I kulissen.

Har lige holdt en lille pause fra skriverierne.

Havde brug for at dvæle lidt ved det hele, men jeg kan også mærke en tomhed i, at jeg ikke får skrevet så meget. Oppe i mit hoved der prøver jeg stadig på at balancere hele det her med ærlighed på internettet. Fordi man kan komme så grueligt galt afsted. Kan skrive under på, at min ellers så skarpe pen – og min ellers så kække og spot-on retorik har lidt en langsom og pinefuld død her i 2017. Jeg har aldrig været så bange for at blive misforstået som jeg er nu.

Det er ærgerligt, men også selvforskyldt.

Troede ikke jeg skulle sige det – men ud af de sidste to-tre år – så har 2017 været et år med udfordringer, der har været liiiiiiige ved at knække mig. Men som altid har jeg forsøgt at slukke de der små bål, inden de blev til ildebrande. Nogle gange er det lykkes – andre gange ikke.

Shit der er mange ting jeg ikke er stolt af. Mange ting, der trods seriøs terapi og grundigt arbejde med det hjerne jeg har tilbage, stadig kan give mig decideret ondt i maven. Der er mange ting jeg burde sige undskyld for – og det er ikke nødvendigvis fordi jeg har ødelagt andres liv på vejen – men mere fordi jeg har gjort folk decideret arrige, kede af det eller oprigtigt frustrerede. Når man er alene med sine tanker, og det føles som om ens hoved eksploderer af tanker – så er det farligt at være armeret med f.eks en telefon. Eller internetadgang. Eller en blog!

Lang historie kort, så har 2017 budt på mere end hvad jeg lige kunne bære i egne hænder. Og aldrig nogensinde har jeg følt mig så alene. Og det er endda selvom jeg har gode mennesker omkring mig. Men 2017 har kostet mig vigtige venskaber, uoprettelige konflikter i forhold til Alfred, sygdom, værdighed og selvværd. Og det sidste var i bund alligevel, så den er næsten værst. For den gør alligevel at man kan håndtere næsten alt andet. Et grundlæggende godt selvværd, det havde været mega fedt at tanke op på – men den slags kommer ikke i de mørke tider. Måske udspringer det efter mørket, når lyset kommer og alt springer ud på ny? Who knows.

Jeg håber i hvert fald ikke, at jeg nogensinde skal opleve alt det her igen. Jeg håber, at den snert af mig, der stadig findes derinde et sted, snart får lov at komme ud og lugte til det gode liv. Det der hvor man har lyst til at stå op til det de fleste morgener. Og for guds skyld – lad nu vær med at misforstå mig – det er ikke mig der siger at jeg snitter håndleddene i aften. Det er mig der forsøger at sætte ord på, hvordan det er at kæmpe en indre kamp i årevis. En måde at forklare, at man bliver et mindre og mindre menneske, når livet konstant skubber én ud over kanten, netop som man var ved at nå halvvejs mod toppen.

Og fordi jeg kun er et menneske – og ikke er armeret med flere superkræfter end dem jeg fik da jeg deponerede moderkagen i en balje på Rigshospitalet – så er jeg så langt fra fejlfri som man kan komme. Lad mig komme med et eksempel fra da det hele var værst:

Mig: Fuck, der er en sandsynlighed for at jeg er blevet smittet med et eller andet. I skrævet. Som om alt ikke var slemt nok i forvejen. Mig: lad mig lige tælle – hvem kan jeg have fået det fra? Hvem kan jeg have smittet? Første samtale går glimrende. Får et opkald fra en dude, hvis seng jeg hyppigt besøgte i løbet af foråret. Så snakkede vi i to timer om whatever. One call down, two more to go. Den midterste mente bestemt at han var blevet tjekket. Så det var heller ikke så problematisk. Ergo måtte jeg foretage et opkald som jeg frygtede mere end 100 cystoskopier samt 10 fødsler, hvor ungen ligger skævt i bækkenet.

Sagen var nemlig, at jeg havde ageret komplet maniac kvinde overfor ham noget tid før, hvilket betød at han havde blokeret mig fra alt hvad man kan blokere andre mennesker fra. Forståeligt nok. Ergo måtte jeg overveje, om det nu var det værd. Altså at ringe på en firmatelefon.

It was not. Eller… Det første opkald gik vel ok. Men min åndssvage kvindehjerne synes at det var ok at ringe op igen. Og så kom møgfaldet. For der blev sagt nogle rigtig grimme ting. Og så begyndte jeg at hyle.. Ikke over ham. Men over hvor pinlig jeg selv var. Får stadig lyst til at kaste op når jeg tænker på det.

Pludselig bliver jeg ringet op. Og personen i den anden ende er hans veninde, som har hørt hele samtalen. Og hun ringede for at høre om jeg var ok. Og om jeg nok ikke lidt havde brug for hjælp. For hun synes det var enormt sært, at jeg opførte mig som jeg gjorde. Og hun havde ret. Det viste sig, at hun arbejdede som socialrådgiver, og hun ville lige høre hvad fanden det hele handlede om. Og så begyndte jeg for alvor at hyle. For det handlede jo slet ikke om ham, kønssygdomme eller manglende evne til at have bare LIDT selvrespekt. Det handlede om, at jeg lod mine egne problemer og mine egne issues gå ud over en ganske uskyldig person.

Men en fremmed kvinde reddede mig lidt den dag. Og hun reddede min evne til, at jeg samme aften rakte ud og bad om hjælp. Fordi alt bare bliver lidt for meget når ens bæger flyder over. Naturligvis handlede det om komplet manglende kontrol over mit liv. For mit liv er Alfred. Men jeg føler ikke længere at han er min. Københavns Kommune har officielt lukket sagen ned. One problem down. Men når man sidder i forhandlinger omkring sit barn – uanset hvordan og hvorfor – så river det ens hjerte ud. Så begynder jeg at distancere mig. Ganske ufrivilligt. For jeg havde på ovenstående tidspunkt en frygt for, at jeg skulle miste ham. Og jeg kan ikke beskrive med ord, hvordan det føles at kigge på sit barn – der er så smukt. Så sød og dejlig og så bare have lyst til at lægge sig ned og hyle fordi man har det som om at ingen mængde af kærlighed er nok. Min største fortrydelse i alt det her er nok, at jeg føler at jeg/vi har mistet dyrebare øjeblikke. Hvor han bare kunne have fået mig. Mig, uden bekymringer. Mig med overskud. Mig, der bare gerne vil være mor når det er min tur. Man skal nok have været i en deleordning for at forstå dén.

Næste møde med Statsforvaltningen er om en uges tid. Gad vide hvor meget panser jeg skal have med denne gang? Jeg svor – at jeg aldrig nogensinde ville ende dér. For det river ens hjerte ud – det river MIT hjerte ud. For selvom de fleste døjer med at det er faren der ikke makker ret eller ikke gider sit barn, så sidder jeg i en ‘luksus-situation’. Alfred har to forældre der vil ham så meget.