Må jeg så stadig gerne (op)leve?

Det var egentlig ikke meningen at jeg sådan rigtigt ville gå ind og puste nyt liv i en lidt ældre debat. For debatter er ikke min stærke side, når det kommer til mine egne skriverier. Kort sagt fordi, at jeg har det lidt svært med at være dén der bliver snakket om. Krøb aller helst bare ned i et hul og blev dér, hvis jeg skulle agere efter hvad min grundlæggende følelse er.

Men jeg vidste godt, at da jeg i mit tidligere indlæg skrev, at jeg fik besøg af Schweizeren – og at jeg havde været så fræk at foreslå at vi tog ud og spiste en af de dage han var her. Valget faldt på Bäst, som rigtigt nok ikke er verdens billigste sted at spise. Og hvordan kan jeg være bekendt at spise dyrt, når jeg ikke rigtigt kan få det økonomiske til at hænge sammen?

Og kunne jeg overhovedet tillade mig at skrive om det på bloggen? Eller vise det på Instagram? Næppe. For nu har jeg jo over en længere periode haft det oppe at vende, at økonomien er stram – og at jeg langt fra får alle ender til at mødes hver måned.

Og ganske rigtigt, så tikkede denne her kommentar ind:

“Min kommentar vedrører mest din kommunikation – no offence, men har du tænkt lidt over, hvordan det virker på dine læsere, at du én dag ikke har råd til salt til ægget, og det næste spiser på en af byens bedre restauranter? Jeg mener dette omsorgsfuldt. Men måske endte det med, at din ekskæreste betalte? Jeg har nævnt dig for en veninde, der tilfældigvis er psykolog – bl.a. da du første gang bad om penge og få uger efter havde købt (ganske vist) genbrugsmøbler. But still. Det sender et meget uheldigt signal. For jeg undrede mig meget over din risikovillighed ift. kommunikation. Hun sagde på en god og mild måde, at det måske handler om manglende selvindsigt, manglende selverkendelse og så en snert af noget personlighedsforstyrrelse – at nogle mennesker løber nogle store risici, fordi de simpelthen tror, at de kan slippe af sted med det uden sociale sanktioner, uden at folk undrer sig over, hvordan de én uge taler om havregrød hele ugen og den næste vil invitere sig selv på Bæst, men finanserne rækker ikke til det. Jeg synes, at du bevæger dig på farlig grund ift. de signaler, du sender til dine læsere. Det er ikke comme il faut at vedblive at bede om penge, hver gang du rammer den 1. i måneden og pengekassen er gabende tom. Det ville være bedre, hvis du simpelthen tog betaling for hvert opslag.

Der er absolut intet galt med denne her kommentar. Faktisk er den i den virkelig saglige ende.

Kan godt lide, at den ikke langer ud efter mig som person – men mere mine handlinger. Og så sættes der naturligvis spørgsmålstegn ved disse handlinger. Men jeg bliver også nødt til at uddybe lidt nu, kan jeg mærke.

For intet er godt, uden at der også er noget der er skidt. Og omvendt. Mit nødråb på bloggen – som ikke har været nemt – det har også medfødt en ekstrem downside. En kronisk dårlig samvittighed fordi, at jeg har følt at skulle efterleve de ting jeg selv har hevet violinen frem og bedt om hjælp til. Downside har været – og er så sandelig stadig – at jeg har fået en følelse af, at jeg så ikke må ret meget. I frygt for at de løftede pegefingre kommer. Som det nævnes i kommentaren, så har jeg købt ikke bare ét – men TO nye genbrugsmøbler indenfor det sidste halve år. Jep, that is right! Jeg har købt to kommoder. Én til Alfreds og mit tøj – og én til alle de dimser man får sneget med sig ind i en lejlighed når man er knap 5 år. Jeg har også købt strømper og nye underhylere.

Vi bor på meget lidt plads, Alfred og jeg. Fordi vi netop deler lejligheden med nogen. Så det er yderst vigtigt, at alt ikke bare er kaos og flyder – men at alt har en plads. Et sted at lægge tøj i, og et sted hvor Alfred kan lægge sine ting, når legene er slut.

