Dickpics, godnatsange og dårligt internet

Overskriften beretter kun om enkelte ting og sager fra 2017. Lad os kigge lidt på året der gik!

2017 har budt på lidt af hvert. Mest af hvert. Faktisk føles det som om, at året har varet i 10 år – og jeg føler mig mindst lige så meget ældre. I aftes lå jeg og blev i tvivl om jeg egentlig var 31 år eller 32 – måtte lige tælle efter. For dét jeg ser i spejlet, og dét jeg føler i kroppen, der burde der stå 1966 på min fødselsattest. Ikke 1985. Utroligt nok har jeg kun spottet ganske få grå hår, men det kan også bare være lyset. Det må være lyset. Til gengæld har jeg haft besøg af et hidsigt hår på hagen, som er virkelig svært at komme af med. Måske bliver 2018 året, hvor jeg kan hoppe ind i 2019 med et kraftigt fuldskæg. Who knows?

I så fald, så kommer jeg nok ikke til at blive beriget med nær så mange dickpics. Hele 8 styks kan jeg tælle på den konto. Mænd er virkelig gavmilde med den slags. Men antallet af dem på min telefon lige pt er nul – for har lige fået af vide, at jeg har opbrugt al plads på min telefon. Og så må pladsen vige til fordel for andre vigtigere ting. F.eks alt andet.

Antallet af dates i år har været ret mange. Eller… Nu ved jeg jo ikke hvad mange er. Men kan tælle mig frem til, at jeg har mødtes med omkring 15 – og jeg ynder at sige, at jeg har haft mine 20’ere i år. Jeg levede virkelig kedeligt i mine 20’ere. Så no worries. Hopper ikke ind i det nye år med tanken om, at jeg har været slutty. Har haft nogle virkelig hyggelige dates.

Alt i alt, så har 2017 været et år, hvor der har været fokus på venskaber. Eller relationer, må jeg hellere sige.

Min relation til Telia er ikke skide god. De fangede mig på den dårlig dag. Og lokkede mig ind i deres spind. Og lige siden har jeg bandet dem langt væk. Men sådan er det når man har et CVR-nummer. Man bliver ringet op i tide og utide, og alle er klar til at give mig deres førstefødte, hvis blot jeg giver efter. And I did. Og derfra startede et sandt helvede, hvor jeg ikke alene følte at nogen havde hældt Rohypnol i min morgenkaffe, men også at jeg hver eneste måned følte mig, ja… you know. Lesson learned.

Mit internet er i hvert fald noget lort. Og jeg løber altid tør for data. Men det er ris til egen røv – for det er ret svært (og enormt dyrt) at slippe ud af den slags igen. Altså = date-rape, bare uden en date. Tæller månederne til jeg kan slippe ud af det skidt igen. Mine regninger er enorme.

Det gode er dog, at jeg får noget motion, hver gang jeg skal op på den lokale café og låne hans internet, fordi jeg er lammet rent internetmæssigt. Det sker sådan cirka en gang om måneden. Mega fedt, når man bor to selvstændige og et barn under samme tag. Tak, Telia. Jeg siger ikke at jeg har siddet deroppe med min bærbare klokken 4 om natten i Sydhavnens mørke for at finde WIFI. Men siger heller ikke at det ikke er sket.

Jo, jo. De ville da gerne sende en tekniker ud, men det ville så også lige koste mig en måneds madbudget. As IF!

De andre relationer er heldigvis bedre. Venskaber er det vigtigste i hele verden. Men jeg kan godt have det lidt svært med dem. Måske fordi der er en slat dårlig samvittighed gemt dér, fordi jeg mest bare har været hende der har taget. Ikke givet så meget. Og spørgsmålet er, hvor lang en snor man får. Lang nok, heldigvis. For jeg er ikke nem at være ven med. Jeg har været typen der ringede op når mit eget hoved ikke kunne rumme mere. Men heldigvis, så har folk været gode til at ‘call’e mit bluff’.

Jeg elsker dem for det.

Ros har der været meget af i år. Folk siger, at de godt kan lide det jeg skriver. Men rosen flyver direkte henover hovedet, når man selv synes man er en idiotisk, talentløs nar, der ikke har styr på ret meget.

Og egentlig vil jeg skynde mig at sende en tak ud til jer, der så troligt læser med – og giver mig kamp til stregen, når de åndssvage tanker fylder for meget.

Stunderne med Alfred har været mange. Men jeg har også måtte smide håndklædet i ringen lidt. Tre møder i år, hos forskellige instanser har betydet, at han ikke er hos mig så meget som før. Ærligt talt, så har jeg ikke orket at kæmpe flere kampe. Der har været så meget i kulissen, som ikke bliver delt her – og med rette. For det vigtige er ham. Og jeg sluger gerne en million kameler, hvis det betyder at min unge trives og har det godt. Så kan man kæmpe senere. I morgen. Eller næste år. Det er den gode gamle historie fra flyvemaskinerne: tag altid iltmasken på før du hjælper andre. Det har altid været mit problem. Også selvom folk ikke ved det.

Ergo har der også lydt mange vers af ‘jeg ved en lærkerede’ sunget i helt forkerte toner. Fordi man elsker sine børn så højt, men ikke er i stand til at kæmpe mod større og stærkere kræfter.

I går morges sagde jeg farvel til Bøffen, og jeg vidste at hans jul ikke involverede mig. Jeg æder den. For flere år i træk. Men jeg gør det gerne, fordi hans verden omhandler tryghed. Det skal han have. Altid. Og jeg ved at han får det godt. Til gengæld får jeg lov til at skyde et nyt år ind med ham. I selskab med nogle af de mennesker jeg holder allermest af. Og det gør mig glad!

Glæde har der da også været en del af i år. I år oplevede jeg at blive forelsket – og selvom det ikke holdt ved, så var det dejligt at vide at jeg stadig er i stand til at holde af mennesker på dén måde. Intet er tabt, så.

Om 5 dage er det juleaften. Og selvom jeg ved, at jeg i år IKKE skal på jagt med min bror på den vestjyske hede, med kæmpe store våben – så glæder jeg mig til at give min mor et kram – og takke hende for at være min evige støtte i alt. ALT.

Familie trumfer alt. Måske er det også derfor at det gør så ondt igen og igen, at den jeg troede jeg selv havde lavet, den ikke blev til noget godt. Udover Alfred, naturligvis. Dét som den familie bare ikke ved er, at jeg ikke hviler før den er god for alle. Det må være næste års kamp. At gøre et reelt forsøg på, at Alfred ikke skal leve i en dysfunktionel en af slagsen. Jeg vil i hvert fald gøre mit.

Der er ikke mere spons i år  – ikke flere underlige reklamer og andet sært. Til gengæld, så vil jeg fortsætte med at give muligheden for at bidrage til bloggen. Og det er okay, hvis man mener det er forrykt. Men truth is, at jeg elsker at skrive indlæg fra hjertet – uden reklamer. Ergo kan man fortsat benytte 26818286 – via mobilepay. Intet er for lidt. Intet er tvunget.