også æren af at møde hhv blød og hård cup. 6 træk i alt. Verdens vildeste forløsning. Var ret glad for at jeg lige have fået noget lokalbedøvelse inden de smækkede den op, er nemlig ikke sikker på jeg ville have værdsat følelsen af at få hevet en kummefryser ud af mit underliv, uden en eller anden form for drugs.

Udover at få et barn, så var et af dagens højdepunkter også mit massive indtag af lattergas – noget som jeg ellers altid har hadet. Men lige den dag var masken min bedste ven. Kæft der blev suget løs. Også til det punkt hvor min jordemoder bad mig holde lidt igen, hvis jeg skulle have nogen som helst chance for at arbejde sammen med min krop. På det tidspunkt var jeg egentlig ret ligeglad med min krop. Lattergassen fik mig ind i en helt anden verden, hvilket var rart nok når man lige ligger og går fra 5 cm til 10 på under en time. Det gør faktisk ret ondt. Derfor er jeg også en smule ked af, at de har lukket for hanerne på de fleste fødeafdelinger. WTF?

Men hey, det endte jo godt! Verdens fineste baby kom til verden – og vi overlevede alle 3.

Jeg havde nok ikke regnet med, at vi her 3 år senere ville være en splittet familie. Men efter omstændighederne, så synes jeg sgu det går ret godt. Alfred er en glad, klog og sød dreng. Han kæfter op konstant, og jeg har ikke tal på hvor mange ting jeg skal svare på hver dag – men jeg elsker ham – og jeg er stolt af, hvor fin og sød vores dreng er.

Vi har sgu gjort det helt okay 🙂