ALFRED.

Svar på et spørgsmål fra indlægget i går:

Jeg var faktisk overbevist om at vi skulle have en pige. Men vi havde faktisk både et pigenavn og et drengenavn klar, da vi fandt ud af vi skulle have en dreng.

Alfred er opkaldt efter min mors morfar. Sjovt nok en mand jeg aldrig har mødt – men jeg er så glad for det navn. Og måske fordi jeg aldrig nåede at møde min oldefar, føles det som en smuk gestus at opkalde min søn efter ham. Jeg har nemlig altid kunne fornemme, at han var en god mand. De ting min mor fortalte om ham, og om den sorg de alle oplevede, da han døde alt, alt for tidligt.

Han faldt om derhjemme, og pludselig stod min oldemor helt alene, med en smuk, smuk villa i Aarhus N, med en stor have og en kæmpe sorg.

Min mormor, hendes datter, var nemlig død to år tidligere af meningitis.

Hun flyttede hurtigt ud af det store hus, og ind i en lejlighed på Trøjborg. Den store sorg, alle minderne og dét hus – med den smukke have, er et savn jeg altid har kunne mærke når der blev fortalt historier.

Da min oldemor blev gammel og mæt af dage, talte hun altid om at hun ville op til Alfred og hendes datter. Hun blev over 90, så hun levede længe med savn, tror jeg.

Hvis jeg en dag får en datter, hvilket jeg virkelig håber jeg gør, så skal hun opkaldes efter min mormor. Hende nåede jeg jo heller aldrig at møde. Alfreds tip-oldefar, Alfred: