Offentlig mor.

Indlægget i går lagde op til en masse grin, en fællesskabs-følelse, gode ideer samt lidt løftede pegefingre.

Og der er plads til det hele på min side!

Dog ville jeg lyve, hvis jeg påstod andet, end at jeg hader når folk i kommentarfeltet er uenige med mig. Ikke altid, men når det handler om mit barn, eller om min måde at være mor på.

Så er det, at jeg slet ikke bryder mig om at blogge i et kort øjeblik. Ikke fordi jeg ikke kan klare det, men fordi det rammer mig så langt ind i sjælen, at få af vide at jeg er et umodent menneske, som ikke er mit ansvar modent. Som mor, that is.

Jeg tror de fleste mødre kan, og vil, skrive under på, at kritik omkring dem eller deres børn er en knytnæve lige i synet, og at kritik omkring ens måde at være mor på, ikke er en rar ting. Det er sådan set uanset om det kommer fra fremmede eller fra dem som står én nær. Måske det er lidt nemmere fra folk der kender én, og har set mere til én i moderrollen og godt ved, at man ikke er nær så umoden som man er på skrift eller på en 15 sekunders video på Instagram.

Jeg indrømmer blankt, at jeg bliver både vred og decideret ked af det, når folk misforstår min intentioner med bloggen. Så lad mig slå fast, én gang for alle:

Lortemor er ikke en side, der er til for at håne spelt-mødre, langtids-ammere eller andet godt-folk.

Lortemor er MIG, for fågs sake, og når et indlæg kritiseres – så er det MIG man kritiserer, mine holdninger og min måde at gøre tingene på. Jeg hader ikke mødre der gør alting korrekt, eller retter sig efter alle Sundhedsstyrelsens retningslinjer og råd. Og lad mig lige understrege, at der er kæmpe forskel på retningslinjer og regler! Og at jeg jo ikke har tænkt mig at bruge mit forrige indlæg som ren propaganda til at få folk til at tage afstand fra de råd der gives i forbindelse med det at have børn. Så umoden er jeg trods alt heller ikke.

Nu kan det godt virke som om jeg himler op over ingenting, men sandheden er, at jeg slettede RIGTIG mange kommentarer i går, som både handlede om børns ret til at blive ammet, og børns ret til ikke at blive udsat for dril i køkkenet (!) og her vil jeg vove at påstå, at jeg nok er den person i danmark der er mest vild med amning.

Og flere kommentarer handlede også om at jeg var både en dårlig mor og et ret dårligt menneske.

Yes! Så hev jeg lige violinen frem igen. Eller ikke violinen. En kæmpe, fed megafon. Hvori jeg råber: Vær nu lidt mere humoristiske omkring mine indlæg. Det er jo for fanden ikke alt I ser, vel?

Alfred er glad og lider ingen last. Han har gode forældre og han er sund og rask. Og skide irriterende.