Et helt nyt liv

Det er en meget, meget sær følelse jeg er vågnet op med her til i går morges. Ikke at jeg har det decideret skidt, men jeg har også fundet ud af, at man i min situation ikke længere bare kan spørge mig om hvor godt jeg har det på en skala fra 1-10. Jeg har som minimum brug for et råderum der går fra 1-100. For det ændrer sig hele tiden.

Antallet af ubehagelige oplevelser, det tærer enormt meget på krafterne, så jeg prøver på at lade op så meget jeg kan, sove når kroppen vil – uanset om klokken er 10 eller 18. Min krop har sagt fra i meget, meget lang tid – og jeg ved, at det er på sin plads, at jeg lytter til den – fremfor at straffe den og kalde den dumme ting oppe i mit hoved.

De sidste mange dage har jeg været omringet af gode mennesker. Mennesker der heldigvis forstår, at jeg er nået til det punkt hvor jeg ikke længere prøver at dække over at bægret er flydt over. Og heldigvis lytter de. Min mor har været her de sidste par dage, og det har været en kæmpe rar ting, fordi hun er så god til at give plads. Hun er også vildt god til at lægge tøj sammen. Så alt i alt, så er det kæmpe win. For når jeg ikke engang kan overskue at samle en flyttekasse, så er der altså også andre ting man heller ikke kan overskue. Så min mor har bogstaveligt talt fodret mig med mad, talt med mig, lyttet og bare beriget mig med hendes nærvær. Jeg har i dén grad trukket et heldigt strå med hende.

Senere kom Christian og hjalp mig med at få det sidste på plads, så der er plads til Schweizeren, for han havde kørt gennem natten, så han kunne flytte ind sammen med mig senere på aftenen. Min evige støtte, min stolthed en personen, der virkelig har lært mig, at venskab og kærlighed kan opnå helt nye højder. For måske er vi sådan nogle, der ikke lever efter normen.

I skrivende stund, så ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre når det kommer til at min mor skal gå. Jeg savner min mor hver eneste dag. Min mor har lyst til at pakke mig ned i en blå IKEA pose og skrive mig op i boligforeninger i Silkeborg. Det er mit største mareridt. Og i virkeligheden handler det bare om, at folk skal give mig plads til at mærke efter hvad det er jeg har behov for. Alt føles som et overgreb. Jeg vil gerne selv vælge til og fra. Der er fandeme ikke nogen der skal diktere hvad jeg skal gøre. Og jeg har brugt de sidste måneder på, at lukke folk ind i mit liv, som jeg har forsøgt at skærme. Fordi smerten er så stor, og man ikke kan finde en undskyldning for det. Og fordi man er drænet for energi til at forklare. Jeg kan ikke sige særlig meget om min situation. Når jeg gør det, så får jeg opringninger eller beskeder om, at jeg skal stoppe med at skrive. Om det jeg vil. Jeg vil rigtig gerne passe på alle mennesker, og måske er det lige præcis dét der er min udfordring. For hvornår, eller hvordan, når man til det punkt, hvor man stopper med at dække over andre, og i stedet tager hånd om sig selv?

Jeg må ikke skrive om de svære ting, for det er svært for andre. Jeg må stort set intet, for hver gang jeg gør noget, så bliver det brugt mod mig. Jeg har sparket til døre, kastet ting mod vægge – og jeg har følt en afmagt jeg ikke ville ønske for min værste fjende. Og læsere sidder og tænker, hvordan man overhovedet kan nå til det plan? Det kan man sagtens. Jeg ville gerne kunne udpensle det hele, men det forbliver på det private plan. Jeg har ikke et behov for at udstille andre. Til gengæld har jeg bare brug for, at min ventil er der. Bevares, der er mange, mange ting der ikke når forbi bloggen. Og det er ganske fair. Men stol på mig, når jeg siger, at alt det her der er mit liv pt – det er fucked up på så mange planer, at selv min mor ikke kan følge med. Og hun er ellers ret kvik.

