Alfred’s tirsdag.

BØH! Det er mig igen.

Jeg er så glad i dag, fordi jeg har sovet sammen med mor og far i nat. Mest far, egentlig. Mor var nødt til at rykke ned i fodenden, efter jeg indtog min plads i sengen. Vandret, øverst – lige der hvor mor lå. Det var pænt af hende at rykke derned.

Jeg har ellers haft nogle lidt hårde uger. Mit humør har været dårligt, jeg har råbt og været ked af det. Og så har jeg været rigtig, rigtig arrig.

Intet vil som jeg vil.

Det kan da godt være at det virker som små og ubetydelige ting. Men når man er så lille som mig, så er det altså big fucking deal at jeg ikke kan stable klodserne rigtigt ovenpå hinanden.

Prøv lige at tænk på, hvor irriterende I ville synes det var, hvis I ikke kunne ramme munden med tandbørsten? Samle en bog op? Tænde og slukke fjernsynet? Skifte kanal? Spise de kiks I UDEMÆRKET godt ved er nede i skabet under bordet? I ville flippe totalt, hvis I skulle leve bare EN dag i min krop.

Jeg vil alt, og jeg vil have alt og jeg vil have det nu. Og når jeg får det, så vil jeg have noget andet og I har bare at gætte hvad det er med det SAMME.

Og tænk hvis I hver dag skulle have mad når de voksne bestemte det, i bad selvom du ikke har lyst og have skiftet ble igen, og igen og IGEN uden at ville det – AAAAAAAAAAAAARGH.

Jeg vil lære at gå NU, så jeg bedre kan nå alting og så jeg kan komme hurtigere over til ledningerne inden mor og far fjerner dem.

Men i morges var jeg glad. Jeg vågnede op ved siden af mor, efter far var gået – og vi legede kuk-kuk-BØH under dynen og puttede og snakkede. Orv. Tror aldrig jeg rykker tilbage i min egen seng igen. Det er simpelthen for hyggeligt.