Low Point til New Point

Helt almindelige mennesker kan ende i min situation. Dér hvor der ikke er andre muligheder end at ringe 1813, fordi der ikke er en anden udvej. Havde jeg ønsket at dét var vejen frem? Nej. Med nej ovenpå. Men det blev min udvej. Ergo har tavsheden på bloggen også betydet, at jeg ikke har skrevet noget det meste af ugen. Fordi jeg frivilligt indlagde mig på den akutte skadestue i Hvidovre. Om det var sjovt? Næh. Om det var en lettelse? Ja! En reel pause fra hverdagen var faktisk en god ting.

Jeg havde dog svært ved at sidde og lave ingenting, mens jeg ventede på sygeplejesker, læger eller andre skulle komme og stikke i mig, måle blodtryk og pulsen, der startede ud med at være langt, langt højere end hvad normalt er. Så i mellemtiden gik jeg ture, så jeg kunne få luft og trække vejret. Det værste, inden vi ramte Hvidovre, var dog, at systemet sendte os rundt mellem det ene hospital efter det andet. Skulle jeg på Riget? Frederiksberg, Bispebjerg eller Hvidovre – det var problematisk. Især fordi, at det er et faktum, at når man rækker ud, så er det ofte sidste instans. Så dét at man skal sendes rundt i hele København, hjælper ikke ligefrem på ens fysiske eller mentale tilstand. Taxature har aldrig været mere ubehagelige end den dag. Det var i onsdags. Og selvom jeg blev mødt af den ene kompetente læge efter den anden, så følte jeg mig stadig ikke forstået. For hvordan forklarer man hvad der foregår i éns krop? Og som dermed også sætter dybe spor i hoved og krop? Jeg var sikker på at min tid var kommet. At min næste bolig ville være hvid rektangulær kasse, boltet med søm og toppet med en massiv mængde af fredsliljer og monstera.

Heldigvis endte det ikke sådan. For ingen læger mente at jeg var klar til at blive fanget med sommerfuglenet og sat i en spændetrøje. Eller skulle forholde mig til den død jeg følte var i gang med at indtræffe.

De har uhyggeligt mange tilfælde af min slags. Mennesker der ignorerer deres tilstand og tror at den bare går over, hvis man nu bare lige sover lidt mere eller holder en dejlig lang ferie. For livet venter stadig på én, når man vågner eller lander hjemme i hverdagen igen. De var bare glade for, at jeg greb ud efter hjælp. Og det fik jeg. To døgn på Hvidovre gjorde, at jeg fik en velfortjent pause fra hverdagen, der har været et helvede så længe jeg kan huske. Fik endda valget mellem psyk eller frivillig ambulant behandling. Både de og jeg mente at sidstnævnte var mest relevant.

Nu er jeg hjemme igen. Og det skal jeg lige vænne mig til. For er heldigvis vendt hjem til noget nyt. En ny motivation. Fordi jeg nu ved, at alt ikke er galt med krop og hoved. Mine blodprøver viste intet unormalt. Blot at der er grænser for, hvor meget man kan holde til i længden. Men det er svært at vende hjem til de vante omgivelser. Men omvendt er dét i sig selv også en motivation i sig selv. Har fået ros for at række ud og sige nu er nok nok. Og at andre siger nu er nok nok. Og jeg har fundet ud af, hvem der er venner og hvem der ikke er. Og at det ikke er min skyld, at folk trækker sig. Det er heller ikke deres. Det er svært at se ens kære have det skidt i så lang tid. Lige nu er jeg bare glad for, at jeg har været ude at cykle de sidste tre dage, og at min have er pæn. Andelsforeningen er nok også rimelig glade for, at en landskabsarkitekt er rykket ind på matriklen.

Og jeg er glad for, at jeg kan sidde og skrive, mens jeg hører Led Zeppelin, mens jeg nyder den sidste time inden jeg skal i gang med at indrette den bolig som før var min, men nu også ejes af en anden. Og jeg er glad for, at Schweizeren er flyttet ind, selvom han ikke kunne genkende dét menneske han kendte engang. Men at han kan genkende noget af hende igen. Og sådan skal det helst fortsætte. For jeg har har fået sovet. Og jeg forsøger at fokusere på det der er vigtigt, fremfor det der ikke er. Det har jeg haft svært ved før.

