Drugs online!

2017 har klart været dét år hvor jeg har indtaget mest lort

Og det er ikke bare flødekartofler og den sædvanlige nummer 38 oppe på Mozarts Grill. Det har også været medicin. Og jeg hader sådan noget. Som i: bryder mig VIRKELIG ikke om det.

Men Pfenerganen har virket. Jeg fik sovet. I hvert fald nok til at jeg fik indhentet en del søvn på den misligholdte konto. Det var nu altid meningen at det var en kort kur. For jeg bryder mig ikke om medicin, medmindre det er strengt nødvendigt. I stedet har jeg byttet drugs ud med mørklægningsgardin og mindre skærmtid før sengetid. De kloge siger, at jeg ikke producerer nok melatonin. Og jeg giver dem ret. For det er sjældent at jeg sover igennem.

Det har så desværre en down side. For det betyder bare at jeg er mere end bare almindeligt træt.

Træthed fodrer stress og angst

Hvilke jeg også har datet i år. Begge to. Og sikke et bekendtskab. Stress kendte jeg til i forvejen. Der ved jeg hvad jeg skal gøre. Og hvad jeg IKKE skal gøre.

Angsten er en helt anden ting. Man skal nok have oplevet det for at forstå det. Min angst blev udløst af helt enormt mange faktorer. Usikkerhed, udmattethed, utilstrækkelighed, uvished – og de andre ting der ikke starter med u: dårligt selvværd, afmagt og en evig følelse af at skulle please alt og alle omkring én.

Panikangst har mange ansigter, men hos mig der viser det sig som hjertebanken. Og ikke på den hyggelige måde. Jeg har haft nætter, hvor jeg har ligget på maven, med hænderne samlet oppe ved mit hjerte, fordi jeg var så bange for at det skulle løbe tør for kræfter og gå i stå. Og mens det sker, så pibler sveden af én, og man tænker ikke en eneste rationel tanke – udover hvad der skal spilles til ens begravelse. Det er så pisse ubehageligt at det ikke kan beskrives med ord. Man er, kort sagt, ikke et sekund i tvivl om at man stiller træskoene lige om lidt.

Endnu værre er angsten for angsten. For når man først har prøvet at ligge dér og holde om hjertet og tænke på, om man vil brændes eller ej – så falder man i søvn og vågner næste morgen. Og er TOTALT udmattet. Og det er klart. For under et angstanfald, der bruger kroppen så mange ressourcer at det svarer til at udføre en større bjergbestigning. Og det er endda uden at have trænet op til det inden. Så man har ondt alle steder. Mest af alt rent mentalt. For frygten for hvornår det sker igen, den er ulidelig.

Heldigvis har jeg lært at styre den. Dyrebar terapi og accept er vigtigt. Og så er det også vigtigt at behandle sin krop godt. Hvilket kan være svært, når man faktisk bare er lidt sur på den og synes den behandler én uretfærdigt.

Jeg ejer medicin der kan tage toppen af det hele. Men jeg forsøger at nå derhen, hvor den ikke er nødvendig. Det betyder at jeg har dage hvor jeg vågner og ved at det bare er ‘sådan en af de dage’. Ergo skal jeg ikke ud og handle ind når alle andre gør det. Jeg skal ikke lave aftaler. Jeg skal ikke være noget for nogen som helst andre end MIG den dag. Og jeg er blevet god til at forudse det. Heldigvis.

Men jeg har også lært, at jeg ikke skal være sur på min krop. For den kan ikke gøre for det. Til gengæld kan jeg gøre andre ting for at den får det bedre. Så jeg også får det bedre. Velmenende mennesker har sagt, at jeg bare skal i gang med at dyrke noget motion. At jeg skal spise mere broccoli. At jeg skal ryge mere pot, eller meditere og dyrke yoga. Gode råd er gratis. Men når man ligger ned, så er man egentlig pænt ligeglad.

Heldigvis så ved jeg godt hvad der skal til. Og i hvilket tempo det skal ske.

