Tirsdag og noget om at sige farvel.

I nat var Bøffen liiiiidt mere vanskelig. Det er som om det der drømmeland kan fucke ham op. Der er ingen synlige årsager til hans opvågninger. De skyldes hverken sult, lortebleer eller tabte sutter. Bøffen sover med cirka 50 sutter i sengen og der ligger altid en vandflaske klar ved hans side. Sommetider virker det helt umotiveret, at han overhovedet vågner. Mon man kan skyde skylden på drømmeland?

I nat var han i hvert fald utrøstelig mellem 01.00-02.00 – og min rygrad knækkede et sted omkring kl. 02.00, hvor jeg hev ham med ned i sengen. Hvilket hæmmer det der ‘sov’ yderligere. For os begge to. Et styks mosle-Bøf, der slår hovedet ind i sengekanter og ikke vil have jeg vender ryggen til ham. Seriøst, han babyslapper mig i hovedet og siger ÆÆÆÆÆÆÆÆH, hvis jeg vender mig om. Lille røvhul.

Nå, men putte-Bøf sov til sidst, og igen hørte han mine stille bønner om søvn, og sov til kl. 7.00. Yndlings-Bøf.

I går sagde vi farvel til en hans pædagoger. Av, sådan noget gør ondt. Vi vidste godt, at han bare havde et barselsvikariat, men havde i mit stille sind ønsket, at han på en eller anden måde kunne blive. Vi kender ikke hende der kommer tilbage, så det gør også situationen meget mere trist. Alfred elskede ham, og hvordan håndterer vi lige, at manden der lærte min søn at give et solidt håndtryk, drible med en bold og i det hele taget bare var fucking nice med de unger, ikke skal være der længere?

Jeg ved at han havde en helt speciel plads i Bøffens hjerte, og at den følelse var gengældt. Så det er sgu en kende vemodigt.

Øv.

Men sådan er institutionslivet jo. Folk kommer og går.