Og havde jeg dårlig samvittighed over at købe to ting der immervæk gør boligsituationen lidt mere tålelig? JA! For tænk nu, hvis folk tænkte dårligt om det. Ergo har jeg ikke fundet balancen i, hvornår det er okay at smide penge efter noget. Jeg havde også nogle måneder, hvor jeg synes det var rigtig ubehageligt at gå ud og købe ind. For hvad nu, hvis hende der stod bag mig ved kassen kiggede på mine køb og tænkte: Nååååååååå! Der er NOK nogen der kan, hva? Og det er endda helt basale indkøb, som alle gør sig. Og det er super dumt, for jeg tænker enormt meget over hvad jeg køber ind. At jeg køber det der skal bruges og ikke så meget mere.

Problemet her er, at jeg ikke længere føler at jeg kan dele ting på bloggen, uden frygt for at nogen råber op og shamer mig. Yes, det er nærmest slut-shaming-følelsen. At jeg er en økonomisk slut, der smider om mig med penge og dyre restaurantbesøg den ene uge, for så at tude og bede om hjælp den næste. Og jeg blamer ikke dem der tænker sådan.

Men jeg vil igen understrege, at mit liv på bloggen er en promille af mit liv ude i virkeligheden. Spørgsmålet går vist på, om jeg kan tillade mig at invitere mig selv på middag på en god restaurant. Faktum er, at det gjorde jeg. Og at jeg aldrig har haft behov for at dele hvordan fordelingen ligger ifht den vanvittige økonomiske forskel der er mellem ham og jeg. Det kommer simpelthen ikke andre ved. Jeg har også skulle høre mange gange, at det da var klart at jeg ikke havde nogen penge, når jeg rejste til Schweiz så ofte som jeg gjorde engang. Men ved I hvad? Hvem siger at jeg selv betalte hver gang? Og ville det så være en trøst at understrege, at det koster det samme at flyve til Zürich som det gør at besøge min mor i Jylland? For så er jeg ikke sikker på at kritikken havde haft helt den samme klang. Og hvad nu hvis jeg havde inviteret mig selv på middag oppe på Mozarts Grill? Havde det så været mere okay?

Vi er ikke ude i en sugar-dating situation her. Men det har altid været implicit at jeg rådede over væsentligt mindre end ham. Ergo har det aldrig været andet end naturligt, at det var ham der betalte de dyre oplevelser. Og mig der købte ind og betalte kaffen. Så shame on me, at jeg var ude og spise i tirsdags. Og shame on me, at vi også var en tur forbi Arken og se den nye Michael Kvium udstilling. Men det er sådan noget han godt kan lide at gøre når han er hjemme. Og så længe jeg sørger for at der er kaffe i huset og toiletpapir til at tørre røven med, så er han tilfreds. Han har aldrig nogensinde nævnt et ord om ulighed – eller nævnt at jeg udnytter ham for oplevelser der normalt ligger udenfor min rækkevidde. For faktum er, at han selv er en del af oplevelsen. Ergo er han ligeglad med hvem det er der svinger kortet. Og han er slet, slet ikke så luksus når alt kommer til alt. Bare se på vores sommerferie sidste år. Cykelferie på Samsø, hvor vi sked i skoven og huggede kartofler på markerne og levede af mad lavet på gasblus og drak os stive i papvin.

Så kan vi ikke lægge det emne ned? For jeg vil så gerne dele oplevelser med jer – både de gratis og dem der ikke er. Men jeg holder det ikke ud, hvis det betyder at jeg skal frygte at blive set som en der lider af personlighedforstyrrelser og manglende evne til at formidle hele mit liv ud. Bloggen er ikke hele mit liv. Men jeg kan så godt lide at dele noget af det med jer. Og ja, jeg søger jobs. Og JA jeg undersøger hvad der undersøges kan. Men jeg er ikke hverken klar eller villig til at dele alting lige nu.

Når det så er sagt, så er I velkomne til at dele jeres tanker i en kommentar. Både ifht til indlægget her, men også generelt. Jeg kan godt holde til det. Så længe det bare foregår på en ordentlig måde. Og nej, det er ikke mig der trækker ‘sensitiv blogger’ kortet. Det er mig der siger ‘Trine ER sensitiv. Så be kind.

Og igen, al støtte er velkommen – og ganske frivillig. Læs mere HER.