For eksempel har jeg haft hektiske dage nu her – deadlines der skulle nås – så der kan komme penge ind på den der konto min bank mener altid skal være i plus. Vigtigst af alt, så har jeg også søgt et job som jeg virkelig, VIRKELIG gerne vil have. Men det er svært at nå alting til tiden, når man mest bare har lyst til at lægge sig til at sove og forsvinde fra virkeligheden. Og det er sært at man har det sådan. For i virkeligheden vil jeg jo bare gerne joine verden igen. Men jeg har glemt hvordan. Sådan er det, når man har været nede med nakken.

I morgen skal jeg til det møde jeg har frygtet de sidste to måneder. Som har hængt over mig som en fucking tung byrde. I TO MÅNEDER. Men jeg er stolt af mig selv. Fordi jeg den seneste uge har fået lavet virkelig meget. Jeg har skrevet. Jeg har levet. Jeg har arbejdet og jeg har søgt. Og selvom jeg som 32-årig hylede min mor op i telefonen i går aftes, fordi jeg ikke turde sende en ansøgning afsted, fordi jeg ikke er sikker på at mit selvværd kan holde til et afslag, så gjorde jeg det alligevel. For som hun sagde… Jeg ville komme til at fortryde det hvis jeg lod vær. Men det er pisse svært at sælge sig selv på papir, når man mest bare ser sig selv som én der ikke rigtigt duer til noget. Men det skal nok komme. Det bliver det nødt til.

Første skridt på vejen er at behandle min krop, som jeg gerne vil have at den behandler mig. Og jeg har mange gange stået nede på apoteket og skulet ondt på hylderne med vitaminer og kosttilskud og tænkt ‘Tror de jeg er millionær, eller hvad?’ For hvor skal man overhovedet starte? Jeg ved da godt at jeg mangler alt fra Jern til D-vitamin. Og oxytocin i pilleform. Men kram og penis kan man desværre ikke få i håndkøb, men mon ikke der er nogen der finder på det snart? I hope so. Men indtil da, så gik jeg med til at teste et produkt som jeg på forhånd var ret skeptisk over for.

Men det var lige indtil jeg satte mig ind i konceptet. For i stedet for at stå nede på apoteket og smide 500 kr efter potentiel godhed til egen krop, så blev jeg introduceret for et væsentligt smartere koncept. For jeg vidste jo heller ikke hvad mit behov var?

Via Take Daily har jeg fået skræddersyet mit behov når det kommer til vitaminer og mineraler. Og deres hjemmeside er noget nær den mest nemme at navigere rundt i. Og det siger jeg ikke bare for sjov. Man indtaster sin alder, hudtype, hvor meget tid man bruger i sollys, om man drømmer om at blive gravid, om man er på kur, hvor ofte man dyrker motion, om man føler sig stresset og mangler energi, hvordan ens immunforsvar går rundt og har det – og om man ryger. Om man har ondt i kroppen og om hvilke madvaner man har. Er man veganer? I så fald, hvor mange grøntsager og frugt spiser man om dagen? De spørger også ind til, hvor meget brød og smør man indtager – og her er det altså vigtigt ikke at lyve! Det er ikke en test i Woman om man er in or out. Det handler om at finde de bedste drugs, for fanden. Så jeg svarede at jeg spiste fucking meget brød og smør. Brød og smør er min religion! Praiiiiiiiiise the bread and butter.

Og mens jeg sad og skrev indlægget her, der tog jeg testen igen. Og det tog seriøst under 5 minutter. Og jeg er glad for at jeg fik det samme resultat som jeg har modtaget med posten. Og ved I hvad?

Nogen har samlet et dagligt indtag af vitaminer og mineraler til mig. Tre piller. Der kan booste min krop og sørge for, at jeg får de ekstra tilskud som jeg ikke kunne overskue at finde frem til selv. Og det var noget med jern (ikke penis, desværre) sol og fisk.

Og selvom jeg for alt i verden gerne ville have at I joinede abonnementet – så vil jeg først og fremmest opfordre til, at I tester jer selv på deres hjemmeside. Og så tager man den derfra. Og som I kan se, så er pakken ikke engang grim at have stående.

Hvis I er fristede, så kan I benytte koden LM2017 – den giver første måned gratis. Man skal dog være ny kunde, for at benytte den. Men ergo er den første måned gratis, og jeg kan hilse at sige at min ‘dosis’ koster 149,- pr måned. Og det er alt det gode til mit behov. Besøg deres side her.