+ one is the loneliest number.

Kan sagtens huske det der afsnit af Sex and the city, hvor Carrie leder efter en + 1 til hendes bog lancering. Der hvor alle hendes veninder dukker op med dates, undtagen Samantha, som har fået lavet en kemisk peeling i ansigtet samme dag, og derfor ligner ‘beef-carpaccio’.

Det er ikke helt sådan jeg har det lige nu, men det er tæt på.

Denne her weekend, er de to dage jeg har ‘ledig’ inden jeg skal holde ferie med Alfred i to uger. Og det blev, pga. af de 12 skoldkopper han har haft nu her, lige forvandlet til 3 uger i træk. Så jeg er en anelse anspændt, fordi at jeg egentlig gerne ville have været ude i aften og lave et eller andet hyggeligt. Problemet er bare, at størstedelen af min omgangskreds er fyldt op med dejlige damer, der hver især holder ferie med deres familie og derfor ikke helt lige kan tage på spontane vin-dates eller lignende sådan lige pludselig. Egentlig er det også okay. Jeg er efterhånden ved at blive lidt af en sær eneboer, der nyder mit eget selskab – og i morgen ved jeg, at jeg skal tidligt op, så jeg kan tage en tur forbi Vesterbros bedste loppemarkeder, i håb om at finde sommerens pæne kjole.

Så jeg har brugt aftenen på at gå en lang tur i Sydhavnen, købt ind og lavet mad – siddet i haven og nydt aftensolen – og bla, bla, bla…. Det er alt sammen ting jeg nyder at gøre – men mit problem er, at det slet ikke er fedt at gå en aftentur selv. Jeg gider ikke lave mad alene og jeg begynder at synes at Netflix’ udvalg er sygt nederen.

Kort sagt, så er jeg ved at være træt af at være alene. Og med fare for, at lyde som en desperat kælling, så vil jeg nu stadig gerne indrømme, at livet er en del sjovere når man deler det med andre mennesker. Jeg har det egentlig bedre end nogensinde – er rigtig glad for, at have nogle specifikke ting at se frem til. Har f.eks truffet en beslutning rent arbejdsmæssigt, som gør at jeg glæder mig enormt meget til at give den gas på bloggen her – og med andre ting også. Så det er et plus.

Alfred trives godt, og jeg nyder min tid med ham og han er en sød og velfungerende dreng. Egentlig kan jeg ikke bede om mere.

Lige nu tikker der beskeder ind på min telefon, fra en dejlig, dejlig dame som siger at Alfred og jeg er mere end velkomne til at campere hjemme hos hende noget tid i næste uge, så det er også mega rart.

For jeg savner selskab – jeg savner selskab om aftenen, når Alfred sover. Og jeg mærker det nu, mere end nogensinde. De sidste par dage har jeg faktisk kæmpet mig igennem ‘jeg ved en lærkerede’ fordi at jeg bliver ked af det. Og jeg har kæmpet mig igennem den lortesang så mange gange. Forsøgt at pitche rigtigt, trods tårer der bare presser sig på. Og jeg mærker savnet enormt meget i disse dage. Ikke at skulle gå ud af soveværelset til ingenting. Træffe en beslutning om, om jeg skal tage et bad, se en serie af et eller andet ligegyldigt – eller om jeg bare skal gå i seng. Jeg er blevet så vant til følelsen ‘alene’ at den bare ikke føles rar længere.

Fuck. Jeg ved ikke hvad jeg vil med det her indlæg, måske er det bare en ventil der skal åbnes, så jeg kan sende tankerne ud i verden.

Jeg har SÅ mange gode ting i mit liv lige nu – men alt i alt, så er det hele et kaos, som jeg gerne vil have samling på. Og det kunne nok bare være rigtig rart at sidde i mit køkken om aftenen, og tale med et andet voksent menneske, så jeg ikke går i seng hver aften, med alle de tanker. Alene.