Se hvad jeg fandt i arkivet!

Der findes en million fødselsberetninger på nettet – alle skrevet af kvinder. Jeg læste utroligt mange af dem op til min fødsel. Der fandtes bare kun en enkelt håndfuld beretninger, der var skrevet af mænd. Så jeg lokkede lidt med min egen, og han skrev sin beretning, og den kom online på bloggen kort efter. Den dag i dag, er det stadig en af de mest læste posts på bloggen. Så gætter mig til, at mængden af fødselsberetninger, skrevet af mænd, derfor stadig er ret lille. Desværre.

Here goes:

Overordnet set vil jeg sige dette: En fødsel er et studie i, hvad kvindes krop kan tvinge hende til af ting, som hun slet, slet, slet ikke har lyst til. Og det var det absolut værste ved dagen: at se min kæreste i dyb, inderlig og opgivende smerte. Det var så også ret fantastisk at se hende bide tænderne sammen og smertene i sig, tage fat om sine lår og presse alt hvad hun motherfucking kunne, indtil verdens smukkeste dreng kom ud af hende.

Min dag begyndte klokken 10, da Trine vækkede mig og fortalte at vandet var gået. Der gik ikke længe, før hun lå på sofaen og skulle bruge en hånd at klemme i hvert tredje minut, alt imens jeg forsøgte at pakke til hospitalet. Sådan set meget passende at graviditeten skulle slutte der, hvor den primært har fundet sted: sofaen.

Jeg ankom til Rigshospitalet med to tasker, en ammepude og en kæreste, der liiiige skulle stoppe og liiige skulle sidde ned og til sidst ikke gad gå længere. Der sad hun i en stol på tredje sal – lige over fødegangen (i øvrigt tak for vejviseren, verdens mest inkompetente informationsmedarbejder. Måske er hun bare vant til at paniske mænd, der fabler om at “der er et barn i min kæreste og det skal ud!” sandsynligvis leder efter abortgangen). Så jeg løb ned af trappen, hentede en kørestol og bar den op ad trappen igen – fordi jeg ikke kunne overskue at lede efter elevatoren (hvor der i øvrigt stod en stol, som Trine tvang mig til at hugge i stueetagen, da vi skulle op). Der havde jeg lidt følelsen af, med en kørestol i armene i en trappeopgang, “se mig, jeg er en sej kæreste, der gør alt, hvad der står i min magt for at den her fødsel går godt”. Jeg følte mig også lidt som ham den paniske idiot, der lige have båret en kørestol op ad en trappe.

Fra det her punkt kommunikerede Trine kun med mig i tonelejet “råb”. Jeg kunne heldigvis se på personalet, at alt gik som det skulle, så det sværeste for mig var faktisk at lade være med at grine min fødende kæreste op i hovedet. Hvis jeg havde gjort det, var det nok meget godt, at vi var på et hospital.

Første råd: Tag med jeres gravide kæreste til fødselsforberedelse.

Andet råd: Hør efter, når I er til fødselsforberedelse.

(Alternativt – læs op via nettet, det er er god mulighed for. I behøver ikke vide alt om en livmoder, men det er meget rart at vide at en fødsel er i faser – og at faserne bliver gradvist værre).

Jeg var ret godt forberedt. Både på hvad vi skulle gøre før vi tog på hospitalet og da vi så endelig var der og var igang med fødslen. Det var jeg primært fordi Trine var godt forberedt, og siden hun ikke har talt om andet (næsten) i ni måneder, var der alligevel noget af det, der var trukket ind hos mig.

Næste råd: Selvom Trine havde forberedt sig til et punkt, hvor hun mere eller mindre selv var jordemoder, og jeg havde forsøgt at følge med så godt som muligt, var der stadig tusind spørgsmål, der trængte sig på under fødslen – for begges vedkommende. Og det gik op for mig under fødslen, at vi havde snakket nok så fint om, hvad vi skulle gøre til fødslen, men ikke om hvordan vi skulle gøre det. Vi havde slet ikke fået talt om vores fælles kommunikation. Jeg kan som regel mærke på Trine, hvis der er noget, der tynger hende. Og jeg kunne mærke på hende under fødslen, at hun ikke fik nok svar på sine spørgsmål til jordemoderen. Og jeg holdt mund. Jeg ville ikke blande mig. Jeg tænkte, at det havde jordemoderen helt styr på og hun sagde det, som var nødvendigt at sige. Jeg ville ikke ‘skræmme’ eller bekymre Trine med mine spørgsmål, hvor hun så kun nåede at få lidt af svaret ind på lystavlen mellem lattergas og presseveer.

