No filter

Man kan jo gøre sit ypperste for at alt skal virke perfekt på alle fronter. Og jeg er sikker på, at rigtig mange af os udøver en vanvittig marathon for at nå hele vejen rundt. Der må ikke stå opvask på bordet når vi får gæster. Der må ikke hænge spindelvæv ned fra loftet, ens skuffer skal være virkelig organiserede, så man er sikker på, at hvis folk pludselig åbner dem, så ligger der ikke f.eks brugte vatpinde dernede. Man skal altid gå ud med skrald, når posen er fuld og et sidste eksempel kan være, at det f.eks også er en god ide at sørge for, at der ikke ligger brugte tamponer bag den vaskemaskine, man har punket Cykelmanden for hjælp til at flytte. Jeg siger ikke at alle disse eksempler er hændt hos mig – men jeg siger heller ikke, at det ikke måske er præcis dét der er tilfældet.

Jeg har givet op nu. Og jeg kan ikke gøre andet end at trække lidt på skulderen og lettere forlegen udbryde at ‘Nååååååårh, det var DER den blev af, der dengang for 6 måneder siden’. Godt folk ikke er lige sarte alle sammen. For jeg ER klam. Og doven. Og rod og uorden irriterer ikke mig nær så meget som det burde.

Jeg har nemlig lært at give slip. Skrue helt ned for ambitionerne. For hvad kan man gøre, når man er i bad, og helt havde glemt at man havde en vatteret bundprop i skridtet og hiver i tråden? Og vaskemaskinen går i gang med at centrifugere lige efter man har smidt den derpå? Og pludselig er den pist væk and no where to be found?

Ikke andet end at sige pyt, og så må folk jo løbe skrigende væk hvis der ikke skal mere til.

Har efterhånden fundet ud af, at mine omgivelser ikke helt definerer hvem jeg er. Ja, jeg har verdensmesterskabet i halve kopper kaffe, der får lov at stå – indtil de ikke er flydende længere. Faktisk har det nok været én af de ting der har resulteret i skilsmisse dengang for læææænge siden. Dét og så den der Playstation. Og nok også absurd mange ting i mellem.

Alt det er historie, men det der er meningen med dette indlæg er, at jeg gerne vil fortælle om, hvor stor en lettelse det er, når man har fået installeret en mental ‘pyt-knap’ som man kan trykke på, og som gør at folk bare kan ‘take it or leave it’. Livet lærer én den slags. Hvis andre mennesker vil have det bedste ud af mig, så hjælper det i hvert fald ikke at påpege at skraldet lugter og at jeg jo burde tage mig sammen og lave om på mig selv. Har vendt den om og tænkt: ‘Måske DU bare skal gå ud med det der skrald, hvis det virkelig irriterer dig så meget’. Var dét en idé?

Jeg er verdens mest rummelige menneske. Smiler til idioter, der opfører sig nederen over for andre mennesker i kassekøen – og det er ikke i trods. Men mener bare, at man har et ansvar for at opretholde den der balance. Når folk taler grimt til hinanden, så taler jeg endnu pænere. Når andre mennesker hælder galde ud over den 16-årige bumsede knægt bag kassen, så viser jeg ham endnu mere forståelse – og smiler endnu mere. For kan det mon tænkes, at HAN også har haft en dag før han satte sig? Måske i skolen, hvor han har siddet og terpet nutids-r’er og simpelthen ikke kan finde ud af det. Eller har forsøgt at løse en ligning (hvilket jeg virkelig ikke kender nogen der kan)

Jeg har fundet ud af, at forståelse over for andre menneskers udfordringer, det gør at de kan endnu mere. Og hvis jeg kan vise, at jeg er sygt dårlig til at holde mit hjem rent – og dermed ikke punkes for det – det gør, at jeg får lyst til at gå ud med skraldet og holde det. Hvis jeg derimod kan mærke, at jeg skal ændre noget – for at gøre andre glade, så virker det lige modsat. Så får jeg KUN lyst til at krølle mig sammen under dynen, til en tvivlsom serie på Netflix.

Så hey, be nice. Always. Det betaler sig altid.

In the meantime glæder jeg mig da bare over, at jeg (endnu) ikke har haft behov for sådan en her.  (affiliate)

Det kommer ikke til at nå så langt, I promise!