Indflytningsdagen ramte, og jeg kunne nærmest ikke hænge sammen. Jeg var svimmel, usammenhængende og utryg. Heldigvis alle tre ting med mennesker jeg er tryg ved. Det skal man altså ikke undererkende. I morges var jeg så ved min egen læge, hvor jeg endelig smed håndklædet i ringen og bad om en sygemelding. Og jeg fik den. Jeg ved ikke om det var min kvikke hjerne, der på blot 5 minutter kunne overbevise ham om, at det var det eneste rigtige. Tror måske mere, at det var fordi han kunne se på mig, at jeg havde det rigtig dårligt. Der er no way, at jeg skal ud på arbejdsmarkedet det næste stykke tid. Det ville være forfærdeligt for alle parter.

Mange har spurgt ind til, hvad der er sket med mit job. Kan kun sige, at man mister sit job når man er alt, alt for syg til at varetage det. Og min chef, hun evnede at sige fra i god tid. Og jeg har ikke andet end godt at sige om hende. For hold nu kæft hvor værdsætter jeg bare at hun gav mig en chance. Jeg tager så mange succeser med derfra. Jeg har lært så meget og jeg har været stolt langt hen ad vejen.

Nu går jeg all in på at se fremad, og at mit liv har ændret sig markant på blot to måneder. Jeg er i dén grad usikker på, hvordan jeg skal forholde mig til det økonomiske aspekt. For det er også noget af det der holder mig vågen hver nat. Hvis der er nogen på linjen, der ved noget om kontanthjælp, så sig gerne til. Den slags hjælp er uvurderlig, når man har en hjerne der fungerer på et meget, meget lavt plan. Jura og regler har aldrig været min stærke side. Især ikke når man ikke engang kan overskue at gå ud og skide, selvom man virkelig skal. There, I said it. (jeg gør det ikke i sengen, bare rolig)

Alfred flytter til Jylland i denne weekend. Av, den er grim. Det er følelser jeg ikke ved hvor jeg skal placere. Så her til aften, der ser jeg bare Netflix og kobler af, efter mange, mange ugers overbelastning.

I dag var bedre end i går – og i morgen bliver bedre end i dag. Det er små skridt, og det er heldigvis i den rigtige retning.

Jeg har kun min blog til at skrive tanker og følelser ned på. Bevares, kunne også gøre det i et word-dokument. Men hver eneste gang jeg får en kommentar ind, hvor nogen skriver at jeg har gjort en forskel for dem – så ved jeg at det er det hele værd. Og jeg elsker jer for det. Ergo må jeg påpege, at bidrag til bloggen er mere end velkomne, især fordi jeg lige pt skal til at sætte mig ind i alt muligt pis, så jeg kan modtage noget der ligner en indtægt der ikke giver mig flere søvnløse nætter.

Dette kan gøres via Mobilepay på 26818286 – alt indberettes – og det er ganske frivilligt. Mange af jer hjalp, så jeg kunne have fast tag over hovedet. Og det gjorde en KÆMPE forskel. I dag handler det om, at jeg kan få ro i hovedet og ikke skal bekymre mig om jeg nu også kan betale min telefonregning, mit lån og få mad på bordet.. I virkeligheden handler det om, at jeg skal blive rask. For det vil jeg virkelig gerne. Og har naturligvis modtaget grimme beskeder fra folk, der mener at jeg er blevet rig i første omgang. Det har aldrig været noget der gjorde mig rig, men fordi jeg ikke længere laver spons eller affiliate, (for det er jeg ikke god til) så er det en mulighed for at modtage støtte, så jeg kan fortsætte. Der er i hvert fald brug for det, også selvom det IKKE er min motivation for at have bloggen og for at skrive. Kan skrive under på, at det også handler om tårnhøje advokatregninger. Men det handler også om, at jeg virkelig gerne vil nå til dét punkt, hvor jeg også kan skrive indlæg om, hvor meget jeg undrer mig over, at spyfluer ikke kan finde ud af at komme ud igen, via samme vej som de kom ind. Hvad sker der for det?