Men jeg skulle have spurgt mere! For Trine havde flere spørgsmål. Jeg havde flere spørgsmål. Det lykkedes faktisk jordemoderen at give mig nogle meget håndgribelige forklaringer på, hvad der foregik. For eksempel da barnet lå skævt i bækkenet og hovedet lå bag en ‘kant’:

“Forestil dig, at du prøver at tage en rullekravebluse på, men at du trækker den skævt ned over hovedet” – fair nok, det kan jeg forholde mig til. Men den samtale var Trine helt uden for. Hun fik bare et “Det går fint, du er SÅ sej, Trine! PRES, PRES, PRES og NU stikker jeg mine fingre op i dig igen”.

Så set i bakspejlet skulle vi have brugt meget mere tid på at forberede os sammen – også så Trine følte hun havde en allieret, mere end en saftevandspusher. Så havde jeg nok været lidt mere værd (i hendes øjne).

Jeg vil så også lige indskyde her, at det at være med til sit barns fødsel er en helt fantastisk ting. Men jeg kan godt være lidt misundelig på de mænd, der gik ud og fik en øl, en skarp og en cigar og kom tilbage, når babyen var ude. For det er godt nok ikke særlig maskulint at være “ham med saftevandet” i seks timer.

Det fjerde råd bliver: Tag det roligt. Det er en lang dag (de flestes sikkert også længere end min). Der sker mange ting, som du ikke umiddelbart forstår – stol på de fagfolk, der er omkring jer. For os gik alt som det skulle – og det kunne jeg også mærke på (det fantastiske) personale på Rigshospitalet. Der er også mange (meget, hvad skal man sige, voldsomme) synsindtryk. Blod, nåle, tis, lort, sved, tårer og rigtig meget Crocs-fodtøj. Jeg valgte, at jeg kiggede på alt én gang, og så lod jeg det være efter det og fokuserede på Trine – og saftevandet. Jeg fik det aldrig dårligt, men jeg tænkte også: “Hvorfor friste skæbnen?”. Det hjalp mig meget at slå det lidt ud af hovedet – det er en naturlig del af processen og det er ikke ‘klamt’ (selvom det virkelig er megaklamt meget af tiden).

I det hele taget gik Trines fødsel rigtig stærkt. Undtagen i de to timer, hvor den ikke gjorde det.

“Hvor lang tid er der tilbage!” råbte min lidende kæreste igen og igen.

“Vi er snart færdige” lød svaret (det var også cirka sådan ungen blev undfanget).

Jordemoderen ville naturligvis ikke give et svar – folk bliver så pokkers sure, når man lover dem noget, man ikke kan holde.

Og jeg tænkte: “Nu må Trine da snart fatte, at hun ikke får det at vide” – men jeg var sat’me også spændt på, hvor længe vi skulle stå der.

Der var på én gang de længste og korteste syv timer i mit liv.

Efter det er mit liv én lang sløret tåge. Ingen dage, ingen datoer. Jo, den 6. januar da mit liv forandrede sig for bestandigt og den 1. februar, når jeg begynder på arbejde igen. Alt mellem de to dage er delt op i tre-timers-lure, madninger, bleskift, vasketøj, bleskift, vasketøj, bleskift, bleskift og bleskift.

Sidste råd: Vær til stede. Både under fødslen, men især også efter. De, der siger at manden er ligegyldig. mens mor ammer, tager fejl – der er masser af kedelige, praktiske gøremål, der skal ordnes. Og så er dobbelt så mange smukke, sjove, uerstattelige øjeblikke med din kæreste og dit barn. Det er hårdt, for pokker det er hårdt, men det er også vidunderligt.

Jeg havde planlagt at slutte dette indlæg af med at fortælle, at min kæreste nu sidder ved siden af mig og tuder, mens vores søn besørger i hendes arme – men det passer ikke. Altså, det gjorde det tidligere, men lige nu ligger de begge to og sover – i vores seng. Det er det mest fantastiske syn nogensinde – indtil i morgen, hvor de to igen får min hjerte til at smelte (jeg går stadig og venter på at få min maskulinitet igen).