Alle kan ende i min situation, hvis de ikke har værktøjerne til at sige fra uden at føle en kæmpe skyld.

Og i morgen er de fleste mærker efter stik på mine arme væk. Og forhåbentlig så bliver jeg aldrig igen indlagt på grund af udmattelse, sorg og selvmedicinering igen, og forhåbentlig så kan andre læse dette og vide, at systemet virker. Jeg har i hvert fald intet andet end positivt at sige om de få dage jeg var i det. Alle kan nå til et punkt, hvor bægret flyder over. Det gjorde mit. Mange, mange gange. Men jeg fik hjælp til at få hjælp. Og det alene gjorde en kæmpe forskel for mig.

Måske sidder der andre derude, der kan få et kærligt spark i rumpetten ved at læse dette. Det er i hvert fald mit håb. For man bliver overrasket over, at de mennesker man har i sit liv, der virkelig holder af én, på den ene eller den  anden måde, de kan faktisk godt holde til at høre, se og mærke at ærlighed er den bedste måde at række ud efter. Og hvis de ikke kan, så er det nok ikke de mennesker man skal sætte sin lid til i den lange ende.

Vi har så kort tid til at leve vores liv, så hvorfor ikke få det bedste ud af det?

Så efter en lille uges tid, hvor jeg har reflekteret enormt meget over hvad jeg skal stille op med mit, så er hver dag en dag, hvor jeg når frem til en lille ny ting der kan og vil gøre alt mere tåleligt. Og til sidst, så ender jeg nok ud med at have det helt godt på den helt almindelige og moderate måde. Det er dét jeg altid har drømt om de sidste par år. At der er både gode dage og at der også er dårlige. That’s life. Og det tager jeg gerne med i pakken.

Lige nu skal jeg drikke min lunkne morgenkaffe færdig, og så skal jeg til at sætte mig ind i hele systemet i forhold til at være sygemeldt. Ironisk nok, så føles det som et 37 timers job at gøre det, men i stedet for at tro at jeg kan ordne alt ved bare at knipse med fingeren – så er det en proces der skal deles op i bidder. Om jeg ville ønske, at jeg bare kunne gøre alt på én dag? Naturligvis. Men der er også en årsag til, at min egen læge har sygemeldt mig på ubestemt tid. Det ville ganske enkelt være unfair over for en virksomhed at ansætte nogen, hvis hoved ikke fungerer optimalt. Men mit mål er klart, at jeg helst skulle være oppe and running igen indenfor det næste års tid. Nu skal jeg så bare finde ud af, hvor min næste måneds indtægt kommer fra. De almisser der kommer fra de irriterende pop-up reklamer på bloggen, de redder hverken afdrag, gas, el eller boligudgiften til det tag jeg har over hovedet. Derfor har jeg i dag besluttet, at jeg opretter en plinter ny konto i min bank der hedder “opsparing”. Det betyder, at jeg lægger alt til side der kommer ind fra jeres bidrag via Mobilepay (26818286) ind på en konto der går til transport mellem København og Aarhus, så Alfred og jeg kan starte et nyt kapitel i vores liv, hvor det ikke er økonomien der sætter grænsen for, om han kan få læst godnathistorier, hjælpe med at lave havregrød om morgenen eller i det hele taget bare snart får lov til at have en hverdag sammen med mig. For børn har brug for begge deres forældre. Og jeg savner ham. Det er en stor del af, hvorfor tingene er eskaleret på den her måde. Jeg er ikke syg. Jeg er bare helt enormt ked af det. Ville hellere have skåret et ben af, end leve en måned mere uden at høre hvad der er af historier inde i hans smukke, tossede lille hoved. Og jeg mangler stadig at måle hans højde på dørkarmen. Det er ved at være længe siden.