Selvvalgte privilegier

Jeg elsker at ligge og læse artikler inden jeg skal sove – efterhånden er mine online medier blevet indsnævret en del, da der efterhånden er kommet abonnementer på de fleste online aviser. Forståeligt nok. Jeg elsker når folk deler en god artikel eller debat fra Information eller Berlingske og det er efterhånden også de to netaviser jeg tjekker de fleste aftener.

Derfor har jeg læst to kronikker i aftes, den ene med titlen ’De voksne har erobret barndommen’, samt en anden med den yndige overskrift ’Mor fortjener ikke en gave på søndag’.

Den sidste er en ret generaliserende kronik, der går på at forældre er blevet nogle egoistiske røvhuller – og der mere end bare hentydes til at de mange diagnoser børn og unge render rundt med – ADHD, autisme og andre neuropsykologiske forstyrrelser – er forældrenes egen skyld – og at de små proppes med Ritalin, som var det slik på en fredag aften foran Disneysjov.

Det er alt sammen forældrenes skyld, fordi de ikke vil sætte deres liv og arbejdsliv på standby mens børnene er små.

Den første kronik er fra en far, der mener at det er det sociale der dræber alt overskud som familie. At det pres der ligger på os – om at vi ikke vil være de første der afleverer eller den sidste der henter – at vi SKAL dukke op til sociale arrangementer i skolen eller i institutionen, ellers er vi de dårlige forældre. Egentlig er den sidste ret god – og jeg kan kende mange af de tanker der ligger bag.

Jeg er KUN lige begyndt, når det kommer til at være mor.

Jeg ved ikke en skid.

Men jeg ved hvad JEG vil.

Og nu vil jeg gerne fortælle hvad vi gør hjemme hos os.

Jeg troede sådan helt naivt, at jeg ville være den slags mor der afleverede mit barn kl. 9 og hentede igen kl. 14. Det var da en dejlig kort dag, tænkte jeg. Ren samvittighed og alt muligt.

Det viste sig dog hurtigt, at 5 timer i vuggestuen, var en dårlig dag for Alfred. Han nåede ganske enkelt ikke at få noget ud af dagen. De havde morgensamling og spiste kl. 9, legede til kl. 11 – hvor de spiste frokost sammen og bagefter sov til middag. Kl. 13 vågnede de så småt, og kl. 14 spiste de igen, hvorefter der var fri leg indtil forældrene indtraf.

Det var timerne efter kl. 14 han var mest ked af at gå glip af – det var på en måde frikvarteret, hvor de bare kunne lege og hygge sig.

I hans nuværende vuggestue, er timerne efter en lur, spisetider og andet obligatorisk aktivitet, også det han elsker mest. Og jeg vil ikke frarøve ham hans frikvarter, bare så jeg kan få god samvittighed. Derfor hentes han først ved 16-tiden. Men der er han også klar til at komme hjem.

Min kærestes skæve og sene arbejdstider gør, at jeg ikke kan køre ego-trip og arbejde 40 timer om ugen på et kontor. Jeg har valgt et usikkert liv som freelancer, hvor jeg stort set arbejder hjemmefra det meste af tiden. Min indkomst er så heller ikke i den kategori, hvor man leder efter sommerhuse eller kolonihaver, tager på ferier eller shopper amok. Men det kan være det er helt anderledes om 10 år. Og det er helt okay.

Men det er ikke ret mange der kan arbejde hjemmefra. Og det sgu heller ikke alle der kan arbejde 25 timer om ugen. Forestil jer et samfund hvor folk alle arbejdede hjemme på nedsat tid? Nej, vel?

Jeg prøver ikke på at pudse min egen glorie – men jeg tror på at langt de fleste af os gør det allerbedste vi kan. Jeg er pisse træt af at vi bliver fremstillet som nogle egoistiske Frost-elskende, Dyrekort-fanatiske psykopater, der ikke gider holde ferie med vores børn. At vi hellere vil gå på cafe og tage på ego-ferie uden børn. Træt af det. Skide meget, faktisk.

Jeg vil skidegerne på cafe, og jeg vil fandeme også gerne på ferie med min kæreste. Og jeg vil også gerne holde 6 ugers ferie om året, hvor Alfred kan løbe nøgen rundt i haven og lege med vand og spise jord. Skide gerne. Men jeg har ikke 6 ugers ferie om året som freelancer. Det er der ikke råd til. Det er noget for noget. Så derfor får Alfred heller ikke bare lige 3 ugers ferie fra vuggestuen til sommer – men han får noget. Og jeg ved godt at der nok skal komme flere kronikker der peger fingre ad sådan nogle som mig – der måske kun giver mit barn 14 dages ferie til sommer. Men jeg gør sgu hvad jeg kan. Man kan ikke få det hele, men jeg har valgt at jeg vil have lidt.

Så jeg er ikke den første der afleverer, eller den sidste der henter – men jeg er så heller ikke hende der tager på ferie hvert år, eller har en pensionsopsparing.

Og alle dem der arbejder 40 timer og afleverer først eller henter sidst, de gør sgu også hvad de kan. Så stop den forpulede hetz, hvor man kører på forældres dårlige samvittighed. Dårlig samvittighed kommer i det sekund man deponerer moderkagen, og man behøver ikke omverdenens løftede pegefinger for at mærke den. Den er der. Hele tiden.

Men mit barn trives – jeg trives og det er sgu da okay.

Og jeg i øvrigt pisse ligeglad med dyrekort og Frost.