Kan man det?

Well, I can.

Og nu tænker I sikket ‘hvad snakker hun om’??

Jeg snakker om, hvorvidt man kan være venner med sin eks.

I disse dage er Schweizeren på besøg, og det er faktisk virkelig længe siden han sidst var i Danmark. Sådan er det med ham. Sidst han var her, der var det sommer – og vi kunne gå lange ture og kigge lidt på byen og sidde udenfor og spise. Nu er det efterår. Koldt, vådt og blæsende. Men jeg glæder mig altid til hans selskab, for der er virkelig stor forskel på FaceTime og telefonopkald, til the real deal. Han landede i min del af landet i går eftermiddag, og jeg har haft nogle stramme dage med uro i kroppen og generel modstand til det der livet. Det hænger mig langt ud af halsen, at jeg ved at der er møder og ting jeg slet, slet ikke er gearet til. Og det er nærmest lige om lidt. Og hvad er så i virkeligheden bedre, end at få besøg af én, der kender mig som ingen andre gør. Som kommer med råd, men ikke dømmer mig.

Kan huske at jeg stressede max de første par gange han skulle besøge mig her i Danmark. For jeg har tilsyneladende et kæmpe talent for at finde de her ordensmennesker, der har styr på langt det meste. Så kan stadig huske, hvordan jeg malede mit lyserøde soveværelse hvidt igen, fordi jeg tænkte at ingen ville date en skør katte-damme med et soveværelse der lignede en 18 kvadratmeters candyfloss. Turns out, at han nok havde været pisse ligeglad når det kom til stykket.

I går havde jeg inviteret mig selv på middag på Bäst på Nørrebro. Har længe haft lyst til at prøve det, men finanserne rækker ikke lige til de der besøg på restauranter. Heldigvis var han med på den. Og vi åd os i gennem en ret stor menu, bestående af alt det gode fra køkkenet. Kan kun anbefale stedet – også selvom det ligger i den lidt dyre ende. Men maden og servicen levede klart op til prisniveauet – og hvis jeg selv kunne vælge, så ville jeg gerne leve af deres hjemmelavede burrata resten af mine dage. Især deres burrata, rørt op med fløde og toppet med friskrevet trøffel – tror jeg kom en lille bitte smule. Men jeg er også en sucker for trøffel. Deres pizzaer er også pisse gode – og alt i alt, så gik vi mætte derfra og fluks over på den modsatte side, hvor Brus ligger. Der kan man vælge mellem en masse forskellige øl – and so we did.

Mens vi sad og spiste, spottede han to af sine gode venner – og de var på vej i biografen. Og det passede perfekt med, at de joinede os på Brus efter deres film var slut.

Og hvor er det dejligt at ingen undrer sig over at vi stadig ser hinanden når muligheden er der. For det er måske lidt udefinerbart det vi har gang i. Men hvem kender os, bedre end os selv? Han er, og vil altid være velkommen i mit hjem. Og de fleste gange han har været her, der sover vi også i den samme seng. Andre gange ikke. Det kommer lidt an på situationen.

Kan ikke forklare det – men det er som om, at efter alt det dårlige er taget ud af ligningen (usikkerhed, fremtid, følelser, ansvar, frustration) så munder det ud i et venskab, hvor det kun er os der definerer det. Og det gør mig enormt glad. Jeg elsker få, men han er klart én af dem. Og det er fordi han er den eneste jeg har kendt, hvor man taler om tingene. Normalt kan jeg ikke sætte ord på ting rent verbalt. Hvilket er sygt ironisk, når man tænker på, at jeg har flair for at skrive. Jeg kan sætte ord på alt når det kommer til bogstaver. Men hvis man beder mig om at tale om følelser, så er jeg en lukket bog. Men med ham, der kan jeg sige alt.

Sådan har det ikke altid været, men der kan man jo bare konkludere, at mennesker er forskellige.

Lige nu er han ude og mødes med venner, så jeg har haft tiltrængte timer alene, hvor jeg bare har slappet af og ordnet små-ting. Ved min side står der sådan en sag her, og han har lovet mig, at det bliver sat op i morgen.

Sagen er, at gadelamperne skinner direkte ind i soveværelset. Og jeg var nødt til at hænge et mørkt sengetæppe op, for at få det bare en smule mørkt. Hvilket resulterede i, at Alfred sov virkelig godt – og virkelig længe. Så nu var det vist på tide at få gjort noget ved det. Og på en pænere, og langt mere praktisk måde, end det sengetæppe der hænger fast med nåle og lidt får rummet til at ligne en junkiebolig. Så ja, jeg har været i Bauhaus i dag.

Ved ikke hvad dagen lyder på i morgen. Udover nogle praktiske ting der skal fikses. Jeg ved bare, at jeg synes det er rigtig dejligt at der er en mande-mand der kan ordne de her ting. For nok er jeg sej med en pensel og har kreative evner. Men der er langt fra tanke til handling.

Nu ser vi lige hvornår og hvordan Schweizeren får slæbt sig tilbage til Sydhavnen – men det er hyggeligt at han er her. Så nu er det bare med at nyde de sidste to dage inden han flyver hjem igen. (Samt udnytte ham på bedst mulige måde!)

Er I venner med ekser? Jeg er nysgerrig 🙂