Sorg er kærlighedens pris.

Nu og da falder jeg over indlæg eller opslag der rører mig. Ikke fordi det skal lyde som om at der skal en del til før jeg bliver rørt, men mere fordi der er så få der sætter ord på sorg, for så at dele det med hele den virtuelle verden.

Mette Marie skrev et super flot indlæg om det, og jeg kender desuden rigtig mange mennesker i mit private liv, der bærer rundt på den tungeste sag i verden. Sorg.

Den er rigtig grim, og den gør faktisk ikke ret meget godt for én, gør den vel?

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg bærer rundt på den for tiden. Og jeg prøver at punke mig selv i hovedet og sige ‘NU tager du dig fandeme sammen, der er jo ingen der er døde, vel?’ Og du har heller ikke en dødsdom hængende over hovedet, Trine.

Problemet er bare, at sorg er den samme, uanset om den handler om døden, sygdom, skilsmisse eller forliste håb og drømme. Der er ganske enkelt ingen forskel. Intet rigtigt eller forkert. Man føler den bare, også selvom tingene kunne være meget værre.

For nogle uger siden ramte jeg jorden med et brag. Realiteterne gik op for mig: At mit liv på ingen måde havde flasket sig som jeg havde håbet. Det i sig selv var en sorg, men endnu værre var, at jeg sørgede over at miste hele min base – min familie, mit hjem, min kæreste og alt det vi i fællesskab stod for.

Jeg bandede det hele langt væk. Sagde til Svenne, at jeg ville ønske at jeg aldrig havde mødt ham – at når det hele alligevel gik i stykker, så ville jeg hellere have været fri. Og det hele er sagt og tænkt i afmagt. Nummer 2 på listen over de værste ting man kan føle.

Hvis sorg er nummer 1, så er afmagt nummer 2. Efterfulgt af jalousi. Og de 3 følelser, det er dem jeg slås med.

Kæmpe sorg over et krakeleret familieliv. Mega afmagt over at andre træffer beslutninger på mine vegne krydret med mega jalousi over at ANDRE får lov at få den kærlighed der er blevet tyvstjålet ud af mine hænder.

Midt i det hele læste jeg et eller andet en dag, hvor jeg alligevel sad kogte suppe på min elendighed. Det var vist en Googlesøgning.

Men pludselig stod der:

Sorg er kærlighedens pris.

Og lige dér. Dér gik det op for mig, at jeg føler sorg fordi jeg har elsket nogen. Sådan virkelig elsket nogen. Og det er sådan den hænger sammen. Uanset om du er syg, har mistet nogen eller mistet noget. Sorg er noget man føler, fordi man virkelig har elsket med arme, ben, hoved, hjerte og sjæl.

Så sorg er lidt af en bedrift. Selvom den føles helt, helt forfærdelig.