Positiv, mig?

Tak for alle kommentarerne til indlægget i går! Er glad for at emnet (stort set) blev modtaget for hvad det er: noget jeg har oplevet, en mening jeg har, og en opfordring fra min side, til at komme med erfaringer eller meninger i form af kommentarer.

Ja, jeg skal arbejde på ikke at være så nederen, når der bliver postet negative kommentarer, men det første der sker er altid, at jeg sidder med en hønserøv som mund, og irriterer mig over at folk ikke er enige i det jeg jeg skriver, haha. Det kan jeg nu sagtens leve med. Længe leve forskellighederne, jo. Men jeg synes også at alting har sin plads. Hvis man er decideret uenig, er det helt cool at smide en kommentar og lade mig og alle de andre postere vide det – men en anden ting er det saglige omkring hvad man poster. Kan det mon bruges af modtageren? Er det virkelig nødvendigt? Hvordan modtages det? Og her kommer jeg selv på banen, for nej – det er sgu heller ikke fair, at jeg skriver at der er en særlig plads reserveret i helvede til folk der sammenligner børn med hunde – men nu elsker jeg det begreb, og jeg har det i øvrigt på samme måde med folk der forærer deres børn blokfløjter og sender dem ud og lege med dem i gården. Er i klar over hvor meget sådan en larmer?

Så nu hvor jeg i fremtiden vil holde mig selv i kortere snor – meget apropos en af kommentarerne, så husk på at der er rigtig mange der læser kommentarerne. Og det er lidt unødvendigt svine og skære samtlige børnefamilier over en kam, og sige at de er belastende og ikke tager hensyn til andre mennesker. Jeg tager f.eks enormt meget hensyn til andre. Jeg ved sgu da godt, at Alfred ikke er elsket af alle, og at ingen er interesseret i at høre hans ny-erhvervede falset-skrig i timevis. Derfor skrev jeg heller ikke at det var ALLE mennesker uden børn der er deciderede idioter. For det er de bestemt ikke.

Nå, men faktisk vil jeg bruge dette indlæg til at stille endnu et spørgsmål.

Er jeg for negativ? Altså ALT for negativ?

For jeg kan jo sagtens lade Lortemor handle om flere positive ting? Jeg mener, jeg er jo egentlig en lykkelig mor ca. 23 timer i døgnet, men jeg synes bare det er sjovere at skrive om de helt absurde og primitive tanker man gør sig i den ene time hvor jeg ikke synes om mor-konceptet?

Skinner det igennem på bloggen, at jeg egentlig ikke er kronisk sur? Eller skal jeg poste flere billeder af blomster og grinene børn? Ænder? Hjemmelavet hyldeblomst-saft?