Nu og da falder jeg over indlæg eller opslag der rører mig. Ikke fordi det skal lyde som om at der s
Se næste indlæg >
Om at rumme…
LORTEMOR
Shit, det er altså svært!
Jeg kender så mange gode mennesker, og jeg kan sgu godt rumme andre menneskers glæde!
Men jeg synker en ekstra gang, når:
Jeg læser om en veninde, der oplever dette.
For hvor ville jeg ønske det var mig. Virkelig. Jeg måtte fælde en tåre eller 1000. For det er smukt. Rigtig smukt, endda.
Eller når jeg oplever min veninde, har været så heldig her.
Eller når man bare får lov at låne folks lejlighed i en måned, så jeg har kunnet arbejde og trække vejret samtidig.
Jeg kan jo ikke være andet end taknemmelig over, at jeg har gode venner i mit liv, på trods af at jeg lige nu er den der tager. Jeg er bestemt ikke den der giver.
Jeg har nærmest intet at give af, når det kommer til overskud eller andet der kræver ret meget.
Jeg har det egentlig fint med at arbejde og være nogens mor. Det er de to ting der kommer i forreste række.
Når alt andet er brugt op, så skændes vi, vi diskuterer og vi er uenige om stort set alt. Vi ser kun fejl og mangler. Det er som om, at nogen har været forbi og slettet alle de gode minder vi havde. At alle de ting der før var gode, nu er erstattet af et ondt og uforstående blik. Vi kigger på hinanden, som var vi hinandens værste fjender.
I midten af det hele sidder en lille dreng, som er så perfekt og så vidunderlig. Som på ingen måde har fortjent at have forældre der skændes.
Men det er svært at se en anden udvej. I hvert fald lige nu.
Vi prøver at holde på os selv, så han ikke ser og hører os. Men de små skabninger har en sjette sans vi ikke forstår. Så han ved sgu godt at tingene ikke er ok.
Og det river mit hjerte fra hinanden, når han tager os i hænderne og siger at mor og far skal kramme.
Åh Kære Trine!
Jeg ved mine ord ikke kan gøre noget bedre, men jeg føler i den grad med dig – ikke på en medlidende måde, men som kvinde, mor og medmenneske! Der er ikke noget værre end at se sine drømme briste mellem sine hænder, at være uden rod og så sårbar at alting kan briste ved det mindste pust.
Jeg føler med dig, fordi jeg forstår – nuvel skal jeg ikke skilles, men det er hårdt derhjemme – jeg er uden arbejde og kan mærke min identitet skride ud af fingrene på mig, sammen med mit selvværd, min selvfølelse og mit overskud! Jeg vil så gerne være en god kone, og en fantastisk mor, istedet er jeg en sur krampe som skælder lidt for meget ud, fordi jeg ikke har styr på en skid – ikke en skid du!
Som du, prøver jeg at skjule sorgen, skuffelsen over livet og nederlaget af at være i underskud, og mit hjerte går itu hver gang min lille søn tager min hånd og siger “mor glad nu” eller “mor ikke være sur på far” – for fanden da også… Altså for fanden på mig selv…
Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe dig, og trøster mig med, at du har et godt netværk, at du har en skulder at græde lidt ud ved og et par ører der lytter når der er brug for det – jeg håber virkelig livet bliver nemmere!
Dit indlæg, dine ord berørte noget centralt inde i mig, og jeg havde behov for at dele – håber det er okay!
Mange Tanker og virtuelle Kram