Livet som handywoman.

Jeg går jo rundt og har et helt usandsynligt stort ego når det kommer til mine handyman-skills.

En tro jeg faktisk følte, var helt reel og dybfølt. Men så kom jeg til at lukke mænd ind i min lejlighed. Det skal man sgu undlade, hvis man vil forblive i troen om, at man er independent og selvstændig.

Jeg kunne jo snildt se gennem fingre med, at når jeg mestrer at bore et hul i væggen, så har jeg opnået den hellige gral indenfor single-kvinde-verdenen.

Og at begrebet ‘bag et hvert succesfuldt og perfekt boret hul, er der en 4-5 andre huller i væggen som man lige skal dække til med et billede, eller sådan noget’ er opfundet hjemme hos mig.

Eller at min iver og benovelse over, at jeg har et hyldesystem på mit mikroskopiske badeværelse, er frugten af en absurd tur i Silvan, hvor man får købt en hylde der er alt, alt for lang, og derfor må ty til hårde midler for at få svinet skåret over på midten.

Uden at eje en sav.

Og hvad gør man så? Jamen vi mødre er jo ret cool, og som jeg har sagt før, så er det som om vi bytter moderkagen ud med ultimativ awesomeness og derfor ser vi ingen hindring. Så jeg borede huller igennem træet, på en perlerække og så trampede jeg på skidtet indtil det gik midt over. There. Problem solved.

Så snakker vi bare ikke om, at der er splinter for alle pengene på den usynlige side af hylderne. Det taler vi ikke om, nej.

Men når der så en sjælden gang er mænd i min lejlighed, så bliver jeg stille og roligt pillet ned fra min Godzilla-I rule the world-piedestal. Og jeg ved ikke om jeg bryder mig om det.

Her går man rundt og tror, at man er sej og handy, men set i bakspejlet kan jeg også godt se, at malertape og plastik på gulvet er en fed ide når man maler hele soveværelset lyserødt.

Og at det nok ikke er skide godt at skulle male lige linjer (igen, uden malertape) oppe ved loftet, mens man drikker rosé og hører høj Rammstein.

Men sandheden er, at mit lille forbistrede håndværkertilbud i Sydhavnen nok egentlig godt kan tåle at blive hånet af diverse arkitekt-mænd med hænderne skruet ordentligt på. For de mener det godt og de vil så gerne hjælpe 🙂

Og når jeg ser mig rundt, så ser jeg bare at jeg næsten – NÆSTEN har formået at komme igennem det seneste år på en rimelig fin måde. Alle mine små uperfekte projekter har afholdt mig fra at blive totalt og aldeles sindssyg. Og så kan det godt være at malerarbejdet ikke er perfekt, at hylderne på ingen måde er i vater, at jeg har nogle helt utroligt sindssyge lampe installationer og at man ikke kan åbne min badeværelsesdør, medmindre man kender hemmeligheder til hvordan.

Men jeg elsker det. Jeg elsker at bo her.