København-Zürich

Sidder under dynen i dag, det må man nemlig gerne, når man sådan er på tur!

Om lidt, når jeg lukker den ned for en stund, der vil jeg ud og gå mig en tur, tror jeg. Men først vil jeg lige prøve at skrive et indlæg, som er et af dem, jeg har kredset lidt om de sidste par måneder. Jeg har jo aldrig holdt det hemmeligt, at jeg jo springer på de her fly i tide og utide, så jeg kan komme til Schweiz.

Oftest er det en gang om måneden. Nogle gange mere, andre gange mindre. Jeg begynder at få spat, hvis der går mere end en måned. Det er for lang tid, synes jeg. Så virker afstanden enormt stor.

Naturligvis er afstanden stor i forvejen, sådan rent geografisk. Godt 1000 km, for at være helt specifik.

1000 km er langt, når man lige har lyst til at mødes til en kop kaffe eller en gåtur. Eller Netflix & Chill. Men tror måske det er nemmere at leve med, når nu det aldrig har været anderledes. Har virkelig respekt for dem, der pludselig kaster sig ud i langdistance-forhold, hvis de har oplevet at være tæt på hinanden. Det må virkelig trække tænder ud!

Noget af det jeg trives dårligst med, det er nok det jeg nævner øverst. Det med at det er virkelig træls ikke at kunne lave en spontan aftale. For det kan man ikke rigtigt. Medmindre man har lyst til at smide 4000-5000 kr efter flybilletter. Og det er altså en del. Så meget koster det nemlig ikke, hvis man er i god tid.

Noget jeg efterhånden også savner lidt, det er det med at være en del af hinandens hverdag. Det hænder sgu, at der er nogle ting jeg godt ville have schweizeren med til – en tur i biografen, et arrangement eller en middag hos venner. Den slags. Jeg savner ikke at have en hjælpende hånd i køkkenet – måske nærmere en der kan sætte en lampe op i ny og næ. Er også begyndt at savne at kunne være til stede hos ham, hvis han gerne ville have mig der til et eller andet. Men sådan er virkeligheden bare ikke, og det må man bare tage med som en del af pakken.

Der er naturligvis også nogle rigtig positive ting ved det – men inden jeg når dertil, så befinder jeg mig også lige i midten når det kommer til nogle ting. F.eks synes jeg det er rigtig svært, at kontrasterne er så voldsomme. Jeg går jo bogstaveligt fra, ikke at skulle barbere ben i ugevis – og agere mor og tjener for Alfred, gå tidligt i seng og stå rigtig tidligt op – til så at smutte til Zürich, helt ren og nybarberet, hvor jeg ikke skal bekymre mig om logistik og praktiske ting. Jeg kan gå pisse sent i seng, og sove længe. Spise aftensmad klokken 21 og gå ud og drikke mig i hegnet med en sød mand under armen.

Og det er jo ret intensivt at være så tæt på hinanden i de her 4-5 dage – og så tage hjem igen. Og vide at man først ses igen om en måneds tid. Av, av. Den første uge efter sådan en tur her, den føles godt nok tom og meget underlig. Heldigvis kommer jeg jo hjem til Alfred og så står den jo på mor-ting og havregrødskogeri, bøger, tegnefilm og alt det der.

Så kontrasterne er store, og de har været rigtig, RIGTIG svære at manøvrere rundt i.

Men jeg skal fandeme heller ikke glemme, at der altså ER nogle gode ting ved det hele.

Denne her konstellation, den har givet mig lidt flere ben i næsen, tror jeg. Og den har gjort mig mere selvstændig på enormt mange punkter. Som jeg før har nævnt, så gik jeg jo aldrig på Tinder med det henblik at jeg skulle finde mig en kæreste der skulle flytte ind og redde mig fra hele verden. Næh, det var helt og aldeles for at give mig selv nogle oplevelser og noget nærvær. Omend kun for en stund. Det har været sjovt at tænke tilbage på, hvor mange faser jeg har været igennem det seneste år. For den første tur herned, det var jo bare et sats. Det kunne nemt have endt med, at det havde været en katastrofal og pinlig affære, hvis det havde vist sig at være en fiasko. Hvis manden havde været mega træls og dum at høre på. Så var jeg stuck i en fremmed by, med en pain in the ass dude, der slet ikke var til at være i rum med. Ikke så godt, når nu jeg skulle bo hos ham!

Shit mand, det havde været noget møg.

Ikke desto mindre kan jeg da huske, at jeg sad aftenen inden jeg skulle tilbage til dk, og hylede ham ind i hovedet og nærmest skældte ud over hvor hyggeligt det havde været. For den situation, den var jo langt mere uoverskuelig, end hvis det havde været en katastrofe-date!

Nu skulle jeg jo til at bakse med følelsen af, at jeg gerne ville se ham igen. Og det kunne jeg ikke overskue. Men jeg havde heller ikke lyst til at sige, at det ikke gik.

Så nu sidder jeg her, i den alt for smalle seng – som jeg har gjort så mange gange siden januar. Og jeg tænker tilbage på en masse måneder, hvor det har været både sjovt og ikke så sjovt. Sjovt, fordi jeg kan mærke hvor værdifuldt jeg synes det hele har været. Ikke så sjovt, fordi at savnet desværre ikke er blevet mindre med tiden. Tværtimod.

Og ingen ved, hvordan fremtiden ser ud. Det er to menneskers liv og verdener der skal køre rundt. Og spørgsmålene, fra andre i mit liv gør det ikke nemmere. Det er oftere og oftere at folk er begyndt at sige – ‘Hey, Trine – hvad sker der egentlig med alt det der Zürich-halløj?’ Og jeg må jo skuffe dem og sige, at det ved jeg faktisk ikke. Jeg ved bare, at noget er godt og andet er skidt. Og så længe vægtskålen tipper for meget til den positive side, så er jeg rolig.

Ikke at sige at den ikke sommetider har tippet lidt for meget til den anden. Man skal ikke undererkende hvor svært det kan være, at undvære noget der er så godt. Så lige om lidt, der nærmer vi os slutningen af 2016 – og jeg har haft så mange gode oplevelser og mærket så meget glæde i år – og de opvejer de dårlige dage, hvor man bare har lyst til at kaste håndklædet i ringen.

Så 2016 har været et godt år, og jeg glæder mig rigtig meget over, at jeg har været så heldig at møde ham. Kæmpe appelsin, lige ned i min turban. Og jeg håber at den stadig ligger der, i laaaaang tid endnu. Uanset afstanden, eller hvad der nu engang kommer til at ske.