Hvad hedder nosser egentlig i ental?

I går skrev jeg lidt om hvilke tanker man gør sig, når man tager på pressetur til et land langt, langt væk. Primært gik mine bekymringer på at jeg skulle op og flyve, og at jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle ned os se, dernede i Jordan. Ville jeg kunne tåle synet?

Derudover var jeg også lidt bekymret over at skulle afsted med en flok jeg aldrig før havde mødt. Som sagt rejste jeg med to dejlige damer fra UNICEF Danmark, men derudover havde jeg også selskab af en journalist fra Kristeligt Dagblad samt en gut fra Radio 24/7.

Naturligvis havde jeg googlet disse mennesker en smule – ikke til ukendelighed, for på en eller anden måde kan den slags altid ødelægge et vigtigt førstehåndsindtryk. Så da vi alle var samlet i gaten, og det første akavede ‘hej’ var overstået, så var jeg lidt mere rolig. Jeg havde selskab af den rare journalist fra Kristeligt Dagblad på den første tur nach Berlin, hvor vi skulle mellemlande. Og jeg mestrede, IKKE at drikke mig fuld allerede i Kastrup, da jeg jo egentlig ikke havde behov for at gøre mig selv til den belastende person jeg meget vel kan blive, hvis jeg drikker G&T inden klokken 12.

Det viste sig nu, at alle mine bekymringer blev gjort til skamme. For selvom vi var en noget broget forsamling, så var der alligevel en del socialt samvær at komme efter. Allerede på dag 2 ud af de fire blev vi enige om, at alle i selskabet egentlig godt kunne bruge en tur i baren efter vi havde tilbragt hele dagen med at høre den ene triste historie efter den anden. Derudover var vi ude og spise lokalt hver aften. Hvilket faktisk er en super måde at slutte en lang dag af på. I hvert fald i et fremmed land, i selskab med fremmede. Det gav en ret fin stemning alle dage, at vi ikke bare låste os ind på vores værelser og holdt os helt for os selv. Et stort issue i Amman var, at de meget sjældent serverer alkohol på restauranter. Ergo måtte vi jo gå i baren på hotellet.

Tredje aften var vi atter ude at spise, og vi spottede hurtigt at menukortet både indeholdt lever, hjerner og testikler. Og man skal fandeme ikke være for fin til at udvide sin gastronomiske horisont en smule, vel? Så gutten fra Radio 24/7 var fast besluttet på, at de der nosser – dem skulle han i hvert fald prøve. I mens sad resten af hans harem (os tre voksne damer) fniste på den umodne måde, da vi egentlig ikke helt kunne forlige os med at spise nosser. Uanset om det så var fra en ged.

Ind kom retterne – og der blev kigget langt efter nosse-fadet. For hvordan serverer man egentlig den slags? Til min store overraskelse så jeg, at nosser kommer i en lage af hvidløg og løg – og at det faktisk så helt godt ud. Så jeg blev enig med mig selv om, at hvis jeg nogensinde skulle have nosser til forret (udover under det gængse forspil) så skulle det da være på en libanesisk restaurant. Så jeg greb gaflen og spiddede en enkelt og tog en bid.

Og så fandt jeg ud af, at der bestemt var en grund til den kraftige lage – for gedenosser lugter præcis som ægte menneske-nosser, og jeg blev så overvældet at jeg stak min gaffel med gede-testiklen direkte op i næsen på Julie fra UNICEF mens jeg helt overvældet konstaterede at de lugtede præcis som menneske-nosser. Og der gik sådan cirka ét sekund før Julie lå ned på bænken og grinede og lidt gik i chok over det jeg lige havde udsat hende for.

Det næste stykke tid gik med at dufte løs til de her nosser, da mit kvindelige selskab kun gav mig ret i, at nosser har en meget særpræget duft. Jeg spiste ikke den anden halvdel, men kan i det mindste skrive det på mit CV nu. Har spist nosser. En halv.

Det eneste jeg mangler er at finde ud af, hvad nosser egentlig hedder i ental? En nos? En nosse? Nossen?